Streamingguide: Her er de bedste film om videnskab på CPH:DOX
Ved dette års CPH:DOX kan du opleve hjernens mysterier folde sig ud, følge deltagere leve i isolation i et år som 'Mars-kolonist' eller lære, hvordan forskere forsøger at køle vores kogende klode.
livet på mars dokumentar cph dox

Mars er den næste store udfordring for mennesket. 6 forskere isolerede sig i 1 år tilbage i 2015 i et NASA-eksperiment. Det er der kommet en dokumentarfilm ud af, Red Heaven, som kan streames under dette års CPH:DOX. (Foto: Raised by Wolfes)

Mars er den næste store udfordring for mennesket. 6 forskere isolerede sig i 1 år tilbage i 2015 i et NASA-eksperiment. Det er der kommet en dokumentarfilm ud af, Red Heaven, som kan streames under dette års CPH:DOX. (Foto: Raised by Wolfes)

Det er næsten dumt at misse chancen for at blive klogere ved dette års CPH:DOX.

Fra 21. april frem til 12. maj har du mulighed for at få en på opleveren, når festivalen, der er verdens næststørste, præsenterer et dokumentarfilmsprogram på hele 177 film. 

Om CPH:DOX

CPH:DOX, Copenhagen International Documentary Film Festival, er en af de største dokumentarfilmfestivaler i verden.

Årets udgave af festivalen finder sted fra 21. april til 12. maj 2021.

Festivalen favner alt fra værkerne af de største internationale dokumentarister til de unge talenter, fra storslåede biografudgivelser til den snævre videokunst i feltet mellem det cinematiske og museale.

Men i år vil der igen være mulighed for at se nogle af de bjergtagende og smukke dokumentarfilm på det store lærred. Biograferne slår nemlig igen dørene op til deres dybrøde fløjsstole 6. maj. 

Som altid har CPH:DOX fingeren på pulsen, når det kommer til de helt store tendenser indenfor forskningen. Alligevel er programmet i år overraskende pandemi-frit. Måske har festivalen, der sidste år lå lige midt i den historiske, første nedlukning og på rekordtid lukkede, slukkede og genopstod online, simpelthen bare fået nok af pandemi.

I stedet er der i år et stort fokus på klima- og miljøkriserne, på kunstig intelligens, hjernens mysterier - og så er der en gammel kending på programmet: En tysk superhumanist, der altid er garant for en god historie. 

Videnskab.dk har udvalgt nogle af de bedste dokumentarer i katagorien Science. Klikker du på titlerne (de røde overskrifter), kommer du direkte til billetbestilling på CPH:DOXs hjemmeside. God fornøjelse!

FIREBALL: Visions from Darker Worlds

Werner Herzog er en tilbagevendende gæst på CPH:DOX. Det skyldes både instruktørens umådelige produktivitet (han formår stort set at udgive en dokumentar om året), men nok også, at han slet og ret er en af verdens bedste historiefortællere.

'Fireball: Visions From Darker Worlds' er det nyeste skud på dokumentar-stammen. Denne gang undersøges meteoritterne og alt det andet ældgamle fra mørket, der høvler ned til os gennem atmosfæren.

Herzog er ekspert i at få os se alt det underfundige, vi mennesker ikke forstår om den store verden, der omgiver os. Til den dybere videnskabsformidling har en vulkanolog været på banen, nemlig Clive Oppenheimer, som mesterinstruktøren har lavet flere af sine mest fascinerende videnskabsfilm i selskab med.

Trailer for Fireball: Visitors From Darker Worlds. (Video: Apple TV)

Solutions

Inden pandemien samledes en gruppe af verdens førende forskere i New Mexicos ørken. Repræsentanter fra så forskellige områder som miljø, økonomi, demokrati, sociale medier, uddannelse og kunstig intelligens isolerede sig i 10 dage for at koge deres viden sammen til en fælles suppe, der skulle indeholde en potentiel kur mod verdens kriser.

Pernille Rose Grønkjær var med under hele forløbet. Hun er en af Danmarks fremmeste dokumentarfilmsinstruktører og har tidligere lavet dybsindige og smukke film om deepbrain-stimulation og menneskets genom i samarbejde med videnskabsjournalisten Lone Frank. Grønkjær er altid garant for en god film. 

solutions cphdox

Nogle af verdens klogeste hoveder samles i 10 dage i en ørken i New Mexico for at diskutere, hvordan man løser nogle af de største udfordringer, som verden står overfor i dag. (Foto: Rose Grønkjær)

We Are As Gods

Slår historien med sine vinger, har den 81-årige miljøaktivist, opfinder og forsker Stewart Brand været tæt nok på, til at man kunne se hans hår rejse sig i vingesuset.

Stewart Brandt var en af foregangsmændene for den moderne miljøbevægelse og forfatteren bag 'The Whole Earth Catalog', inden han skiftede spor og blev én af de allerførste til at tænde op under cyber-revolutionen.

Mens hele verden i dag er optaget af data, apps og kunstig intelligens, har Brandt endnu engang bevæget sig videre: Denne gang kæmper den fascinerende forsker for såkaldt ’de-extinction’ – genoplivningen af uddøde arter, såsom mammutter, for bagvendt at stoppe masseudryddelsen.

»Mennesket er som guder,« konstaterede Stewart Brand i 1968, »så vi kan ligeså godt blive gode til det.« Hermed opfordrede han dengang som nu os mennesker til at tage ansvaret på os og passe bedre på verden.

