Spørgsmål i og om Koranen
question spørgsmål videnskab.dk videnskab blog

Foto: Shutterstock

Umiddelbart efter, jeg uploadede mit første indlæg på denne blog, fik jeg ideen til de to næste: De skal handle om spørgsmålets rolle i de kulturbærende skrifter, der er toneangivende andre steder i verden, nærmere bestemt Koranen og Confucius' lære.

I bibelen får det første spørgsmål mennesket til at fremstå som et responsivt væsen, der ikke bare kan og skal, men ikke kan lade være med at svare for sig selv og dermed tage stilling til og ansvar for godt og ondt.

Men måske er der andre udlægninger og dermed veje til at forstå spørgsmålets betydning for menneskets måde at tænke og være på? Måske peger det første spørgsmål i henholdsvis Koranen og Confucius' fem klassikere i helt andre retninger end den vesterlandske sandhed om, at vejen til det gode liv går gennem de gode spørgsmål…

Mine første erfaringer med Koranen

Mens jeg som barnebarn af en præst, elev i den danske folkeskole og universitetsuddannet i vestlig filosofi jævnligt har haft anledning til at bladre i bibelen, så er det ikke mere end halvanden uge siden, jeg første gang holdt Koranen i mine hænder. Ellen Wulffs oversættelse fra 2006 landede i min postkasse, mens jeg stadig var på sommerferie, og det kriblede i fingrene på mig for at finde ud af, hvornår, hvordan og i hvilken sammenhæng, det første spørgsmål optræder i Koranen.

Nu – få dage senere – er jeg forundret over min egen naivitet. Hvad havde jeg regnet med? At Koranen var en helt almindelig bog, der kan læses og forstås på samme måde, som jeg læser og forstår bøger fra vestlig tradition og litteraturhistorie? At jeg på få uger ville kunne komme med et kvalificeret bud på, hvilken rolle spørgsmål spiller i Koranen?

Jeg må desværre svare ja; det var faktisk, hvad jeg havde forestillet mig.

Det første spørgsmål eller det sidste svar?

Jeg er på forbilledlig vis gået direkte i den fælde, det er at tro, at tekster – hvad enten de er faglige, litterære eller hellige – er tekster. Blændet af begejstring over min egen idé om at spore det første spørgsmål i forskellige kulturers mere eller mindre hellige skrifter har jeg glemt, at spørgsmålet om det første spørgsmål måske snarere end et neutralt udgangspunkt er et resultat af den måde, jeg har læst, analyseret og forstået vestlige tekster på.

Jeg er hoppet i med begge ben.

Koranen er Guds ord

Det er meningsløst at tale om det første spørgsmål i relation til Koranen – af den simple grund, at Koranen ikke er kronologisk ordnet. Ellen Wulff, som har været så venlig at svare på mine desperate og dilettantiske spørgsmål, skriver i forordet til den danske udgave fra 2006, at koranredaktionen ikke er guddommeligt sanktioneret. Det har fået nogle oversættere til at ordne suraerne (versene) efter andre principper end den egyptiske standardudgave fra 1924, hvor suraerne er ordnet efter længde: de lange suraer først og de korte sidst.

Ellen Wulff følger standardudgaven – som også er den mest udbredte korantekst – og det er jeg taknemmelig for. Ellers ville jeg nemlig aldrig være blevet opmærksom på den pointe, jeg tror, der er i, at teksten hverken er kronologisk eller tematisk ordnet. En pointe, der i en anmeldelse af Michael Cooks Koranen, En meget kort introduktion er formuleret på følgende måde:

»Hvis metaforen er Bibelens figur, er talehandlingen (ytringen) Koranens,« (Information 2004).

»Du skal ikke lede efter logik i Koranen«

Spørgsmålet om det første spørgsmål er altså ikke det rigtige sted at starte, når det kommer til Koranen. Men betyder det, at jeg må opgive min idé om at undersøge, om forskellige kulturbærende skrifter lægger op til forskellige måder at forstå og bruge spørgsmål på? Eller var det i virkeligheden held i uheld at tro, at jeg kunne behandle og forstå Koranen på samme måde, som jeg behandler og forstår vestlige tekster, herunder bibelen?

