Spørgsmål udløser syndefald
question spørgsmål videnskab.dk videnskab blog

Foto: Shutterstock

For ikke så længe siden mindede en kollega mig om, at filosoffer har et særligt forhold til begyndelsen. Vi vil helst starte med Adam og Eva, som han sagde, og hvis det ikke er muligt, så i hvert fald med Platon. Sådan har jeg det også med min forskning i spørgsmål, og det er formentlig derfor, det har taget noget tid at komme i gang med denne blog. For hvornår begyndte vi mennesker egentlig at stille spørgsmål? Hvad udløste det første spørgsmål? Og hvad betyder det for os i dag?

Lige som så mange andre menneskelige fænomener, så er spørgsmål vedrørende spørgsmål ikke så lette at besvare. Og da slet ikke spørgsmål vedrørende spørgsmålets oprindelse. Det hænger (som den franske filosof Jacques Derrida har bemærket) sammen med, at det altid allerede er for sent at spørge på denne måde. Når vi spørger til spørgsmålets oprindelse er vi allerede i gang med at spørge, og vi er således ikke længere ved begyndelsen. At spørge er lige som at tænke og tale: det starter uden os, i os og før os. Vi er – som en anden tænker har formuleret det – question-animals.

Spørgsmål er dæmoniske

At det ikke er let at besvare spørgsmål om spørgsmålets rolle i menneskehedens historie betyder imidlertid ikke, at vi ikke skal stille dem. Det betyder bare, at vi skal være opmærksomme på det, der følger med, når vi spørger, som vi gør. Vi skal holde tungen lige i munden og huske, at ethvert spørgsmål fortæller mere om os, der stiller spørgsmålet end om den eller det, vi spørger til. Og så skal vi indstille os på, at spørgsmål gør ondt.

Selvom filosoffer entydigt har forbundet spørgsmål med noget godt – erkendelse, fornuft, sandhed – og det er en grundlæggende antagelse i vores samfund, at vejen til det gode liv går gennem de gode spørgsmål (tænk bare på den rolle spørgsmål spiller i forskning, undervisning, journalistik, jura, terapi, pædagogik, udviklingsarbejde osv.), så er spørgsmål snarere dæmoniske. De placerer os ikke blot på en knivsæg mellem ja og nej, sandt og falsk, men tillige i spændingsfeltet mellem det gode og det onde. En pointe, der bedst lader sig illustrere af myten om netop Adam og Eva.

Slangen stillede det første spørgsmål

Når vi ikke kan datere spørgsmålets oprindelse eller på anden vis dokumentere, hvornår, hvordan og hvorfor vi mennesker begyndte at stille spørgsmål, så kan vi altid ty til myter. Og i denne sammenhæng er skabelsesberetningen og myten om syndefaldet faktisk ikke så tosset endda.

Ifølge den franske filosof Emmanuel Levinas, så var det første spørgsmål i menneskehedens historie ikke et spørgsmål til og vedrørende Gud stillet af mennesket, men et spørgsmål til og vedrørende mennesket stillet af Gud. Det er imidlertid ikke helt rigtigt. Selvom Gud ifølge Bibelen stiller Adam et spørgsmål, før Adam stiller Gud et spørgsmål, så er det hverken Gud eller Adam, der stiller det første spørgsmål i menneskehedens historie, men derimod slangen.

Inden vi kommer så langt, skal vi dog først have skabt himmelen og jorden, lyset og mørket, dag og nat, en vrimmel af levende væsner – og ikke mindst Adam, som betyder menneske.

Sproget svækker relationen til Gud

Ifølge bibelen er mennesket skabt af Gud. Det er Gud, der danner mennesket af agerjordens muld, det er Gud, der blæser livsånde i menneskets næsebor, så det bliver et levende væsen, og det er Gud, der byder Adam ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt.

Men så sker der noget. Fra passivt at blive dannet, pustet liv i og budt ikke at spise af kundskabens træ, så får mennesket fra det ene øjeblik til det andet en aktiv rolle i skabelsesberetningen. Det er ifølge Gud ikke godt for mennesket at være ene, og til at bryde denne ensomhed får mennesket ikke blot dyr og fugle; han får også sprog. Det er Adams ansvar at give de forskellige levende væsner deres navn, og det er i forbindelse med navngivningsprocessen, at Adam bliver opmærksom på – og gør Gud opmærksom på – at der mangler noget.

Der er ingen medhjælp, der passer til ham, står der, hvilket Gud straks råder bod på ved at give ham Eva. Med Eva følger ikke bare en ny og vigtig relation for Adam – udover relationen til Gud og de dyr, han har navngivet, indgår han nu i et socialt og forpligtende fællesskab med et andet menneske – hans relation til Gud bliver også svækket.

Mens Adam tidligere afventede og blindt fulgte Guds bud, så står han nu hos Eva. »Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru,« hvilket for Adam og alle andre mænd vil sige: at forlade sin skaber til fordel for den kvinde med hvem han er ét kød.

Gud befaler, mennesket benævner og slangen spørger

At det allerede her er relevant at tale om svigt og følelsen af at blive forrådt er der nok mange fædre og især (sviger)mødre, der vil skrive under på. Det er ikke rart at blive forladt af det menneske, man har skabt og elsket og hvis behov, man har villet gøre alt for at stille. Det er ikke underligt, at man som Gud har lyst til at råbe »Hvad har du gjort!« ad den kvinde, der er skyld i, at den mand, man har skabt trodser ens bud.

