Stort studie om netdating: Vi skriver til folk, der er 'udenfor vores liga'
Kilde: 
09 august 2018

Mænd og kvinder sigter gerne lidt højere, når de leder efter kærligheden på nettet.

Det konkluderer et nyt amerikansk studie ifølge the Guardian.

En af ideerne på datingmarkedet er, at folk, som i sportsverdenen, tilhører forskellige ligaer. Heraf kommer ideen om, at nogle kan være 'udenfor ens liga' eller rækkevidde - underforstået, at man ikke har en chance.

I et studie, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science Advances, har en række amerikanske forskere forsøgt at sætte denne ide på en formel.

De har således undersøgt data fra næsten 200.000 brugere fra en netdating-portal, som de efter aftale ikke kan videregive navnet på.

Her har de målt brugernes attraktionsniveau, udfra hvor mange andre brugere der har taget kontakt til dem. På den måde har de kunnet lave en form for 'liga-opdeling'.

»Mange tidligere studier har undersøgt folks popularitet ved at lade andre forsøgsdeltagere vurdere, hvor attraktiv en pågældende person er,« fortæller en af forfatterne bag studiet og lektor i sociologi ved University of Michigan Elizabeth Bruch til the Guardian.

I dette studie har man i stedet målt folks attraktionsniveau, udfra hvordan folk rent faktisk handler, og på den måde har man fået en mere reel vurdering af folks 'markedsværdi', tilføjer hun.

Og her kommer konklusionen så: Udfra denne måling har folk en tendens til at kontakte folk, der generelt er mere populære - altså, har en større markedsværdi end en selv og dermed er udenfor ens liga - frem for at finde en fra sin egen popularitetshylde.

Kvinder skrev i gennemsnit til mænd, der var 23 procent mere attraktive end dem selv, mens mænd i gennemsnit skrev til kvinder, der var 26 procent mere attraktive end dem selv.

Der findes altså en opadstræbende tendens, men den skal man ifølge Bernie Hogan seniorforsker ved Oxford University med mangeårigt fokus på netdating tage med et gran salt.

Han fortæller til the Guardian, at man i studiet ikke har undersøgt, hvilken type relation som folk på datingsiden søger, og at man derudover skal passe på med at tro, at den samme tendens nødvendigvis er gældende i andre lande end USA.

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.