»Mesdames et Messieurs, soyez les bienvenus au site de Videnskab.dk.«
Lækkert ikke? Hvilken kartoffel-mættet, mumlende dansker rammes ikke engang imellem af et ømt ønske om at mestre et flydende fransk?
Nogle sprog lyder bare lidt bedre end andre. Sådan har de fleste det nok. Heriblandt vores læser Albert Mose fra Nørrebro i København (yo!).
»Fransk anses af mange i den vestlige verden som et flot sprog. Dansk høster vist ikke helt de samme roser,« indleder Albert sin e-mail til Spørg Videnskaben, hvori han stiller spørgsmålet:
»Hvorfor lyder nogle sprog bedre end andre? Og er der overhovedet konsensus om, at folk synes det, eller er det helt subjektivt, hvilke sprog man oplever som smukke?«.
‘Det fandme et godt spørgsmål’, lyder det her fra redaktionen på syngende københavnsk. Vi har råbt sprogforskerne op for at få nogle svar.
\ Spørg Videnskaben
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
To forklaringer: Sproget i sig selv eller kulturens magt
»Det er ikke et usædvanligt spørgsmål,« siger den pensionerede sprogforsker Hans Götzsche som det første, da Videnskab.dk beder ham om at forholde sig til Alberts undren:
»I min undervisning er jeg blevet spurgt om det mange gange gennem årene,« tilføjer sprogforskeren gennem 30 år, der er lektor emeritus i lingvistik og videnskabsteori ved Aalborg Universitet.
Grundlæggende, påpeger Hans Götzsche – og alle de andre sprogforskere vi har sat i stævne – er der to veje, man kan gå ned ad for at finde en god forklaring.
- Man kan lede efter et rent lingvistisk (sprogvidenskabeligt) svar på spørgsmålet: Er nogle sprog smukkere end andre, fordi deres ord, udtaler og sætningsopbygninger grundlæggende er mere behagelige for øregangene?
- Man kan svare på det ved at kigge på alle de omkringliggende ting: Er det kulturens magt – det, vi lærer i skolen, ser på film, og det vores forældre fortæller os – der bestemmer om et sprog opfattes smukkere end et andet?
»Taler tysk til min hest og italiensk til kvinder«
Det skal vi dykke ned i. Men allerførst – og egentlig ret afgørende: Findes der overhovedet nogen grunde til, at nogle sprog rent faktisk kan opfattes som smukkere end andre?
Der findes ingen formelle undersøgelser, der viser, at danskerne faktisk fremhæver fransk (eller spansk, tysk, italiensk eller svensk for den sags skyld) som det smukkeste sprog.
Det er altså udelukkende en forestilling og en fordom, men det er trods alt en ret udbredt forestilling, der ikke kun er begrænset til Danmark og ikke kun er begrænset til det 21. århundrede:
»Jeg taler spansk til Gud, italiensk til kvinder, fransk til mænd og tysk til min hest,« skulle Karl 5. (1500-1558), konge af Spanien fra 1516 og tysk-romersk kejser fra 1519, efter sigende have sagt.
Et andet berømt citat kommer fra digteren Christian Wilster (1797-1840), der i et hyldestdigt til Ludvig Holberg (1684-1754) skrev: »Hver mand, som med kløgt gik i lærdom til bund / latin på papiret kun malte / med fruerne fransk / og tysk med sin hund / og dansk med sin tjener han talte«.
I 1700-tallet var fransk også hoffets sprog i Danmark og mange andre steder, så der er jo noget om snakken – fransk er fint, og fransk er dragende.
Lita Sander Lundquist, sprogforsker og professor emeritus ved Copenhagen Business School, husker da også tydeligt, da hun hørte fransk for første gang.
»Jeg var ti år og stod i en skiudlejning i Schweiz, og der var en familie, der fascinerede mig helt vildt. Så spurgte jeg min far, hvad er det for et sprog de talte, og han sagde, at det var fransk. Det ville jeg bare lære, og det gjorde jeg så,« fortæller Lita Lundquist, der er uddannet i fransk og har forsket i det franske sprog.
