Sverige følger sin helt egen corona-strategi – men hvor længe?
KOMMENTAR: Sveriges corona-strategi har større sundhedsmæssige, menneskelige og økonomiske omkostninger end ventet. Derfor er det formentlig kun et spørgsmål om tid, før svenskerne sadler om og igen slutter sig til Europa.
Covid-19_Sverige_corona_smitte_strategi_test_inddæmning

Mens Sverige har fulgt en strategi med kontrolleret smitte, har resten af Europa for længst forladt idéen og i stedet valgt at bekæmpe epidemien – med stor succes. Dermed er Sverige blevet isoleret i Europa, og det øger det politiske pres for et kursskifte. (Foto: Shutterstock)

Mens Sverige har fulgt en strategi med kontrolleret smitte, har resten af Europa for længst forladt idéen og i stedet valgt at bekæmpe epidemien – med stor succes. Dermed er Sverige blevet isoleret i Europa, og det øger det politiske pres for et kursskifte. (Foto: Shutterstock)

Den svenske håndtering af corona-epidemien har vakt stor opmærksomhed verden over. Sverige blev kendt som landet, der ikke lukkede ned.

Der har ofte været fokuseret på dødeligheden. Med 452 dødsfald per millioner indbyggere i skrivende stund ligger Sverige på en femteplads i verden, lige foran Frankrig og et godt stykke foran USA.

Hvad værre er: De seneste uger har Sverige flere gange registreret de højeste corona-relaterede dødstal i verden set i forhold til befolkningens størrelse.

Det har været indvendt – også fra danske kommentatorer – at de høje dødsfald var en acceptabel pris for at undgå en økonomisk katastrofe, som også kan have sundhedsmæssige konsekvenser på sigt (se f.eks. her, her og her).

Og svenske myndigheder har påpeget, at det er for tidligt at sammenligne dødeligheden, fordi andre lande er mere sårbare over for en anden bølge på grund af begrænset immunitet.

Skildringen er på mange måder forkert. Sverige lukkede i praksis mere ned, end de fleste er klar over – på mange måder mere end Danmark – og en normalisering kan have lange udsigter.

Omkostningerne ved den førte politik rækker langt ud over de høje dødstal. Og Sverige er formentlig næsten lige så sårbart som hovedparten af de øvrige vesteuropæiske lande over for en eventuel anden bølge af epidemien. Derfor har svenskerne gode grunde til at revurdere strategien.

Fakta
Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Hvad er den svenske vej?

Når man taler om 'den svenske vej', taler man i virkeligheden om to ting, som kan – men ikke behøver – gå hånd i hånd. Det ene er, at Sverige i højere grad end andre lande har baseret sig på retningslinjer frem for forbud. Den tilgang har modtaget ros fra WHO.

Det andet, der kendetegner den svenske tilgang, er, at man tillader et langt højere niveau af smitte i samfundet end de fleste andre lande. Forventningen er at opbygge immunitet i befolkningen, som på sigt kan bremse smitten – såkaldt flokimmunitet. Den tilgang har WHO advaret mod.

For at se, at de to ikke altid følges ad, kan man skele til Island, hvor restriktionerne har været begrænsede – måske endda mindre end i Sverige. Alligevel er det lykkedes at eliminere virus. Nøglen: Et tilbud om test til alle, kombineret med kontaktsporing og isolation af smittede.

Det ligner den tilgang, Danmark forsøger at følge i dag (om end vores kontaktopsporing og isolation foreløbig har ladet noget tilbage at ønske). Og de fleste andre europæiske lande satser også på at holde smitten nede.

Både danske og norske myndigheder mener, at man vil kunne opdage og stoppe nye udbrud tidligt og således helt undgå en anden bølge.

Man kan sige, at lande står over for et valg: Skal man satse på at lade befolkningen smitte i kontrolleret tempo, eller skal man holde smitten nede, indtil bedre behandlingsalternativer viser sig?

I dette indlæg refererer 'den svenske vej' til den grundpræmis, at epidemien er noget, befolkningen skal igennem – et synspunkt, danske myndigheder tidligere delte.

De svenske erfaringer kan dog blive endnu et eksempel på, at smitte og restriktioner ikke behøver være alternativer. Det er nemlig vanskeligt at slække på restriktionerne, når smitten er udbredt.

Omvendt kan man i samfund med lav smitte og god overvågning leve mere som før.

Myten om det åbne Sverige

  • Afstå fra fester
  • Arbejd og studér hjemmefra
  • Rejs ikke unødvendigt udenlands, indenrigs eller med kollektiv transport
  • Besøg ikke ældre og syge
  • Begræns sociale kontakter, hvis du er i risikogruppen.

Rådene lyder nok velkendte for de fleste danskere, men er de svenske myndigheders gældende retningslinjer. På nogle punkter er rådene strengere end i Danmark, hvor hverken indenrigsrejser eller besøg hos forældre og bedsteforældre frarådes, og hvor risikogrupper er mindre udsatte.

Det understreger, at billedet af et Sverige, hvor alt er mere afslappet, er langt fra virkeligheden. Og svenskerne har i høj grad tilpasset deres adfærd, viser spørgeundersøgelser fra Novus.

Desuden er der forbud mod forsamlinger på 50 personer (inklusiv ved koncerter, festivaller, teatre), og forbud mod besøg på ældrecentre. Restauranter, som ikke kan sikre tilstrækkelig afstand, er blevet lukket af myndighederne.

Fortællingen har ofte været den om det åbne Sverige og det lukkede Europa. Norske medier har eksempelvis jævnligt vist billeder af fyldte fortovscafeer i Stockholm, men ofte undladt at nævne, at restauranter i Norge aldrig blev pålagt at lukke.

Mange gjorde det dog af egen vilje. Og svenske pressefotografer har udvist talent for at spotte de få bærere af mundbind i nabolandene.

Ingen af de nordiske lande har været i lockdown

Men regler og retningslinjer er et kontinuum. Og selvom Danmark og Norge utvivlsomt lukkede mere ned end Sverige i marts, er det egentlig mere rimeligt at trække grænsen mellem Norden og resten af Europa.

Ingen af de nordiske lande var i decideret lockdown – heller ikke Danmark. Det fremgår også tydeligt af befolkningernes bevægelsesmønstre.

Den nedenstående video viser det procentvise fald i butik- og restaurantbesøg i europæiske lande over perioden 11. marts til 29. maj (ifølge Googles mobilitetsdata). Referenceperioden er 3. januar til 6. februar 2020. Værdien på en given dag er beregnet som et gennemsnit over den seneste uge.

Bevægelsesmønstrene kan ses som en indikator for graden af nedlukning og for de samfundsøkonomiske omkostninger. Jo mørkere blå farve, desto mere nedlukning.

I slutningen af maj er besøgene tæt på ’normalt’ niveau i hele Skandinavien, mens særligt England og Spanien fortsat er præget af nedlukning.

Men som det fremgår af videoen, har alle landene tidligere været lukket mere ned. I Danmark og Norge er den gennemsnitlige nedgang over perioden henholdsvis 25 og 30 procent.

Det er påfaldende, at faldet er størst i Norge, hvor nedlukningen formelt set var mindre omfattende. Det tyder på, at restriktioner og faktisk adfærd ikke altid følges ad. I begge lande overefterlevede mange nok retningslinjerne i starten.

Lige så påfaldende er det, at Sverige oplevede en gennemsnitlig nedgang på 18 procent. Svenskerne har altså i høj grad levet op til det ansvar, de blev pålagt. Det tyder på, at man kan nå langt ad frivillighedens vej.

Allerede op imod påske nærmede adfærden i de tre lande sig hinanden, og efter påsken og den begyndende genåbning er der ingen betydelig forskel.

For at se hvordan en 'rigtig' nedlukning ser ud, kan man sammenligne med Spanien, hvor tid tilbragt i butikker og restauranter faldt med knap 80 procent i perioden. De fleste vesteuropæiske lande ligger tættere på Spanien end på Skandinavien målt på butiks- og restaurantbesøg.

