Spektakulær opdagelse: Menneskeligt DNA fundet i 10.000 år gammelt 'tyggegummi'
Kilde: 
20 maj 2019

Hvad kan et stykke gennemgnasket harpiks fortælle os om menneskets udvikling i Skandinavien? Mere, end man lige går og tror. 

Science Daily skriver nemlig i en pressemeddelelse, at en analyse af flere harpikskugler, der er over 10.000 år gamle, kan være med til at klarlægge, hvem der slog sig ned i Skandinavien, da isen trak sig tilbage for over 10.000 år siden. 

Kuglerne stammer oprindeligt fra barken på et birketræ og blev fundet allerede tilbage i 1990 ved vestkysten i Sverige.

Dengang var det imidlertid ikke muligt at analysere menneskeligt DNA - og slet ikke fra ikke-menneskeligt væv. 

Tidligere har det kun være muligt at sige noget om menneskets udvikling baseret på det sparsomme antal knogler, arkæologer har fundet løbende, men med nye teknologier er døren til fortiden nu sparket ind. 

Ifølge Science Daily har forskerne fundet DNA fra tre individer i tyggegummiet - to kvinder og en mand. 

Og de nye fund kan være med til at bekræfte tidligere teorier om, at der først kom jægere og samlere, som rejste fra det vestlige Europa langs kysten ved Norge for over 11.000 år siden.

Omkring 1.000 år senere kom folk så fra, hvad vi i dag betegner som, det nordlige Rusland og Finland. 

LÆS OGSÅ: Willerslevs nye, vilde fund: 10.000 år gamle knogler fra Brasilien bærer gener fra Stillehavsøer

Harpiks_tyggegummi_10.000 år gammelt fund

Forskerne har analyseret 10.000 år gammelt harpiks. Det kan være med til at fortælle mere om, hvem der slog sig ned i Skandinavien på det tidspunkt. (Foto: Stockholm Universitet.)

Til No.dk fortæller arkælog og forsker ved Kulturhistorisk museum i Oslo, Per Persson, om det helt særlige fund

»Mennesker som disse findes ikke længere i dag. Dele af deres DNA findes fortsat hos mennesker, som lever i dag, men der er ingen, som har den samme sammensætning,« fortæller Per Persson. 

Han har været med til at lede projektet sammen med arkæologer og genetikere i Norge og Sverige. 

Udover at blive brugt som tyggegummi blev harpiksen ligeledes anvendt som lim til værktøjer og andre teknologier tilbage i stenalderen. Der er endnu ikke fundet nogle stykker gennemtyggede harpiks i Norge, men de nye muligheder har været med til at vække forskernes opmærksomhed, fortæller Per Persson.

Studiet er publiceret i Communications Biology og er foretaget af Stockholm Universitet. 

LÆS OGSÅ: Spektakulært fortidsfund: Dinofjer indkapslet i rav

LÆS OGSÅ: Unikt fund: Baby-slange pakket ind i 100 millioner år gammel rav

LÆS OGSÅ: Vildt fund: 1.000 år gammel shamanpung indeholdt psykedeliske stoffer

nan

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.