»Der er en storhed, en lydlig gestik i det, som kan være imponerende for os mere jordbundne danskere,« siger Lita Lundquist, der heller ikke kender nogen undersøgelser, der viser, at fransk er verdens smukkeste sprog, eller at danskerne foretrækker nogle sprog frem for andre.
Også svensk har et godt ry
Når Hans Götzsche skal svare på, hvorfor nogle sprog er smukkere end andre, plejer han at henvise til en uvidenskabelig undersøgelse som tidligere professor i dansk sprog ved Københavns Universitet og formand for Dansk Sprognævn Erik Hansen (1931-2017) foretog med sine studerende:
»Han (Erik Hansen, red.) spurgte de studerende, hvilket sprog de syntes var smukkest, og de tyggede og tyggede. Fransk kom altid ret højt op, men det, der scorede højest, var svensk,« siger Hans Götzsche.
At svensk skulle være skønnere end eksempelvis dansk underbygges også af en undersøgelse fra 2016, hvor en gruppe nederlandske forskere bad tyskere og kinesere vurdere de to sprog. Her scorede svensk højere end dansk i alle henseender:
Bred enighed om at dansk er grimt og svært
Selvom det er svært at påvise, at nogle sprog skulle være smukkere end andre, er der til gengæld flere indikatorer om, at dansk faktisk klinger lige så uskønt i de fleste udlændinges ører, som vi selv frygter det.
Et nordisk studie fra 2005, der undersøgte unge skandinavers forhold til dansk, norsk og svensk, viste helt entydigt, at finner, nordmænd og svenskere fandt dansk både grimmest og sværest at forstå.
»Andre i Norden har det i særklasse sværest med dansk,« påpeger Hans Basbøll, sprogforsker og professor emeritus på Syddansk Universitet. Det underbygges i et hav af historiske kilder, tilføjer han.
Den irske forfatter Robert Molesworth (1656-1725), der er kendt for sine beskrivelser af Danmark fra 1694, skriver for eksempel meget ligefremt om ubehaget ved det danske sprog:
»Sproget er meget grimt, ikke ulig irsk ved sin pibende, jamrende tone. Kongen, hele adelen og mange borgere taler tysk indbyrdes og fransk med udlændinge. Jeg har hørt adskillige høje embedsmænd prale med, at de ikke kunne dansk.«
I midten af 1500-tallet blev dansk beskrevet sådan her af en svensker – sandsynligvis biskoppen Hemming Gadh (1450-1520):
»Desuden nedværdiger danskerne sig ikke til at tale som andre folk, men presser ordene frem som om de skal til at hoste, og det ser ud, som om de – delvis med vilje – vender ordene i struben, før de kommer ud.«
Han fortsætter:
»Og de fordrejer munden, når de taler, de vrider og vrænger den ved at trække overlæben til venstre og underlæben til højre, idet de mener, at det er en særlig pryd og glæde at gøre sådan.«
»Citatet illustrerer det danske stød – at man ligesom kaster ordene ned i struben og hoster dem op – faktisk er citatet det første, der med nogenlunde sikkerhed påviser det danske stød,« tilføjer Hans Basbøll.
Smukke sprog er musikalske og tydelige
Således oplyst (og ramt på den sproglige stolthed). Men hvorfor er nogle sprog, for eksempel fransk og svensk, smukkere end andre, eksempelvis dansk?
Lad os begynde med den rent lingvistiske forklaring.
Noget af det, der kendetegner de traditionelt smukke sprog, er, at de har en vis musikalitet, påpeger Lita Lundquist:
»Mere teknisk hedder det prosodien. Det er forklaringen på, hvordan talestrømmen er organiseret i et sprog. Det er meget forskelligt fra sprog til sprog, hvordan den her prosodi er ordnet.«
»Når jeg taler, organiserer jeg, hvad jeg siger, i rytmeenheder. Rytmen i et sprog hjælpes på vej af tonegang, som vi også kalder for intonation. Her kan du tage et sprog som italiensk, der med sin intonation og sin sætningsmelodi også er et sangsprog, og det er jo også operaens sprog,« tilføjer Lita Lundquist.