Gemmer erfaringen af, at Koranen adskiller sig fra bibelen ved ikke at være en sammenhængende fortælling, der inviterer til fortolkning og analyse af myter og metaforer, på et meta-socio-religiøst budskab om, at forskellige hellige skrifter inviterer deres læsere til at modtage dem på forskellige måder? Og er forskellige hellige skrifters forskellige måder at invitere deres læsere til at modtage dem på udtryk for en helt basal forskel i opfattelsen – og brugen – af spørgsmål?

»Du skal ikke lede efter logik i Koranen,« skrev Ellen Wulff til mig, da jeg efterlyste den logik, teksten er bygget op efter (jeg spurgte fx om man kunne regne med, at 1. person = Gud, 2. person = Muhammad/de(n) rettroende, og 3. person = de vantro – Ellen Wulffs svar var: Nej!). Men er det ikke netop Koranens logik, at den logik, der er – eller ikke er – ikke er noget, jeg skal bekymre mig om? At den logik, der er – eller ikke er – udelukkende er en sag for Gud?

Og er det ikke netop denne logik, der bærer tekstens brug af retoriske og belærende spørgsmål (fx Kor. 14:19 henholdsvis Kor. 31:29-32), og som gør, at der end ikke i det, Ellen Wulff betegner debatterende spørgsmål (fx Kor. 70:36-42) lægges op til andre svar end Guds?

Der findes ingen dialoger i Koranen

Når hele det foregående afsnit består af spørgsmål, så er det, fordi jeg godt ved, at jeg er ude på dybt vand. Jeg har ikke læst Koranen fra ende til anden, jeg er ikke teolog, og jeg har absolut ingen forudsætninger for at forstå arabisk – hverken sproget eller den måde at tænke på, der følger med.

Derfor kan jeg heller ikke være 100 % sikker på, at der ikke er et eneste eksempel på dialog mellem Gud og menneske i Koranen, men der er noget – herunder Ellen Wulffs erfaringer med teksten – der tyder på det. Spørgsmål-svar udvekslinger som den, man bl.a. finder i Første Mosebog, 3:9:

»Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: 'Hvor er du?' Han svarede: 'Jeg hørte dig i haven, og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig',« findes ikke i Koranen.

Hvorfor ikke? Fordi spørgsmål spiller en anden rolle i Koranen end de gør i bibelen: Fordi spørgsmål har en anden betydning. 

Forskellig rollefordeling mellem Gud og mennesker

I sin første mail skrev Ellen Wulff til mig:

»Koranen er Guds ord, og når Gud stiller spørgsmål, er det jo egentlig ikke spørgsmål, for Gud er alvidende.« Men det er ikke mit ærinde at fælde dom over, om den ene eller anden hellige tekst har en mere eller mindre egentlig brug af spørgsmål. Mit ærinde er at vise, at der er flere måder at forstå og bruge spørgsmål på – og at disse måder er så fundamentale for vores tilgang til os selv og vores omgivelser, at vi ikke lægger mærke til dem.

Derfor faldt det mig ikke ind, at jeg ikke skulle lede efter logik i Koranen. Det faldt mig ikke ind, at det ikke er min opgave at prøve at forstå.

I Kor. 76:2 står der: »Vi skabte mennesket af en dråbe, en blanding, for at sætte det på prøve, og så gav vi det hørelse og syn.«

Er det det, der er menneskets opgave ifølge Koranen – at lytte og se?

Ifølge bibelen førte Gud markens dyr og himmelens fugle hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; »thi hvad Adam kaldte de forskellige levende væsner, det skulle være deres navn.« (Første Mosebog, 2:19).

I Kor. 2:31 står der: »Han [= Gud] lærte Adam alle navnene.«

Er det det, der er forskellen på den rolle, mennesket tildeles i bibelen og Koranen: Initiativ i form af sprog? Medbestemmelse i form af ansvaret for at navngive det, Gud har skabt?

Et spørgsmål om stil?

Jeg ved det ikke – og derfor spørger jeg. Spørger, spørger, spørger. Fordi jeg kan, fordi jeg må, og fordi jeg er opvokset med, at når jeg spørger, får jeg svar, og når andre spørger, svarer jeg. I en gensidig, meningsfuld dialog. Som når Gud spørger Adam: »Hvem fortalte dig, at du var nøgen?« og Adam svarer: »Kvinden, som du satte ved min side.« (Første Mosebog, 3:11-12).

Gud spørger, Adam svarer – det er Adams ansvar.

Og netop muligheden for at svare er ikke til stede i Koranen. Gud taler til mennesket gennem Muhammad – Gud besvarer selv alle sine spørgsmål – mennesket hverken spørger eller svarer. 

Pointen er, at det mere end noget andet måske er et spørgsmål om stil. Fordi bibelen er skrevet som en sammenhængende fortælling i 3. person, og det dermed er muligt at skifte mellem forskellige perspektiver ('slangen sagde', 'Gud råbte', 'Adam svarede'), så er dialog mulig.

Fordi Koranen, som Ellen Wulff skriver i sit forord, »fremstår som Guds ord, reciteret på arabisk fra det himmelske skrift, Skriftens Moder, der for muslimer rummer alverdens visdom, og indgivet Muhammad i åbenbaringer,« så bærer den præg af mundtlighed i form af én stemme, ét perspektiv, ét (an)svar.

Gør det det ene skrift mere rigtigt, helligt eller etisk forsvarligt end det andet? Det skal jeg ikke kunne sige. Men det sætter spørgsmålstegn ved den selvfølgelighed, hvormed vi i Vesten hylder medbestemmelse, dialog og ansvar.

Det sætter mennesket i et andet lys med en anden opgave, som vi ikke har mulighed for at forstå, før vi forstår præmisserne for og konsekvenserne af vores eget forhold til spørgsmål.

Spørgsmål føder spørgsmål

Ifølge bibelen har hverken Adam eller Eva forholdt sig til Guds bud om at holde sig fra træet til kundskab om godt og ondt, før slangen stiller sit spørgsmål. De har taget buddet som det, det var: Et forbud. Derfor har de hverken lagt mærke til, tænkt over eller følt sig fristet af det ene træ, de ikke måtte spise af – de har levet i lykkelig uvidenhed.

Med slangens spørgsmål: »Mon Gud virkelig har sagt…?« åbnes der imidlertid for, at Eva ikke bare kan, men skal fortolke og forholde sig til Guds bud. Hun kan ikke længere lade være. Fra troskyldigt at stå hos sin mand begynder hun således at tvivle: Har Adam forstået og videregivet buddet rigtigt? Var Gud ved sine fulde fem, da han udstedte det? Hvad er rimeligheden i, at vi ikke må spise af træet? Og kan det – helt ærligt – betyde så meget, hvis vi gør det alligevel?

Spørgsmål er en del af vores arvesynd

I bibelen står der: »Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af,« hvilket direkte oversat til nudansk betyder: Hun MÅTTE spise den frugt. Hvis du har svært ved at høre din kone/kæreste, datter, veninde eller dig selv sige netop den sætning, så prøv at skifte 'spise den frugt' ud med 'købe de sko' eller 'smage den kage', og du ved, at der ikke er nogen vej uden om. Det MÅTTE gå galt, og det gjorde det som bekendt også. Eva tog af træets frugt og spiste og gav også sin mand, der stod hos hende, og han spiste – resten er historie.

Det skjulte socio-religiøse budskab er, at historien blev udløst af et spørgsmål. Mennesket, som vi kender og elsker det, er, hvad det er i kraft af dette spørgsmål. Den lille, næsten usynlige åbning, der gjorde det muligt at kende godt og ondt, og som samtidig gjorde det umuligt at være ligeglad.

Takket være slangens spørgsmål kunne Eva ikke længere lade være med at forholde sig til godt/ondt, rigtig/forkert, rimeligt/urimeligt – og det kan vi heller ikke.

Slangens spørgsmål indstiftede ikke blot en mulighed blandt andre, det indstiftede et vilkår. Et vilkår, der præger os i alt, hvad vi gør. Et vilkår, der ikke er vilkårligt.

