Studie: Mundbind får os ikke til at glemme corona-forholdsregler
gade amsterdam mundbind studie adfærd

Et hollandsk studie omkring vores brug af mundbind ser ud til at modbevise påstande om, at mundbinende øger vores risikoadfærd. (Foto: Shutterstock)

Et hollandsk studie omkring vores brug af mundbind ser ud til at modbevise påstande om, at mundbinende øger vores risikoadfærd. (Foto: Shutterstock)

02 november 2020

Et af argumenterne mod at indføre lovmæssigt krav om mundbind har været, at de måske øger vores risikoadfærd ved at få os til at glemme afstandskrav og fremme ansigtsberøring.

Men det er ikke tilfældet ifølge et nyt hollandsk studie med dansk deltagelse. Studiet påviser, at folk stadig overholder de smitteinddæmmende forholdsregler - mundbind eller ej.

Snarere er det almen trængsel, som dikterer, om folk overholder kravene.

Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Det er Hollands Institut for Studier i Kriminalitet og Retshåndhævning (NSCR), som står bag forskningen, i samarbejde med blandt andet forskere fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet.

Ved at analysere flere hundrede timers videomateriale fra overvågningskameraer ved befærdede gader i Amsterdam og Rotterdam har forskerne konkluderet, at der ikke er nogen adfærdsændring, når masken er kommet på, ifølge pressemeddelelsen.

»Når forholdene er til det, så holder folk den afstand, som bliver anbefalet. Men når der er for mange til stede, overtræder man reglerne,« forklarer lektor ved Sociologisk Institut Marie Rosenkrantz Lindegaard, der også er ansat i NSCR.

»Vi taler om, at folk er coronatrætte og kun interesserede i deres eget, men de fleste vil gerne gøre deres bedste og tage hensyn.«

Forskningen har haft stor betydning for den hollandske regerings holdning til mundbind i offentlige rum, står der i pressemeddelelsen.

»Fordi man ikke længere kunne bruge argumentet, at mundbind leder til risikoadfærd, ændrede regeringen politik fra at være imod brugen af mundbind til stærkt at anbefale det i butikker og andre offentlige rum,« fortæller Marie Rosenkrantz Lindegaard.

Forskningsresultaterne er endnu ikke blevet offentliggjort i et peer-reviewed tidsskrift, men er blevet fortrykt på PsyArXiv.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.