Videoen viser den procentvise nedgang i tidsforbruget i butikker, storcentre, restauranter, barer mv. i perioden fra 11. marts til 29. maj (i forhold til referenceperioden 3. januar til 6. februar 2020). For at mindske udsving er faldet beregnet som et syv-dages gennemsnit. (Kilde: Asbjørn Goul Andersens beregninger baseret på Googles mobilitetsdata)

Forbruget falder også i Sverige

Billedet af sammenlignelig adfærd i Danmark og Sverige bekræftes i et nyt studie fra Københavns Universitet, der analyserer betalingskortforbrug i de to lande. Forfatterne finder et fald i forbruget i Danmark på 29 procent for perioden fra 11. marts til 5. april.

Lidt overraskende finder de næsten samme fald (25 procent) i Sverige. Og det er endda for de første uger, hvor nedlukningen i Danmark var mest omfattende. I Spanien, Frankrig og USA var faldet langt større.

Den beskedne forskel skyldes blandt andet, at ældre mennesker har reduceret deres forbrug mere i Sverige end i Danmark. I Sverige har man bedt personer i risikogruppen om at blive hjemme og undgå social kontakt.

Når smitten er udbredt, er det et godt råd, og det bliver i høj grad fulgt.

Flere millioner svenskere i risikogrupperne

Der henvises ofte til, at COVID-19 ikke er særlig farligt, med mindre man er i risikogruppen. Men ikke alle er klar over, hvor stor denne gruppe er.

I de fleste lande anses ældre over 65 eller 70 år som risikogruppe. I et vestligt land svarer det typisk til 15-20 procent af befolkningen – i Danmark er 19,6 procent eksempelvis over 65 år.

Dertil kommer yngre personer med blandt andet hjertekarsygdomme, astma, diabetes, kræft og kronisk nyre-, lunge-, eller leversygdom.

Norske myndigheder anslår, at risikogruppen omfatter 1,6 millioner mennesker – eller 30 procent af befolkningen. Overført til svenske forhold er det altså op imod tre millioner mennesker, som er blevet bedt om at isolere sig på ubestemt tid. Det har store menneskelige omkostninger.

Men som det fremgår af studiet fra København Universitet, er omkostningerne også økonomiske. Nobelprismodtageren Paul Romer har argumenteret for, at man ikke får gang i økonomien, så længe folk er bange for at blive smittet.

Ved at teste alle regelmæssigt og isolere smittede vil samfundet hurtigere kunne normaliseres. Erfaringerne fra de fleste europæiske lande viser dog, at smitten kan holdes nede med et mindre niveau af test, end Romer lægger op til.

Grænseåbninger må ikke eskalere smitten…

EU har anbefalet, at lande med tilsvarende smitterisiko begynder at åbne grænserne mod hinanden. De fleste europæiske lande har brugt store ressourcer på at få smitten under kontrol og vil nødig risikere at importere nye smittekæder fra udlandet.

Det kan forklare, at selv England, der er blandt de hårdest ramte lande, har indført 14 dages karantæne ved indrejse.

De første rejsebobler er åbnet. Det gælder blandt andet de baltiske lande, Estland, Letland og Litauen, der tidligt har fået styr på smitten. Østrig, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Schweiz og Tyskland arbejder med lignende planer.

Og senest åbnede Danmark, Norge, Island og Tyskland de indbyrdes grænser. Man ville nok også gerne have åbnet grænsen til Sverige, men det er problematisk, fordi Sverige følger en helt anden strategi.

Danmark og Norge har gennem en delvis nedlukning nedbragt smitten til et minimum, og det er indtil nu lykkedes at holde smitten nede under genåbningen. Selv få importerede smittekæder risikerer at underminere hele strategien.

Epidemien i Danmark havde som bekendt sit udspring i et begrænset antal skiturister, der bragte smitten med hjem, og ny dansk forskning tyder på, at netop den type 'superspredere' står bag en uforholdsmæssig stor del smitten.

Og derfor er svenske turister ikke populære

I den finske region Österbotten er samtlige nye tilfælde inden for den sidste måned blevet smittet i Sverige. Det har fået finske myndigheder til at betegne svenske turister som en risiko.

Men det understreger også, at hjemvendte turister kan være lige så stor en trussel som besøgende fra udlandet.

I Sverige har man talt om diskrimination, eller at Sverige skulle være Europas mobbeoffer. Det er næppe tilfældet.

Svenskerne er vellidte og ville bydes velkommen overalt, hvis ikke det indebar en risiko for nye udbrud. Men landene er – som svenske myndigheder netop har pointeret – sårbare.