Men der skal som bekendt mere til. Hverken ensomheden, sproget, mangelfølelsen eller den kvinde, Adam forlader Gud til fordel for, udløser syndefaldet. Først da slangen henvender sig til Eva går det galt (Første Mosebog, kapitel 3). Slangen henvender sig ikke ved – som Gud – at byde Eva at opføre sig på en bestemt måde, eller ved – som Adam – at benævne himmelens fugle og markens dyr. Slangen henvender sig ved at spørge: »Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?«

Forskellen på at byde, benævne og spørge er ikke ligegyldig, og det er formentlig heller ikke tilfældigt, at slangen er den første til at benytte sig af spørgsmål.

Spørgsmål kræver an-svar

Hverken Gud eller Adam har på det tidspunkt, hvor slangen henvender sig til Eva, brugt deres sprog og taleevner til at stille spørgsmål. Det er slangen, der spørger. Slangen, der indstifter muligheden for at forholde sig til det bud, Gud har givet. Slangen, der sætter spørgsmålstegn ved Guds almagt.

Med slangens spørgsmål fristes Eva af muligheden for at kende godt og ondt, og det er denne mulighed, der gør forskellen. Muligheden for at svare for sig selv. Ikke for Gud, og ikke for Adam, men for MIG. JEG, Eva, skal tage stilling til Guds bud, og JEG, Eva, vælger at trodse det.

Det ligger i spørgsmålets natur, at Eva ikke bare kan, men er nødt til at svare – og med svaret følger ansvaret. Ikke det absolutte, alvidende og algode ansvar, som Gud har, men det relativt indskrænkede og selvgode ansvar, som slangen lægger op til.

Det er der flere væsentlige filosofiske pointer i, hvoraf de to vigtigste er;

1. At spørgsmål udstikker rammerne for det svar, det er muligt at give og dermed det ansvar, det er muligt at tage; med slangens spørgsmål kan Eva ikke længere ikke begære at kende godt og ondt. Det har konsekvenser for den anden filosofiske pointe, som er:

2. At uanset hvor meget, vi som mennesker gør os umage med at forstå og stræbe efter det gode, så vil vores bidrag altid være relativt, indskrænket og defineret i forhold til os selv

Spørgsmål afføder storhedsvanvid

Diskussionen af menneskets betingelser og begrænsninger er uendelig spændende og uendelig lang, og jeg vil helt afgjort vende tilbage til den i senere blogindlæg. Det bemærkelsesværdige i denne sammenhæng er dog, at disse betingelser og begrænsninger kædes sammen med det at stille spørgsmål.

Det er ifølge myten om syndefaldet et spørgsmål, der udløser al elendigheden. Et spørgsmål, der får Eva til at tro, at hun kan sætte sig ud over sine betingelser og begrænsninger; at hun kan begære og begribe mere end hun kan. Eva er ikke Gud, men spørgsmålet får hende til at tro, at hun kan blive lige så god og lige så vis som Gud. Spørgsmålet tænder et mod i hende; en overmodig idé om, at hun er mere end blot et menneske.

Sammenhængen mellem dét at blive stillet et spørgsmål og dét at blive konfronteret med og søge at overskride sine betingelser og begrænsninger som menneske, er der noget tankevækkende ved. Og det er mindst lige så tankevækkende, at det er fra slangen, spørgsmålet kommer – eller måske snarere, at det ikke er fra Gud.

Spørgsmål er udtryk for Guds fravær

Da mennesket konfronteres med sit første spørgsmål er Gud uden for både syns- og rækkevidde. Det er måske ligefrem en pointe i sig selv, at spørgsmålet opstår i Guds fravær. Kun fordi Gud er anderswo engagiert, er det muligt at sætte spørgsmålstegn ved hans bud. Vi ved ikke, hvor Gud er, eller hvad han laver; vi ved bare, at han ikke har det fjerneste med historiens første spørgsmål at gøre. Det har kun slangen og Eva. Dyret – der i modsætning til de andre dyr – har sprog, og kvinden – der i modsætning til manden – er skabt til at være social ('medhjælp').

Sammenhængen mellem spørgsmål, sprog og den måde, vi er sociale på udgør kernen i mit igangværende forskningsprojekt. Men det, der fascinerer mig ved fortolkningsmulighederne i skabelsesberetningen og myten om syndefaldet er koblingen til naturen. Det er hverken Gud eller Adam, der stiller Eva det første spørgsmål, men det talende dyr, slangen er.

Naturen viser sig for Eva som noget, hun kan kommunikere med og lade sig overbevise af. Og det er netop i naturens overbevisning af mennesket (som fører til menneskets beviser for naturen), at faren lurer. Faren for, at vi bliver blinde for vores egne begrænsninger – og dermed forveksler selvgodhed med algodhed.

Spørgsmål på godt og ondt

Når filosoffer helst vil starte med begyndelsen, så er det fordi, den er afgørende for det, der videre sker. Jeg er således ikke i tvivl om, at myten om Adam og Eva kan lære os en masse om spørgsmålets opståen, historiske udvikling og den rolle, det spiller blandt mennesker i dag.

Spørgsmål er, med den tysk-amerikanske fænomenolog Erwin Straus´ ord, »as revealing as dreams, or even more so,« og ved at undersøge de spørgsmål, vi stiller og ikke stiller samt den måde, vi spørger på, kan vi slet ikke undgå at blive klogere på vores måde at tænke og være på – på godt og ondt.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

Litteratur:

Boudier, C. E. M. Struyker: ”Toward a History of the Question” i Meyer: Questions and Questioning, 1988

Derrida, Jacques: ”How to Avoid Speaking: Denials” i Coward & Foshay: Derrida and negative theology, 1992

Heidegger, Martin: Væren og tid, 2007

Levinas, Emmanuel: Totalitet og uendelighed, 1996

Straus, Erwin W.: ”Man, A Questioning Being”, 1955

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud