Enæggede tvillinger voksede op i hvert sit land - nu har forskerne sammenlignet dem
tvillinger

Forskning i tvillinger kan være med til at gøre os klogere på, hvordan vi påvirkes af arv og miljø. (Foto: Shutterstock)

Forskning i tvillinger kan være med til at gøre os klogere på, hvordan vi påvirkes af arv og miljø. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
11 maj 2022

Et hold forskere har kigget nærmere på et sæt enæggede tvillinger, der blev skilt tidligt i deres liv.

Og her finder de nogle overraskende resultater - der er blandt andet hele 16 points til forskel i IQ’en hos de to søskende. 

Det skriver ScienceAlert. 

Tvillingeparret, der indgik studiet, blev født i Sydkorea i 1974, men blev skilt fra hinanden, da de var to år gamle, fordi den ene forsvandt på et marked. Man fandt aldrig forældrene, og den ene tvilling endte med at blive adopteret af et par i USA. 

I 2020 blev de to søskende så genforenet ved hjælp af DNA-tests, og senere blev de en del af forskningsprojektet. 

Alt imens det i studiet var tydeligt, at tvillingerne i det store hele mindede om hinanden, når det kom til personlighed, selvtillid, mentalt helbred og jobtilfredshed, var der angiveligt store forskelle på andre områder.

Blandt andet scorede tvillingen, der voksede op i Sydkorea, højere, når det kom til at drage logiske slutninger og at opfatte ting, skriver ScienceAlert. 

USA-tvillingen blev ganske vist ramt af tre hjernerystelser som voksen, og forskerne noterer, at de voksede op i »meget forskellige miljøer«, men forskerne er endnu ikke klar over, hvad der forklarer forskellighederne. 

På sigt er håbet, at flere tvillinger, der er blevet adskilt ved fødslen, kan blive undersøgt, for at give viden om hvor meget af vores intelligens, der skyldes gener, og hvor meget af det der skyldes miljøet, man vokser op i. 

Studiet er publiceret i tidsskriftet Personality and Individual Differences. 

rf

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.