Og hvis du hører godt efter, kan du måske høre den danske lyddesigner Peter Albrechtsen trylle med lyden i filmen, mens den britiske komponist og musikproducer Brian Eno står for musikken.

Traileren til We Are As Gods. (Video: Stripe Press)

In Silico

Verdens neurologer er stort set enige: Vi ved ingenting om den menneskelige hjerne. Den kunne være omtrent lige så uudforsket, som verdenskortet var, inden Christopher Columbus satte sejl mod vest. 

Men det stopper ikke forskeren Henry Markram, der som en anden hjernebarks-Kennedy har sat sig for at bygge en kunstig menneskehjerne på bare 10 år.

I dokumentarfilmen 'In Silico' følger instruktør Noah Hutton pionæren (eller galningen) Henry Markram på den 10-årige rejse mod en kunstig computer-hjerne. Undervejs rejses de helt store filosofiske, etiske og videnskabelige spørgsmål.

'In Silico' er betegnelsen på et videnskabeligt forsøg, der udelukkende foregår i en computer-similation. Her kan du se traileren til dokumentarfilmen. (Video: Couple 3 Films)

Kan du ikke få nok om hjernen, kan du også streame dokumentarfilmen, der meget sigende hedder ’The Brain’. Her udforskes netop kapløbet mellem udviklingen af kunstig intelligens og opdagelsen af, hvad vores egen hjerne er for en størrelse.

Who We Were

Jorden er 4,54 milliarder år gammel - sådan cirka - og set fra den blå kugles perspektiv har vi mennesker altså knap og nap eksisteret. Måske når Jorden slet ikke at bemærke os, før vi er væk igen.  

Inspireret af den tyske intellektuelle Roger Willemsens essay 'Wer Wir Waren' stiller dokumentaren med samme navn sig selv et imaginært sted i fremtiden, ser tilbage på menneskeheden og spørger: ’Hvordan ville vi fortælle historien om os, hvis vi var fortid? Vil vi være stolte af vores levevis? Vores udbytning af naturen, af de fattigste på kloden?'

En astronaut, en dybhavsforsker, en økonom, en filosof, en posthumanist og en buddhistisk mund forsøger at nå frem til et svar i instruktør Marx Bauders storslåede værk, der blander bjergtagende naturbilleder med store tanker om menneskets nuværende tilstand. 

WHO WE WERE - WER WIR WAREN - official Trailer from bauderfilm on Vimeo.

Nuclear Forever

Kernekraft er vel en af de mest omdiskuterede og kontroversielle energiformer, der findes - selvom den i princippet er klimavenlig.

Efter katastrofen i Tjernobul i 1986 er byen stadig ubeboelig. Efter det japanske Fukushima-kraftværks sammenbrud i 2011 svor Tysklands kansler, Angela Merkel, at de tyske kraftværker skulle afmonteres og lukkes inden udgangen af 2022. 

I dag tumler man stadig med, hvad man skal gøre med alt det ustabile, tunge vand, der er et radioaktivt spildprodukt af produktionen. 

Men måske kan nye, visionære forskere sætte fut i fissionsenergi. Derigennem håber de at komme med et bud på en løsning på klimakrisen, hvor kernekraft igen kan komme til at spille en aktiv rolle. De spørgsmål rejses og vejes for og imod i den tyske dokumentarfilm 'Nuclear Forever'.

NUCLEAR FOREVER (Official Trailer) from MAGNETFILM on Vimeo.

Red Heaven

Prøv at forestil dig, hvis du skulle være isoleret med dine kollegaer i et helt år. Du og fem andre skulle deles om et stort telt på hundrede kvadratmeter. 

Og fordi præmissen for den mærkelige selvisolation er, at I allesammen skal lege, I er på Mars, må du iklæde dig en besværlig rumdragt, hver eneste gang du forlader teltet, leve af frysemad og holde kontakten med omverdenen gennem en radio med 40 minutters forsinkelse. 

Præmissen for dokumentarfilmen 'Red Heaven' er vist ulig meget andet, de fleste af os har set skildret på skærmen, men den er god nok: 

I videnskabens tjeneste isolerede seks frivillige sig i et år på en aktiv vulkan på Hawai'i for at hjælpe NASA med at blive klogere på fremtidens Mars-missioner. 

De filmede sig selv undervejs. Du kan se en trailer til filmen 'Red Heaven' via streamingtjenesten mubi.

red heaven dokumentar nasa

Et helt år var fire forskere, en arkitekt og en ingeniør spærret inde på få kvadratmeter på en aktiv vulkan på Hawai'i. Forsøget skulle gøre NASA klogere på, hvordan livet på Mars mon vil være for de første mennesker, der lander der. (Foto: Raised by Wolves)

Meget mere på programmet

CPH:DOX byder også på live-arrangementer under temaet CPH:SCIENCE.

Du kan blandt andet følge (gratis) med i Scienceprogrammets åbningsdebat. Her diskuterer nogle af Danmarks fremmeste forskere, debattører og filmskabere, hvad løsningerne på de mest presserende, globale udfordringer kan være. 

Er du mere til dybdeboerende journalistik, eksperimentalfilm eller store personportrætter? Find hele CPH:DOX-programmet her.

Hvis det synes svært at danne sig et overblik over de 177 film i programmet, kan du snuse dig frem til de prisværdige: Fælles for disse dokumentarfilm er nemlig, at de i år er i konkurrence om at modtage hovedprisen ved filmfestivalen. 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs her om, hvordan forskerne tog billedet af atomerme.


Det sker