Det er altså kendetegnet ved ‘smukke sprog’ som svensk og italiensk især, at prosodien er musikalsk, og de går meget op og ned i tonerne, hvilket giver en god rytme.
»Svensk har musikalske accenter i udtalen, og der er bestemte tonegange på ordene, og det, synes vi, lyder musikalsk. Så i det ene hjørne har vi danskerne, der mumler, og i det andet har vi noget, der lyder som sang,« forklarer Hans Götzsche.
»Tænk på ‘gata’, som man siger på stockholmsk svensk, sammenlignet med ‘gade’. Det svenske er meget artikuleret, hvor det danske er mere udflydende,« supplerer Lita Lundquist.
Avatar og Star Trek hjælper os på vej
En anden måde at undersøge, hvad der kendetegner smukke og grimme sprog, er ved at se nærmere på fiktive sprog fra film. Det fortæller Peter Bakker, lektor i lingvistik ved Aarhus Universitet.
Han nævner de fiktive sprog hos de krigeriske rumvæsner i Star Trek, klingonerne, der taler sproget ‘klingon’, og det fiktive sprog blandt de eventyrlige væsner, na’vi’erne, i filmen Avatar.
»I Avatar er deres sprog designet til at lyde meget smukt. De har nogle flotte vokaler og er meget artikulerede. Der er ingen grimme lyde, som der er hos klingonerne, der taler enormt hakket,« forklarer Peter Bakker.
»Det giver en idé om, hvad man, ud fra et vestligt perspektiv, anser som æstetisk smukke og grimme sprog,« tilføjer han.
Derfor er dansk så uskønt: Hak, drøbel-r og lukkelyde
Det leder os videre til det danske sprog. For hvad er det, der tilsyneladende er så grimt i vores ellers dejlige danske sprog?
Som nævnt er vores utydelige mumlen og hakken noget, som mange hæfter sig ved.
»Jeg husker, at min franske underviser på første år på uni spurgte, ‘om jeg havde en halssygdom, når jeg talte fransk’. Det er ret karakteristisk, at danskere tit udtaler ‘langt nede i halsen’, hvorimod franskmænd vil have lydene længere frem i munden. Det kan være medvirkende til, at dansk ikke lyder ‘smukt’,« fortæller Hans Basbøll.
»Jeg tror, at de store svækkelser, vi har på dansk – og har haft siden middelalderen – af både vokaler og konsonanter, gør, at dansk virker mere ‘dovent og slapt’, og at det kan medvirke til den æstetisk set lave vurdering af dansk,« tilføjer han.
Hans Götzsche er enig:
»Vi tonerer ikke så meget . Vi mumler rent objektivt,« siger han og tilføjer, at vi også i dansk har et problem med r-lyden, som vi har meget langt tilbage i vores mund, når vi eksempelvis siger ‘rød’. Igen lyder det, som om man sluger ordet.
Også Lita Lundquist hæfter sig ved vores r-lyd som en svaghed, og fremhæver det hun kalder for et ‘drøbel-r’.
»Prøv at sige ‘skrig’ mange gange efter hinanden. Det giver sådan en strubelyd, der sætter gang i drøblen, og det lyder ikke særligt rart,« siger hun og fortsætter:
»En anden ting er det stød, vi har, som gør, at dansk kan lyde hårdt og ophakket, når vi taler. På fransk for eksempel har man ikke stød. Man har derimod en intonation, der som en melodi går op ved hver rytmegruppe inde i sætningen og ned ved sætningens slutning. Så der er ikke de der stød i sætningen, som man kan forestille sig, at udlændinge finder frastødende.«
Det er i al fald nogle af de bud, der er på, at udlændinge finder dansk så uskønt. Men det er blot (kvalificerede) gætterier, understreger forskerne. Det er ikke noget, der er videnskabeligt undersøgt.
Handler om prestige og stereotyper
En anden forklaring på, at vi synes, at nogle sprog er smukkere end andre, kan findes i kulturen.
