Studie afviser fordom: Du kan trygt købe et kæledyr fra et internat
internat hund kat kæledyr husdyr fido trofast

Mange tror, at dyr kommer på internatet for dårlig opførsel, men det er sjældent rigtigt. (Foto: Shutterstock)

Mange tror, at dyr kommer på internatet for dårlig opførsel, men det er sjældent rigtigt. (Foto: Shutterstock)

20 august 2020

Overvejer du et kæledyr, kan det sagtens betale sig at give internatet et kig. For selvom mange tror, at husdyr ryger på internatet på grund af dårlig opførsel, passer det, ifølge et studie fra Københavns Universitet, ikke helt.

Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Forskere fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab har gennemgået årsager til aflevering af kæledyr på et internat i Aarhus.

Forskerne har indsamlet data på 3.204 hunde og 2.755 katte afleveret i perioden 1996-2017. Og holdet har fundet ud af, at personlige grunde er en langt hyppigere årsag til at sige farvel til ens firbenede ven end dårlig opførsel.

»Man kan blive tvunget til at flytte i en bolig, hvor man ikke må have dyr, eller blive ramt af sygdom, der gør pasning svær,« siger professor i bioetik, Peter Sandøe i pressemeddelelsen fra Københavns Universitet.

Blandt de undersøgte hunde var kun 23 procent afleveret grundet adfærdsproblemer. Og kattene holder et lignende niveau, da kun 25 procent af dem var afleveret på internatet på grund af dårlig opførsel.

Ellers er de typiske problemer ejerens helbred, boligproblemer eller mangel på tid.

»Det står i kontrast til den fordom, mange har, så man skal ikke tro, at der er noget galt med et dyr, når man får det fra et dyreinternat,« siger Peter Sandøe i pressemeddelelsen:

»Hvis man overtager en hund eller kat fra internatet, giver man både dyret en ny chance og opfylder et ønske fra den tidligere ejer.«

Undersøgelsen blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Animals.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.