Studie: Brug af emojis får en underviser til at fremstå dummere, men venlig
28 maj 2019

I en tidsalder, hvor kommunikationen mellem underviser og studerende foregår digitalt, følger en masse overvejelser:

Er det OK at bruge emojis, og hvad signalerer de egentlig? 

Et nyt studie, der har kigget på brugen af emojis mellem studerende og underviser på en universitetsuddannelse, giver dig muligvis svaret:

Brug af emojis giver et indtryk af, at du er mindre kompetent, men væsentlig mere sympatisk og flink som underviser, lyder konklusionen. 

Det skriver Copenhagen Business School i en pressemeddelelse. 

Hertil hører imidlertid, at venlighed trumfer kompetencer ifølge studiet, der er udgivet i tidsskriftet Studies for Higher Education.

»Eleverne evaluerer undervisere, der bruger smileys, bedre end dem, som ikke gør,« forklarer Antonia Erz, lektor på Institut for Afsætningsøkonomi på CBS og en af forfatterne bag studiet.

LÆS OGSÅ: Emojis i arbejdsmailen får dig til at virke inkompetent

Antonia Erz gik sammen med forskere fra Birmingham, Edinburgh og Newcastle University, og de testede i alt 848 elevers respons på mails fra fiktive undervisere. 

De studerende blev inddelt i to grupper:

  1. En gruppe modtog en mail med emojis
  2. Den anden modtog en lignende mail, bare uden emojis 

Herefter vurderede eleverne så afsenderen i forhold til kompetence, venlighed og varme, og der lød konklusion: 

Du virker mindre kompetent, men mere sympatisk som underviser, hvis du bruger en smiley i ny og næ. 

Og det er et dilemma, som Antonia Erz selv har stået i, da hun var en ung underviser. 

»Jeg troede, at de studerende i højere grad ville se ned på en ung underviser med lav rang, der tilmed bruger smileys. Da jeg selv var lavere i hierarkiet, var jeg meget opmærksom på ikke at bruge smileys – jeg ville gerne tages alvorligt,« fortæller hun og tilføjer, at hun efter studiet er begyndt at bruge flere smileys i sine mails.

Resultaterne blev renset i forhold til, om underviseren var adjunkt eller professor.

Studiet er udgivet i Studies for Higher Education.

LÆS OGSÅ: Hubble-teleskopet har fundet en smiley i rummet

LÆS OGSÅ: Emoji er ikke en trussel mod sproget

nan

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.