Det er åbenbart, at smitten er langt mere udbredt i Sverige end i resten af Europa. Som nævnt har Sverige de seneste uger registreret flere dødsfald per indbygger end noget andet land.

Men de er også 'verdensmester' i nye, registrerede tilfælde per indbygger, selvom de langt fra er blandt dem, der tester flest.

Sverige har slet ikke styr på smitten

Den bedste indikator for landenes kontrol med smitten er, hvor stor en andel af de testede, der er positive. Eller med andre ord – hvor mange tests skal man udføre for at finde en smittet?

Sverige har over den seneste uge udført lige så mange tests per indbygger som Norge. Men mens Norge har skullet teste 120 personer for hver smittetilfælde, har der i Sverige været bid i hver niende test. Det svarer til en fangstrate på 0,85 procent i Norge og 11 procent i Sverige.

Ingen lande har fundet nær så mange tilfælde per indbygger som Sverige i løbet af den sidste uge, men Storbritannien kommer tættest på med knap to-tredjedele.

Men Storbritannien har måttet teste tre gange så mange for at finde sine tilfælde. Under 2 procent af testene er positive. Det betyder, at selv Storbritannien er ved at have godt styr på smitten og har et langt mindre mørketal end Sverige.

Når hver niende svenske test 'fanger' en smittet, kan vi roligt antage, at der er rigtig mange smittede, der ikke bliver opdaget.

De fleste forsøger at 'teste' sig ud af krisen

Videoen nedenfor viser, hvor mange personer hvert land i Europa den seneste uge har måttet teste for at finde en smittet.

Testintensiteten siger noget om landenes strategi. Lande, der satser på at holde smitten nede, tester aggressivt og har et mindre mørketal - det har jeg skrevet meget mere om i Forskerzonen-artiklen 'Er Danmark og Europa ved at teste sig ud af corona-krisen?'.

Da det primært er ikke-påvist smittede, der smitter videre, er smittefaren formentlig mindre i disse lande. Det er tydeligt, at de fleste lande i Europa følger denne strategi, og mange vil snart kunne åbne indbyrdes grænser.

Det er bemærkelsesværdigt, at sydeuropæiske lande har fået godt styr på smitten. I Italien og Spanien er man nok blevet klog af skade og ønsker at holde meget stram kontrol.

Andre lande, eksempelvis Grækenland, Cypern, Kroatien og Slovenien, reagerede hurtigt og har længe haft fuld kontrol over smitten – også bedre end Danmark og Norge.

Mange sydeuropæiske lande er afhængige af turistindustrien. De har derfor en særskilt interesse i ikke at blive stemplet som risiko-zoner for fortsat at kunne tiltrække turister.

Alligevel – eller måske netop derfor – har Grækenland og Cypern meddelt, at blandt andet danske, norske og tyske turister er velkomne, mens eksempelvis svenske turister må vente.

Professor Bo Rothstein fra Göteborg Universitet undrede sig i et nyligt interview da også over, at Sverige opretholder en anbefaling mod at rejse til udlandet, når nu Sverige er blandt de farligste lande at være i.

Men netop det kan måske være en del af forklaringen: De svenske myndigheder har ingen interesse i, at svenske turister bliver årsag til opblussen af smitte i andre lande.

Beslutninger om grænseåbninger beror på en afvejning mellem smitterisiko og økonomiske og politiske hensyn.

Men ud fra en ren smitterisikobetragtning, kunne Danmark formentlig roligt åbne grænserne til de andre grønne lande (se video) – i hvert fald så længe de pågældende ikke selv ukritisk åbner grænser til risikolande.

Videoen herunder viser, hvor mange PCR-tests (test for SARS-CoV-2), landene har udført for hvert konstaterede tilfælde den seneste uge. Det er en god indikator for landenes kontrol med smitten og for mørketallet af aktuelt smittede. Målet siger meget om landenes strategi, fordi ekstremt intensiv testning kun giver mening, hvis man vil holde smitten nede.

