Studerende på SDU 3D-printer corona-krog, så du slipper for at røre dørhåndtag
Corona-krog SDU 3D print opfindelse

Studerende på SDU Sønderborg har 3D-printet 'corona-krogen', som gør, at man kan undgå at høre ved dørhåndtag og andre overflader. (Foto: SDU)

Studerende på SDU Sønderborg har 3D-printet 'corona-krogen', som gør, at man kan undgå at høre ved dørhåndtag og andre overflader. (Foto: SDU)

17 juni 2020

Selvom samfundet er ved at genåbne efter nedlukninger og restriktioner som følge af COVID-19, skal vi stadig være påpasselige og forsøge at undgå smitte.

Dørhåndtag er en af de helt store bakteriekilder.

Studerende ved SDU Sønderborg har printet en løsning, så vi helt kan undgå at røre ved dørhåndtag. Det skriver SDU i en pressemeddelelse.

De studerende har 3D-printet en ’corona-krog’, som fungerer som en forlængelse af din finger og på den måde skaber en barriere imellem dig og en overflade, der ellers ville udgøre en potentiel smittefare.

»Hele ideen kom fra studerende, der ønskede at hjælpe universitetet,« siger ingeniør Andrei-Alexandru Popa, som er ved at skrive en ph.d. i Additive Manufacturing, og som leder Mads Clausen Instituttets FabLab, i pressemeddelelsen.

»Det er jo fantastisk, når studerende selv tager initiativ og bygger deres egne ting og fører ideer ud i den virkelige verden. Det er jo bare et bevis på, at hvis ingeniører ser et problem, så løser de det,« fortæller han videre i pressemeddelelsen.

FabLab blev for to år siden bevilliget 295.000 kroner fra Rambøll Fonden. De penge blev blandt andet brugt til at indkøbe de 3D-printere, som nu producerer op mod 300 corona-kroge i døgnet. Det er endda muligt at specialdesigne krogene, så de passer til særlige døre og håndtag.

Andrei-Alexandru Popa fortæller i pressemeddelelsen, at alle interesserede har mulighed for at afhente en corona-krog, hvis blot de først retter henvendelse til ham på andrei@mci.sdu.dk. Men på grund af overvældende interesse har SDU Sønderborg været nødt til at begrænse udbuddet til dem, der er i stand til selv at hente corona-krogene på campus.

Til gengæld har SDU Sønderborg nu gjort det muligt for folk og virksomheder selv at 3D-printe en corona-krog via dette open source link.

mvh

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.