Stordrikkende kvinder værst for ægteskabet
Et højt alkoholforbrug øger risikoen for skilsmisse. Men hvis begge ægtefæller er stordrikkere, kan det faktisk til en vis grad virke beskyttende for ægteskabet, viser ny forskning.

Blandt ægtepar som drikker meget eller har forskellige drikkemønstre, er der større risiko for skilsmisse. (Foto: Colourbox)

Skilsmisse er mere almindeligt blandt par med et højt alkoholforbrug end blandt par med et lavt forbrug. Den største fare for ægteskabet ligger i, hvis kvinden drikker meget, mens manden har et lavt alkoholforbrug. Det viser nye forskningsresultater.

»Så er risikoen dobbelt så stor, som hvis situationen var omvendt, og overraskende nok også næsten dobbelt så stor, som når begge parter drikker meget,« siger forsker Fartein Ask Torvik ved Nasjonalt Folkehelseinstitutt i Norge.

Blandt ægtepar, hvor konen drak meget og manden kun lidt, var det 27 procent, som blev skilt i løbet af 15 år, mens det i den omvendte situation kun gjaldt 13 procent.

17 procent af par med højt forbrug blev skilt, mod 6 procent af par, hvor begge havde et lavt forbrug. Kun to procent af par, der bestod af to afholdsfolk, blev skilt.

Vigtigt at identificere risikofaktorer

Fartein Aks Torvik har netop fuldført sin ph.d., hvor han har forsket i forskellige sociale effekter af alkohol, blandt andet i risikoen for skilsmisse.

Cirka halvdelen af alle nye ægteskab ender med skilsmisse i Norge.

»Skilsmisse er en stressende oplevelse, som kan have en varig negativ indvirkning på livskvaliteten både for de tidligere ægtefæller og for deres børn. Derfor er det vigtigt at identificere risikofaktorer for skilsmisse,« mener Fartein Ask Torvik.

20.000 ægtepar blev fulgt i 15 år

Fakta

Forskningsrådet i Norges program for Rusmiddelforsknings overordnede mål er at bidrage til udvikling af relevant viden om rusmidler med henblik på at reducere rusmiddelproblemer i samfundet.

I projektet, som er finansieret af Forskningsrådets program for rusmiddelforskning, har Fartein Ask Torvik studeret næsten 20.000 ægtepar fra den første sundhedsundersøgelse i Nord-Trøndelag (HUNT 1). Den blev gennemført mellem 1984 og 1986.

I HUNT 1 har begge ægtefæller opgivet, om de drak, hvor ofte de har drukket alkohol de sidste 14 dage, om de da blev berusede, og om der har været perioder tidligere i livet, hvor de har drukket for meget.

Ud fra svarene blev alkoholforbruget kategoriseret som højt, middel, lavt eller afholdende.

Ved hjælp af Statistisk sentralbyrå i Norge, har Fartein Ask Torvik fulgt ægteparrene i cirka 15 år og dermed kunnet registrere, om de blev skilt. I løbet af perioden blev næsten otte procent af parrene enten skilt eller separeret.

Måske leger lige børn bare bedst

Det var kun en lille del af mændene med et højt alkoholforbrug, som havde en kone, der også drak meget. Derimod havde cirka halvdelen af kvinderne, som drak meget, en mand der også drak meget.

»Tidligere studier har vist, at et højt alkoholforbrug indikerer en risiko for skilsmisse. Men næsten ingen har set på samspillet mellem ægtepar og oveni fulgt dem over tid, når det handler om dette spørgsmål,« påpeger Fartein Ask Torvik.

Han fortæller, at der har været delte meninger om, hvad der sker, når begge ægtefæller har et højt forbrug.

Halvdelen af norske kvinder, der drikker meget, har en mand, som også drikker meget. Måske giver dette anledning til færre skænderier i parforholdet. (Foto: Colourbox)

Enkelte har ment, at problemet ville blive dobbelt så stort. Andre har tænkt, at 'lige børn leger bedst', og det er netop dette, Fartein Ask Torvik har fundet ud af.

»En mulig forklaring kan være, at par, hvor begge drikker meget, oftere har ens holdninger til det at drikke og derfor kommer bedre overens, end par hvor det kun er den ene, der har et højt alkoholforbrug. De tilbringer måske mere tid sammen, godtager at den anden også drikker meget og skændes mindre om alkohol,« siger han.

Hvad med personligheden?

I studiet har Fartein Ask Torvik justeret for andre faktorer, som kan indvirke på risikoen for skilsmisse, såsom ægtefællernes psykiske sundhed, indtægt, uddannelse, arbejde og børn.

Han har imidlertid ikke haft mulighed for at tage hensyn til deltagernes personlighed.

»Personlighed kan hænge tæt sammen med både alkoholforbrug, og hvor tilfreds man er i ægteskabet. Derfor kan det ske, at personlighed også til en vis grad påvirker resultaterne i dette studie. Det er et spørgsmål, som kan tages op i nye studier,« siger Fartein Ask Torvik.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.