Etniske danskere har dobbelt så stor risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse sammenlignet med første- og andengenerationsindvandrere med forældre af anden etnisk herkomst end dansk.
Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet, der har undersøgt de socialkulturelle baggrunde hos unge, der lider af eksempelvis overspisning, anoreksi og bulimi. Det skriver Jyllands-Posten.
1.184.205 personer har deltaget i undersøgelsen. De er alle født i Danmark mellem 1984 og 2002.
- 0,8 procent af de etniske danskere i undersøgelsen udviklede en spiseforstyrrelse.
- For efterkommerne var tallet 0,4 procent
»Studiet overrasker, fordi første- og andengenerationsindvandrere ellers er overrepræsenteret inden for mange andre psykiske sygdomme som for eksempel skizofreni. Det har en af vores tidligere undersøgelser vist,« siger professor Carsten Bøcker Pedersen til Jyllands-Posten og fortsætter:
»Med den her forskel på de to grupper ser det umiddelbart ud til, at der godt kan være en socialkulturel forklaring på, hvorfor nogle får en spiseforstyrrelse.«
Jyllands-Posten har talt med Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser. Her mener man, at forskellen kan skyldes flere ting, såsom at:
- Spiseforstyrrelser ikke altid bliver anset som en acceptabel sygdom på samme måde blandt indvandrere, som de gør blandt etniske danskere.
- Der kan være forskel på kropsidealet. I indvandrermiljøer er runde former mere accepterede, mens etnisk danske piger kan virke mere påvirkede af modeindustriens tyndhedsideal.
Undersøgelsen er et led i en større internationel undersøgelse. Den svenske delundersøgelse konkluderer det samme som den danske.
Studiet er udgivet i databasen PubMed.
ele