Det fortæller Thomas Olander, lektor i indoeuropæiske sprog på Københavns Universitet:
»Hvad vi synes om et sprog eller en dialekt – eller en sociolekt og så videre – handler efter min overbevisning mere om, hvad vi forbinder med dem, der taler sproget eller dialekten, end det handler om noget iboende i selve sproget eller dialekten.«
»Hvis mange synes, at fransk er pænt, skyldes det, at Frankrig og dermed fransk sprog har haft en prestigefyldt position i Danmark og andre lande i flere hundrede år. Og når folk synes, at dansk lyder grimt, er forklaringen nok mere, at dansk aldrig rigtig har været et prestigesprog i verden,« siger han.
Det er i øvrigt heller ikke en universel sandhed, at dansk er grimt. For eksempel skrev H.C. Andersen følgende hyldestvers om sit modersmål tilbage i 1850: »Du danske sprog, du er min moders stemme / så sødt velsignet du mit hjerte når.«
»Grundlæggende er der selvfølgelig noget subjektivt i, om man vurderer et sprog som smukt eller ej, og enhver so synes som bekendt bedst om sine egne grise,« tilføjer Hans Basbøll.
Fransk var lavprestige i Canada
Også Peter Bakker hæfter sig ved, at vores vurderinger af sprog »klart er subjektiv«. Det er forbundet med prestige, og hvad man har lært i skolen, siger han.
Han fremhæver et meget kendt canadisk studie fra 1960, der er et at de tidligste eksempler på en meget udbredt sociolingvistisk metode: Den såkaldte ‘matched-guise test’.
I studiet spiller forskerne nogle korte optagelser med sætninger på fransk og engelsk, der er indtalt af den samme person, for en række testpersoner. Personerne blev ud fra optagelserne bedt om at beskrive deres forestillinger om personen (der jo er den samme).
»Blandt canadierne, der er dobbeltsprogede, var fransk anset for at være mere lavprestige dengang, og det kom til udtryk i vurderingerne. Når de skulle vurdere den franske optagelse, blev personen vurderet til at være mere upålidelig, mindre velklædt og så videre,« fortæller Peter Bakker.
Det understreger, at fransk for eksempel ikke har samme høje status alle steder i verden, hvilket er endnu et argument for, at et sprog ikke kan adskilles fra de sociale og kulturelle forestillinger, vi har om det.
Hvad synes sprogforskerne er det smukkeste sprog?
Godt så. Der er desværre ikke ét ensidigt svar på, hvorfor nogle sprog er smukkere end andre, og i sidste ende er det også op til en selv.
Men hvad synes sprogforskerne selv, er det smukkeste sprog? Og hvilke kriterier bygger de deres vurdering på?
»Det bedste svar er nok, at alle sprog kan være smukke. Som sprogforsker sætter jeg mere pris på, at man behersker et sprog. Det er det kriterie, jeg går ud fra, når jeg vurderer, om noget sprog er smukt. Jørgen Reenberg (dansk skuespiller, red.) behersker dansk, og når han taler og synger det, er det et meget smukt sprog,« forklarer Hans Götzsche.
Peter Bakker, der oprindeligt er fra Nederlandene, fortæller, at han som forsker vurderer, om sprog er smukke ud fra et grammatisk synspunkt.
»Jeg holder eksempelvis meget af ‘tok pisin’, som man taler på Papua Ny Guinea. Sproget er kreolsk (et sprog, der oprindelig har været et forenklet blandingssprog, men er blevet til modersmål for en befolkning, red.), og det er baseret på nogle dele af engelsk.«
»På ‘tok pisin’ havde man ikke et ord for ‘hår’, men på et tidspunkt fik man brug for det, og så fandt man på at kalde det for ‘gras bilong het’ (‘grass belong head’). Det, synes jeg, er en flot kreation, der både er humoristisk og kreativ,« fortæller han.
Tak for spørgsmålet
Vi siger tak, merci, tack, grazie og på tok pisin: tenkyu, for spørgsmålet til Albert.
Der er en t-shirt på vej til Nørrebro i København.
Husk, at du kan læse flere svar i Spørg Videnskaben eller selv stille et spørgsmål ved at sende en e-mail til redaktionen@videnskab.dk.
