Storbyer skaber en helt ny ’tredje natur’

I 1400-tallet foretog europæiske opdagelsesrejsende som Columbus, Vasco da Gama og Fernando de Magellan store ekspeditioner til Amerika og Indien, hvor de benyttede videnskabsmænd og kunstnere til at tegne kort over de nyopdagede eller erobrede territorier.

Dermed fik de orden på den store omverden, de så gerne ville kontrollere og drage nytte af.

Men kortene over verden fostrede også ideer om verdens midte og udkant. De voksede frem med udgangspunkt i byerne, og den magt, som kortene fremviste, tilhørte byerne.

Kortets magt over byen

Men kortet kom også til at definere byen. Kortlæggerne skabte grundlaget og behovet for en helt ny videnskab, geografien, hvis ambition var at producere eksakt viden om jordklodens territorier, naturressourcer og befolkninger.

Siden da har disse geografers udgangspunkt i kortets todimensionelle verdensopfattelse ifølge den engelske geograf Stephen Graham haft så stor magt, at vi slet ikke kan se byen i tre dimensioner mere.

Kortlæggerne har på sin vis ’forfladiget’ vores forståelse af den. Men hvis vi ser byen lodret i stedet for vandret, så kan vi opdage helt nye perspektiver.

I den brasilianske millionby São Paolo lever overklassen for eksempel nærmest kun på byens toppe, rent bogstaveligt.

Takket være en flåde på godt 500 private helikoptere, verdens største, kan de rigeste brasilianere bevæge sig mellem bolig, arbejde og selskabsliv i 30 etagers højde og undgå kontakt med gadernes besværlige trafikpropper og farlige forbrydere, hvis antal også er i verdensklasse.

\ Læs mere

Sådan ændrer Google verdenskortet

Stofskifte i USA’s Midt-Vest

I begyndelsen af 1800-tallet lå der en lille by med et par tusind indbyggere syd for Lake Michigan i det nordlige USA.

Større og større efterspørgsel på områdets tømmer, korn og kødprodukter fik befolkningstallet til at eksplodere i løbet af et par årtier og gjorde snart byen til USA’s tredjestørste efter New York og Los Angeles.

Den var i 1800-tallet selve indbegrebet af en amerikansk ‘boomtown’, hvor alt skete på en gang, og næsten ‘overnight’ lå der en millionby på det sted, hvor der før havde været et sumpet marskland.

Efter indianernes ord ‘shikaakwa’ for de vildtvoksende forårsløg navngav nybyggerne byen Chicago.

Den amerikanske historiker William Cronon undersøger i bogen ‘Nature’s Metropolis’ fra 1991, hvordan Chicago på blot 50 år ændrede hele økosystemet i USA’s midtvest:

Det gik fra græsstepper til marker, fra søer til inddæmmede kanaler, fra bison til kødkvæg og fra en prærie engang kun betrådt af den oprindelige dyrebestand til et område gennemskåret af jernbanespor.

Byer som Chicago skaber ifølge Cronon faktisk en ny natur. Den første natur eksisterer, før menneskene bosætter sig på stedet, og så skaber de med byen som en slags komplekst fordøjelsesapparat en anden natur hen over den første.

På den måde blev hele USA’s Midt-Vest del af den urbane metabolisme omkring Chicago. Ligesom vores egne kroppe forbrænder mad og omsætter den til energi, så forbruger byen også ressourcer for at leve og vokse.

Jo bedre vi kan følge disse processer, desto bedre kan vi forstå, hvordan en by fungerer som proces og ikke kun som statisk bebyggelse.

Sydkoreas smarte byer

Det er for eksempel den tankegang, der ligger bag byen Songdo i Sydkorea.

En klynge af firmaer med den amerikanske it-virksomhed Cisco Systems i spidsen byggede Songdo op fra ingenting på en opfyldning nær Sydkoreas internationale lufthavn.

Songdo skulle både være en ‘aerotropolis’, altså en by, der primært er forbundet med resten af verden gennem luftruter, og et ikon for de såkaldte ‘smart cities’, som forsøger at løse problemerne med byens metabolisme gennem teknologisk udvikling.

Songdos indbyggere kan på deres smartphone derfor få besked om alt mellem himmel og jord:

Hvornår den næste bus kommer, om politiet har arresteret en tyv i nabolaget, eller om luftfugtigheden i lejligheden er for høj. Køkkenaffaldet transporteres direkte i rør til et miljøvenligt forbrændingsanlæg, som i fremtiden også skal forsyne byen med alternativ energi.