Spørgsmål og (an)svar

Da Levinas skrev, at det første spørgsmål i menneskehedens historie ikke er et spørgsmål til og om Gud, stillet af mennesket, men et spørgsmål til og med henblik på mennesket, stillet af Gud, tog han ifølge den bogstavelige læsning af skabelsesberetningen, jeg foretog i mit første blogindlæg fejl (fordi det ikke er Gud, men slangen, der stiller det første spørgsmål).

Men han drager nøjagtig den samme konsekvens af, at det første spørgsmål ikke blev stillet af mennesket, som jeg har forsøgt at udlede her, nemlig, at mennesket er et responsivt væsen. En skabning, der har fået en opgave af sin skaber (Gud) og/eller naturen (slangen), som det ikke kan lade være med at tage stilling til og ansvar for.

Derfor kan Levinas i Totalitet og Uendelighed skrive, at moralsk bevidsthed er den situation, hvor der sættes spørgsmålstegn ved min frihed (Levinas, s. 95). Og derfor kan Derrida stille spørgsmålet om, hvad der kommer før spørgsmålet. Fordi mennesket – ifølge vestlig filosofi og religion – er, hvad det er i kraft af det spørgsmål, det bliver stillet og de vilkår, det bliver stillet under.

Fordi mennesket er defineret ved sit (an)svar.

Spørgsmål til spørgsmål

Men der er andre måder at forstå menneskets opgave på. Måder, som ikke har det fjerneste med spørgsmål at gøre. Måder, som handler om at lytte og se – ikke om at navngive og svare.

Og det er måske også godt det samme. Som jeg har været inde på tidligere, så risikerer vi i al vores iver efter at stille, besvare og tage ansvar for livets store spørgsmål at glemme vores betingelser og begrænsninger som mennesker. Vi risikerer at forveksle selvgodhed med algodhed.

Måske fordi bibelen – i modsætning til Koranen – ikke er Guds ord, men en fortælling om, at Gud ikke bare er til at tale med, men har så stor tillid til mennesket, at han lader det være alene. Vi ved ikke, hvor Gud er, eller hvad han laver, da slangen stiller Eva sit spørgsmål – vi ved bare, at han ikke er der. At ansvaret for at forholde sig til og besvare det spørgsmål, vi bliver stillet er vores.

Det sker ikke i Koranen. Gud er her, der og alle vegne – det er for pokker Ham, der fortæller!

Derfor er der ikke bare lukket for, at andre kommer til orde; der nedkaldes også død og ødelæggelse over dem, der stiller spørgsmål á la slangens. Således står der i Kor. 13:5: »– forunderlige er deres ord: 'Når vi er blevet til støv, skal vi da blive til i en ny skabelse?' De tror ikke på deres Herre, og de har lænkerne om deres hals. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid.«

Og når Gud omtaler de uvidende og vantro, gør Han det i mange tilfælde ved at gengive deres spørgsmål, fx: »De, der ingen viden har, siger: 'Hvorfor taler Gud ikke til os?' (Kor. 2:118). De, der er vantro, siger: 'Hvorfor er der ikke blevet sendt et tegn ned til ham fra hans Herre?' (Kor. 13:7). Og: Hvis Vi udsætter straffen for dem til et fastsat tidspunkt, siger de: 'Hvad er det, der holder den tilbage?'«(Kor. 11:8).

Mit spørgsmål er, om det mon ikke har en betydning for, hvordan kristne og muslimer opfatter og bruger spørgsmål? 

Tak til Ellen Wulff og undskyld til alle, der har forstand på Koranen – og for den sags skyld bibelen. Jeg håber, I vil gøre brug af kommentarsporet til at korrigere, oplyse og udfordre mig og mine læsere…

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

Litteratur:

Kaarsholm, Lotte Folke: ”Ny bog: Allah taler”, anmeldelse af Michael Cook, Koranen, En meget kort introduktion, Information 2. februar 2004

Koranen, oversat af Ellen Wulff, Forlaget Vandkunsten 2006

Levinas, Emmanuel: Totalitet og uendelighed, Hans Reitzels Forlag 1996


Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.