Videoen viser udviklingen i perioden fra 1. april til 4. juni. Der er små variationer mellem landenes opgørelser af test, f.eks. om personer, som testes flere gange, tælles hver gang. For Danmark, Norge og Sverige er enheden antal testede personer. (Kilde: Asbjørn Goul Andersen beregninger baseret på tal fra ourworldindata.org)

 

En balanceøvelse uanset hvad

Som det fremgår af ovenstående, har den svenske strategi omkostninger, der rækker langt ud over de mange dødsfald. De sundhedsmæssige omkostninger omfatter hårde sygdomsforløb og mulige endnu ukendte mén for overlevende COVID-19-patienter (se f.eks. her og her).

Men de omfatter også udsatte behandlinger af andre syge og psykologiske effekter af langvarig isolation for en meget stor del af befolkningen.

Desuden vil svenskernes bevægelsesfrihed, indenrigs og udenlandsk, formentlig være begrænset i lang tid fremover. Og der er ikke tegn på, at økonomien forskånes mere end i nabolandene – måske snarere tværtimod.

En analyse foretaget af et norsk ekspertudvalg kommer frem til, at den økonomisk mest bæredygtige vej for Norge er at holde smitten nede.

Det er egentlig ikke overraskende, for pandemi-håndteringen er en balanceøvelse, uanset hvordan den gribes an. Det meste af Europa har slået smitten ned og forsøger nu at balancere på et lavt smitteniveau.

Når smitten er lav, kan man teste alle under mistanke for smitte, effektivt opspore kontakter og isolere smittede uden for hjemmet. Dette kan mindske smittespredningen betydeligt og således stå i stedet for andre restriktioner.

Desuden vil man hurtigt kunne opdage og slå ned på nye udbrud og dermed undgå en anden bølge.

I Sverige forsøger man i stedet at balancere under kapacitetsgrænsen i sundhedssystemet (det som i Danmark er kendt som 'den grønne kurve-strategien'. Såfremt man kan ramme det rigtige niveau, kræver dette også, at man fastholder et konstant smittetryk.

Her balancerer man blot på et højere niveau, hvor fejltrin er mere fatale. Samtidig betyder et højt antal smittede, at strenge restriktioner for risikogrupper må opretholdes.

Og fordi smitten er mere udbredt, er en effektiv indsats med test, opsporing og isolation sværere at implementere.

Sverige er milevidt fra flokimmunitet

Det er derfor nærliggende at spørge, hvad Sverige opnår ved den nuværende strategi, og hvornår situationen forbedres.

Svenske myndigheder har fra starten gjort klart, at flokimmunitet ikke var en strategi i sig selv, men en konsekvens af strategien, og at det var det, der kunne få epidemien til at klinge af på sigt.

Der er tegn til nedgang i smitten i Stockholm, og antallet af intensiv-indlagte falder. Det har af myndighederne været tolket som et tegn på begyndende flokimmunitet.

Matematiske modeller har indikeret, at op imod 25 procent af byens befolkning ville have været smittet i maj.

Det ville formentlig sænke smittespredningen betydelig, selvom man først opnår fuld beskyttelse, når 60 procent er immune.

Derfor var skuffelsen stor, da de første serologiske undersøgelser (test for antistoffer) viste, at kun 7,3 procent af Stockholms befolkning havde dannet antistoffer ved indgangen til maj.

På landsplan var det omkring fem procent. Der er altså meget lang vej til noget, der bare ligner flokimmunitet.

Myndighederne har haft travlt med at bortforklare resultaterne og har meddelt, at de snart vil præsentere en ny undersøgelse. Men hvor mange skal have dannet antistoffer, før strategien kan kaldes en succes?

Planen lykkedes, men...

Selvom man let kan få det modsatte indtryk, er det meste faktisk gået efter planen i Sverige, bortset fra smittespredningen i ældrecentrene. Man følger en afbødningsstrategi, hvor man forsøger at holde sig lige under kapacitetsgrænsen i sundhedsvæsnet – den berømte 'grønne kurve'.

Strategien er hverken mærkelig eller absurd, men ligner de beredskabsplaner, adskillige andre landes sundhedsmyndigheder havde forberedt, herunder de danske og norske.

Som bekendt forventede sundhedsmyndighederne i Danmark, at 1.680-5.600 ville miste livet under epidemiens første bølge, hvor 10 procent skulle smittes. Med flere bølger ville dødeligheden blive langt højere.

