Studie: Det er afgørende, hvilken bog du læser for dit barn
08 januar 2018

Vi har flere gange skrevet om, hvorfor det er vigtigt at læse for sine børn for at fremme sprog, og så de selv får lyst til at læse, når de bliver ældre. 

Men nu viser det sig altså, at det også er vigtigt, at du tænker over, hvilke bøger, du læser højt for dine små. 

Det skriver Washingtonpost.com. 

Et nyt studie tyder nemlig på, at bøger med navngivne karakterer resulterer i større engagement hos de helt små, og det kan derfor være en god ide at vælge bøger, hvor karaktererne er tydeligt adskilt fra hinanden. 

Forskerne bag forsøget kom frem til resultatet, efter de undersøgte en række babyer på seks måneder, som fik vist billeder af forskellige karakterer fra historier. 

Ved at måle hjerneaktiviteten og babyernes øjenbevægelser kunne de undersøge, om babyerne kunne se forskel på karaktererne.

Derefter inddelte de babyerne i grupper, som fik læst bøger uden og med navngivne karakterer og en tredje kontrolgruppe, der ikke læste noget specielt.

Da babyerne kom tilbage efter tre måneder, kunne forskerne se, at de babyer, der havde fået læst op af bøger med navngivne karakterer, var mere opmærksomme og kunne skelne de forskellige karakterer fra hinanden. 

Studiet er publiceret i tidsskriftet Child Development. 

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.