Ti politisk ukorrekte sandheder om mennesket
Sønner reducerer risikoen for skilsmisse. Muslimer er oftere selvmordsbombere, fordi de får for lidt sex. Polygami er mest naturligt osv. Kendt evolutionspsykolog provokerer igen, igen.

Mænd foretrækker blondiner, fordi det lyse hår signalerer ungdom og dermed frugtbarhed. Det hævder evolutionspsykolog Satoshi Kanazawa. På billedet skuespiller Pamela Anderson. (Foto: Toglenn)

Mænd foretrækker blondiner, fordi det lyse hår signalerer ungdom og dermed frugtbarhed. Det hævder evolutionspsykolog Satoshi Kanazawa. På billedet skuespiller Pamela Anderson. (Foto: Toglenn)

Hvorfor får smukke mennesker flere døtre? Fordi skønhed er vigtigere for en kvinde end en mand. Det er blot én af ti teorier om menneskelig adfærd, som forsker ved London School of Economics Satoshi Kanazawa fremsatte i sin bog 'Ten Politically Incorrect Truths about Human Nature', der udkom i 2007.

Nu er den provokerende evolutionspsykolog tilbage med nyt videnskabeligt skyts til at bakke sine mildest talt kontroversielle teorier op.

Det skriver britiske independent.co.uk.

»Om vi kan lide det eller ej, menneskelig natur er bare ikke politisk korrekt,« siger Satoshi Kanazawa.

1) Smukke mennesker får flere døtre

Forklaringen skal findes i Trivers-Willard-hypotesen, der siger, at hvis forældrene har træk, de kan give videre til deres børn, og som vil være bedre for det ene køn end det andet, så vil de få flere børn af det køn.

Mænd bliver ofte valgt som partner på baggrund af rigdom, status og magt, mens kvinder bliver valgt ud fra fysisk tiltrækningskraft og ungdom ifølge Satoshi Kanazawa. Derfor vil smukke mennesker give deres træk videre til døtre.

Han henviser til tal fra det engelske National Child Development Studie fra 1958, hvor 17.000 syvåriges tiltrækningskraft blev vurderet. Da man opsøgte dem igen som 45-årige, havde de mindst attraktive fået flere sønner end de attraktive.

2) Liberale er mere intelligente end konservative

Tidligere på året publicerede Satoshi Kanazawa et studie i Social Science Quarterly, som viser, at unge, der identificerer sig selv som 'meget liberale', har en gennemsnits-IQ på 106. De 'meget konservative' nåede kun op på 95 i gennemsnit.

Han forklarer det med, at mennesket er evolutionært designet til at være konservativ og udelukkende tænke på familie og nære venner. Evnen til som liberal at tænke på andre ser han derfor som et evolutionært højere stadie.

Definitionerne 'konservativ' og 'liberal' er her baseret på de engelske begreber, hvor liberalisme forbindes med venstrefløjen og midterpartierne.

3) De fleste selvmordsbombere er muslimer

Svaret har intet med islam, politik, kultur eller race at gøre, men med sex.

I en artikel i Psychology Today argumenteter Satoshi Kanazawa for, at polygami i mange muslimske lande betyder, at der ikke er koner nok til alle mænd. Dét, kombineret med løftet om de 72 jomfruer i paradis, motiverer ifølge ham unge muslimer til at blive selvmordsterrorister.

4) Mænd foretrækker blondiner

Svaret er her helt enkelt - blondt hår har det med at blive mørkere med årene, og derfor er de blonde lokker tegn på ungdom. Mænd, der går efter blondiner, jagter altså ubevidst yngre og dermed mere frugtbare kvinder.

5) Mennesker er polygamister fra naturen

I samfund, hvor der er stor forskel på rige og fattige mænd, er det bedre for kvinden at dele en rig mand end at have en fattig for sig selv. Indbyggere i vestlige lande er derfor blevet monogame, fordi forskellen mellem rig og fattig er snævret ind.

6) Sønner reducerer risikoen for skilsmisse

Som før nævnt bliver en mands værdi som partner bedømt ud fra rigdom, status og magt. Disse egenskaber går ofte i arv fra far til søn - f.eks. at sønnen overtager faderens virksomhed. Det er derfor vigtigt for sønnen at beholde kontakten til sin far.

Døtrene derimod er ikke afhængige af faderen på samme måde, derfor kan faderen 'nemmere undværes' i familier uden sønner.

7) Hvad genier har tilfælles med kriminelle

Det hele handler om at tiltrække kvinden. I ungdomsårene konkurrerer mændene med hinanden om kvindernes gunst - nogle konkurrerer med vold, andre med kreativitet eller intelligens.

8) Myten om mænds midtvejskrise

Mænd får ikke midtvejskrise, fordi de er midaldrende, men fordi deres koner er.

»Fra et evolutionspsykologisk perspektiv udløses en mands midtvejskrise af konens overgangsalder og slutningen på hendes frugtbarhed. Derfor ønsker han på ny at tiltrække unge kvinder,« forklarer Satoshi Kanazawa.

9) Det er naturligt for mandlige politikere at have en affære

Magtfulde mænd har altid giftet sig med én kvinde men parret sig med flere, påstår Satoshi Kanazawa. Faktisk søger mænd den politiske magt - bevidst eller ubevidst - for at få adgang til et stort antal kvinder.

10) Mænd udsætter kvinder for sexchikane, fordi de ikke er sexister

Mænd sviner hinanden til med et groft, ydmygende og truende sprogbrug på arbejdet. Mænd behandler derfor ikke kvinder anderledes, når de chikanerer dem. De gør det, fordi de behandler kvinderne ligesom mænd og derfor ikke diskriminerer, siger Satoshi Kanazawa.

Forskeren har allerede fået stærke reaktioner på sin forskning - nogle har endda troet, teorierne var en practical joke - men selv hævder han over for independent.co.uk, at teorierne alle har rod i befæstede videnskabelige forskningsresultater.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.