Problemet for Sverige er, at alle andre lande er flygtet fra planerne. De store nedlukninger i vesteuropæiske lande som Italien, Spanien, Frankrig, England, Holland og Belgien var aldrig planlagt, men nødvendige for at lette presset på sundhedssystemet. Her slog afbødningen fejl.

I Danmark, Norge, Tyskland og en del og central- og østeuropæiske lande så man det norditalienske skræmmeeksempel, hvorpå regeringerne lukkede frivilligt ned i større eller mindre grad for at undgå at ende som landene ovenfor.

På den måde kom man også til at afvige fra planerne. Men man købte sig tid. Og smitten blev nedbragt til et niveau, der gav flere nye muligheder – såsom at presse smitten helt i bund.

Inddæmning kan lade sig gøre

De svenske myndigheder har efterhånden opgivet tankerne om, at fuld flokimmunitet kan opnås gennem smitte alene, men fastholder, at der ikke er andre fornuftige måder at stoppe smitten på.

Man har holdt fast i dette synspunkt, selvom land efter land har fået kontrol med epidemien – nogle helt uden betydelig nedlukning. Og man holder fast i det, selvom de fleste lande har formået at lette på restriktionerne uden at se nye udbrud.

Verden bliver hele tiden klogere på det nye virus. Og i de fleste lande har beslutningstagerne været omstillingsparate og har tilpasset sig virkeligheden.

Mange konkluderede tidligt, at det nye virus var for smitsomt til at kunne inddæmmes. Men erfaringerne tyder nu på, at det er muligt. Ikke mindst WHO’s anbefalinger om test, opsporing og isolation har vist sig at være et supervåben.

Flere lande har ad den vej stort set elimineret virus, og i en del europæiske lande er der mindre end 100 kendte smittetilfælde tilbage.

Tid til at revurdere strategien?

Mange havde også forventet, at dødeligheden ville ligge i underkanten af WHO’s tidlige estimater på 0.3-1 procent. Men estimaterne ser ud til at ramme godt, og de svenske antistof-studier peger indtil videre på en dødelighed på 0,6 procent.

Det er på lige linje med estimater fra andre landeEn dødelighed, der er to-tre gange højere end ventet, burde måske give anledning til at revurdere strategien.

Sveriges tidligere statsepidemiolog, Ann Linde, beskrev for nylig Sveriges håndtering af corona-krisen med et ironisk udtryk fra militæret: 'Hvis kortet ikke stemmer med terrænet – følg kortet'.

Sverige, som har hyldet åbenhed mere end alle andre, risikerer at ende som et af Europas mest lukkede samfund.

To-tre millioner svenskere er delvist lukket inde på ubestemt tid, fordi de skal beskytte sig mod smitte. De svenske grænser er lukkede, fordi ingen ønsker at åbne op for rejser til og fra et højrisikoland. Og tilliden til regeringen og de svenske myndigheder er faldende.

Alt sammen øger presset på den svenske regering.

 

 

Sådan kan Sverige få kontrol over smitten

Derfor ser det ud til, at Sverige er tvunget til at skifte spor. Og det er formentlig kun et spørgsmål om tid.

Den svenske regering har givet udtryk for, at testkapaciteten skal øges, men det halter gevaldigt med implementeringen. Det kan skyldes, at myndighederne ikke har set behovet. Også har ser der ud til at være sket et holdningsskifte - selv chefepidemiologen Anders Tegnell erkender nu, at der er rum for forbedring i den svenske strategi.

Netop massiv testning kan være vejen frem for Sverige. Og selvom det kan virke som en uoverkommelig opgave, når smitten er udbredt, har lande som Italien og Storbritannien vist at det kan lade sig gøre.

Hver eneste gang, man finder en smittet, bryder man en potentiel smittekæde. Og selvom man ikke kan udføre aktiv smittesporing, kan man bede folk underrette deres nærmeste kontakter, så også de kan blive testede – eller i hvert fald er mere forsigtige.

Med tilstrækkelig kapacitet ville man formentlig kunne nedbringe smitten betydeligt i løbet af ganske få uger, så Sverige igen kan blive en del af Europa.

Her kunne Danmark og Norge måske endda yde assistance.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.