Byer er drivkraften i at skabe overskud

I 1950’erne lancerede den østrigsk-amerikanske økonom Joseph Schumpeter en idé om, at netop byens forbrænding er et grundvilkår, som nødvendigvis måtte gå hurtigere og hurtigere gennem historien.

Kapitalismen kræver som økonomisk system hele tiden højere og højere vækst, og for at kunne følge med må byer med jævne mellemrum simpelthen ødelægge deres systemer for at kunne opbygge en hurtigere udgave.

Schumpeter baserer sin ide på Marx’ profeti om, at 1800-tallets industribyer som Manchester skabte en form for kreativ destruktion. Men Schumpeter mener, at denne ødelæggelse kan ske på mange måder – gennem krig, forfald, katastrofer eller økonomiske kriser, der på hver sin måde baner vej for genopbygning og fornyelse.

Således bliver byer takket være kapitalismen drivkraften i at skabe overskud på hele nationens bundlinje.

\ Læs mere

Big data og smart cities: Hvor konkurrencedygtige er danske byer?

Mexico By synker og synker

I år 2000 sprækkede en gade i Mexicos hovedstad og slugte en teenager.

Tragedien fandt sted i kvarteret Iztapalapa, men der var ikke tale om et jordskælv. Med sine 21 millioner indbyggere og en fortsat vækst på over 100.000 indbyggere per år forårsager den kolossale by en række ændringer i miljøet, som får dens bygninger til at synke og gaderne til at krakelere.

Monumentet ’Uafhængighedens Engel’ skyder for eksempel højere op end nogensinde. Ved indvielsen i 1910 gik der ni trappetrin op til dens sokkel, men siden da er byen omkring den bare sunket, hvorfor trin for trin er blevet tilføjet, så der nu er 14.

Aztekerne anlagde Mexico By i en stor indsø i Mexicodalen i 1200-tallet. Tenochtitlan, som den hed, var et af de store underværker i Amerika, berømt blandt de indfødte på grund af sin unikke beliggenhed midt i vandet og de dæmningsveje hen over søen, der udgjorde det eneste forbindelsesled til omverdenen.

Da spanierne med conquistadoren Hernán Cortés i spidsen kom, så og erobrede byen i 1520’erne, skulle den tjene som hovedstad for de spanske besiddelser på kontinentet og derfor udvides.

Spanierne inddæmmede og opfyldte søen. Snart var den tidligere så vandfyldte Mexicodal fyldt op af bebyggelse, og byen dannede nu ramme om en befolkning på 300.000 mennesker.

Godt 400 år og millioner af mexicanere senere har byen i dag et enormt vandforbrug. Men da byen ligger oven på leret fra den gamle søbund, risikerer undergrunden at klaske sammen, når vandværkerne pumper drikkevand op til befolkningen.

En undersøgelse fra 2014 viste, at netop Iztapalapa-kvarteret sank over 20 centimeter i år 2000.

Viser metromyg os byernes ’tredje natur’?

Byernes påvirkning af naturen har også andre udtryk.

Da den engelske genetiker Katharine Byrne i 1990’erne tog med et arbejdshold ned og studerede de enorme mængder myg i Londons undergrundssystem, opdagede hun, at de var helt specielle.

Deres artsfæller på overfladen suger blod fra fugle, parrer sig i store sværme og går i hi om vinteren. Undergrundsmyggene kan i det varme klima leve året rundt af blod fra millioner af pendlere, og i de snævre tunneler finder de en mage at parre sig med i isolerede hjørner.

Byrne havde opdaget en ny art, ‘Culex molestus’, eller ‘The London Underground Mosquito’, som blev dens populære navn.

Men det var ikke Byrnes eneste opdagelse. Prøver fra myggenes protein viste, at der var forskellige undergrundsmyg.

Byrne tog prøver fra tre af de dybest liggende linjer, og det viste sig, at hver linje havde sin egen type af myg. De lange tunneller havde med andre ord siden systemets opbygning fra 1850’erne udviklet sig som selvstændige økosystemer.

Ifølge Byrne skulle alle arterne flyve til Oxford Circus Station for at have en chance for at mødes. Men hun havde med sine studier vist, at byens undergrund skaber sin egen evolution, og andre forskere har siden konkluderet, at det ikke kun gælder i London, men i større byer verden over.

Hvad kan man kalde disse ændringer, der gennem byen skaber en helt ny natur – måske med Cronons ord en ’tredje natur’?

\ Læs mere

Fremtidens gadelamper kan være oplyst af alger