Toy Story har fundet opskriften på succes
Disney og Pixar har med Toy Story-filmene fundet den sikre vej til succes hos både børn og voksne. Den hemmelige ingrediens er en blanding af referencer til andre genrer og universelle følelser som frygt, venskab og kærlighed.

Toy Story-filmene spiller på velkendte temaer som venskab, evenyrlyst og frygt. (Foto: Walt Disney Studios)

Toy Story-filmene spiller på velkendte temaer som venskab, evenyrlyst og frygt. (Foto: Walt Disney Studios)

Nu kommer der endnu en Toy Story film. Både Toy Story 1 (1995) & Toy Story 2 (1998) betragtes nu som klassikere indenfor animationsfilmen og den første film var intet mindre end gennembruddet for computeranimation i spillefilmslængde.

Toy Story markerede både et farvel til Disney-filmens musical-tradition og eventyr-fortolkninger og et skift til et nutidigt eventyr, som også bruger mediekulturelle referencer i sin fortælling.

Centralt er den humoristiske action-fyldte fortælling og karakterer, som vi kan engagere os i. Men i de grundlæggende temaer er arven fra Disney stadigvæk tydelig, fordi begge Toy Story-film også trækker på universelle psykologiske mekanismer, som er væsentlige for en succesfuld børnefilm.

To centrale elementer for Toy Story-filmene er derfor: mediekulturelle referencer og universelle følelser.

Det moderne animerede eventyr - mediekulturelle referencer

Intertekstuelle referencer til populærfilm og mediekulturen har længe været en del af mainstreamfilmens måde at skabe en fælles kulturel referenceramme på og Toy Story filmene er ingen undtagelse (se Haastrup 2010).

I Toy Story bliver comboydukken Woodys status som Andys yndlingslegetøj truet, da action-dukken Buzz Lightyear gør sin entré på børneværelset. Og da Andy umiddelbart foretrækker rumuniverset frem for western-temaet, så skifter hele børneværelsets udsmykning karakter:

I stedet for western-tema er der nu i stedet science-fiction motiver på plakater og sengetøj. På den måde bruges (de fiktive) Buzz Lightyear merchandising-produkter til at anskueliggøre Andys nye interesse. Man kunne indvende, at det jo også er en (skamløs?) reklame for de produkter, som følger i kølvandet på Pixar-filmen!

Leger med genrerne

Et andet eksempel er temarestauranten Pizza Planet, hvor Woody og Buzz forsøger at finde deres ejer Andy igen: Her er flere referencer til science fiction-genren, f.eks. er den klassiske horror-scene fra sci-fi-gyseren Alien, hvor monstret bryder ud gennem maven på en af astronauterne, blevet til en forlystelse, hvor det gælder om at slå monsteret ned i maven!

Den første sekvens i Toy Story 2 viser også Buzz Lightyear i et sciencefiction univers, hvor han bliver dræbt af herskeren Zurg. En velkendt fortællemæssig finte til at skabe chok-effekt, som opnås ved at sekvensen er fortalt som film - og ikke som et spil, med grafik osv.

Umiddelbart opleves det som uventet, at én af figurerne dræbes i den første sekvens, men det viser sig straks, at Buzz skam lever i bedste velgående. Og at resten af handlingen foregår i det forventede hverdagsunivers.

På rulleteksterne til Toy Story 2 vises også 'fraklip', som vi kender det fra live-action film, hvor vi ser, hvordan ting går galt under optagelserne til den film, vi lige har set. Det findes jo netop ikke i animationsfilmen, men appellerer derfor til det mediebevidste publikum, som kan værdsætte denne humoristiske leg med genren.

Universelle følelser - fællesskabet med Disney

I sin evolutionære filmteori ser filmforskeren Torben Grodal (2009) et klart mønster i de mest populære børnefilm som bl.a. Bambi og Lion King, men også Finding Nemo. I disse film iscenesættes bestemte følelsesmæssige scenarier som er universelle f.eks. frygt og at kunne reagere på det, tilknytning til forældre (eller en forældrelignende) relation, etableringen af venskaber og trangen til at udforske og lege. Grodals pointe er at disse følelses-scenarier ikke er kulturelt betinget og derfor potentielt appellerer til alle børn (og voksne).

 

Toy Story - frygt og følelser

I Toy Story filmene er den største frygt for Sheriff Woody at blive erstattet af noget ny legetøj, som f.eks. Buzz Lightyear. Derfor bliver begivenheder som børnefødselsdage og juleaftner voldsomt angstfremkaldende og et andet skrækscenarie er at blive smidt ud eller solgt på loppemarked (Toy Story 2).

 

Fakta

FAKTA

Man taler om intertekstualitet eller intertekstuel reference, når et værk refererer til et andet.

Det er intertekstualitet, når en film f.eks. citerer en anden film, bruger figurer fra en anden film eller ironiserer over en kendt scene fra en klassiker.

"Inter" er latin og betyder "mellem". Ordet inter-tekstualitet henviser altså til det, der foregår "mellem tekster".

Tekst skal forstås meget bredt - det kan være en film, en reklame, en tegneserie eller et computerspil.

Kilde: Wikipedia

 

Signaturen under sålen

Selvom Woody i Toy Story 2 viser sig at være et værdifuldt samlerobjekt med en historie og Buzz Lightyear findes i enhver legetøjsbutik, så er de to venners afgørende fællesnævner, at der står Andy på 'skosålen' - de tilhører begge et barn.

 

 

Forældrerelation og venskab

Både Woody og Buzz's følelsesmæssige tilknytning til Andy kan ses som en omvendt forældrerelation, fordi det jo er Andy der vokser op og 'forlader' legetøjet . Men filmene handler også i meget høj grad om det venskab som etableres mellem Buzz og Woody i den første film, hvor de indser, at de må arbejde sammen for at overleve og komme hjem til Andy.

 

 

Venskabs-konflikt

I Toy Story 2 er Woody splittet mellem to venskaber: Det nye venskab med Jessie fra hans cowboy legetøjsserie som han kan redde fra at komme på et lager (og dermed aldrig blive leget med) og sit gamle venskab med Buzz, hvor risikoen for at ikke at blive leget med af Andy altid vil være der.

 

Løsningen for Wood bliver at kombinere de to venskaber og forpligtelser. Da de er kommet hjem og Buzz spørger Woody om han stadig er bange for at det tidspunkt, når Andy vokser fra sit leget tøj? Så må Woody konkludere at han jo altid vil have Buzz som ven: "to infinity and beyond". På den måde findes en afløser for/supplement til den omvendte forældrerelation - nemlig venskabet.

 

Udforskning og redningsaktioner

Trangen til at udforske og lege er omdrejningspunktet for begge film både i de actionfyldte (og lidt Storm P.-agtige) redningsaktioner for Buzz og Woody som først skal komme fra tankstationen til Pizza Planet, flugten fra den destruktive nabodreng Sid, biljagten og raketflyvetur (med stil) for at indhente Andy's mors bil.

 

I Toy Story 2 skal Buzz og de andre redde Woody fra den onde legetøjssamler, fra Stinky Pete på kufferttransportbåndet i lufthavnen og finalen da Woody og Jessie reddes fra ruteflyets bagagerum af Buzz til hest.

Toy Story-opskriften er den særdeles velfortalte historie, hvor der trækkes på arven fra Disney med appel til de universelle følelsesmæssige mekanismer, men karakteristisk for Pixar generelt og Toy Story specifik er, at de bruger mediekulturelle referencer til at fortælle historierne med.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.