Nichlas Hansen på 13 år skubber patronen ned i det lille magasin på kaliber 22-geværet. Han læner sig fremover, kniber det ene øje i, mens han med det andet fokuserer gennem kikkertsigtet på den store riffel. Der er 15 meter ned til skydeskiven i den anden ende af skydebanen.

Han sætter fingeren på aftrækkeren. Står fuldstændig ubevægelig.

”Knald!” Kuglen rammer skydeskiven i midterste ring.

»Før jeg begyndte til skydning, kunne jeg slet ikke sidde stille eller stå stille. I starten var det også meget svært at stå stille, når jeg skulle skyde. Inde på skydebanen fik jeg at vide, at jeg skulle stå helt stille for at skyde bedre. Jeg skal stå roligt i én stilling for at ramme plet,« fortæller han.

Nu efter tre sæsoner med skydeidræt har Nichlas Hansen lært at lukke af for de tusinder af stimuli og forstyrrelser udefra for en kort periode, mens han skyder:

Klassekammeraterne fra specialklassen på Rosengaardskolen Fønix i Odense, som hver især står og finder ro i deres afskærmede skyderum, lader geværet, sigter og affyrer.

Skydeinstruktørerne som går frem og tilbage for at hjælpe de enkelte børn.

Videnskab.dk’s web-tv-journalist som med kæmpe kamera forsøger at fange de bedste glimt af de skydende børn. Masser og masser af forstyrrelser som Nichlas skal rette sin opmærksomhed væk fra for at kunne skyde godt.

Nichlas Hansen er begyndt selv at gå til skydeidræt sammen med en kammerat fra klassen. (Foto: Marie Barse)

Skydeidræt giver noget positivt

I dag er ph.d.-studerende på Institut for Psykologi på Syddansk Universitet, Annegrete Månsson også i Bullerup Skytteforening. Hun kører det forskningsprojekt, som Nichlas Hansen og hans klassekammerater er med i.

Hun vil gerne finde ud af, hvad skydeidrætten gør for disse børn, som ellers har så svært ved at finde ro, koncentrere sig og fokusere opmærksomheden.

I dag skal hun observere børnene og tale med nogle af dem om, hvad de får ud af at gå til skydning.

»Baggrunden for projektet er, at man i DGI-skydning i en årrække har fået tilbagemeldinger fra lærere, forældre og skytteforeninger om, at når børn med ADHD og ADHD-lignende vanskeligheder går til skydeidræt, så sker der noget positivt,« fortæller hun.

Annegrete Månsson besluttede derfor at designe et forskningsprojekt, som kunne afgøre, om der var hold i de tilbagemeldinger.

I samarbejde med professor Kirsten K. Roessler og adjunkt Mette Elmose fra Institut for Psykologi på SDU og ungdomspsykiater Søren Dalsgaard fra Aarhus Universitet søgte hun om penge hos Trygfonden.

Efter at have leveret en grundig redegørelse for sikkerheden i projektet, modtog forskergruppen knapt to millioner kroner. For de penge har Annegrete Månsson siden 2015 fulgt 50 børn med ADHD, som går til skydning, og 50 børn med ADHD som ikke går til skydning.

Hun og hendes forskerkollegaer tester børnenes evne til at koncentrere sig og holde opmærksomhed og undersøger desuden graden af hyperaktivitet og impulsivitet hos børnene før og efter, de har gået til skydeidræt i seks måneder.

Derudover kigger de på, hvilken betydning skydeidrætten i øvrigt har for børnene trivsel og livskvalitet.

Læs mere om forskningsprojektet i boksen under artiklen.

Ved skydeidræt får du med det samme feedback på, hvordan du har klaret dig. At ramme plet kræver dyb koncentration, styr over vejrtrækningen og fuldstændig ro i kroppen. (Foto: Marie Barse)

At skyde kræver koncentration

For de fleste vil en kombination af skydeidræt og børn med ADHD sandsynligvis lyde som en underlig og lidt halvfarlig cocktail. Men det hænger nok sammen med, at de færreste har været i en skytteforening og prøvet at skulle ramme plet med et skydevåben på en lille skydeskive.

For det kræver faktisk meget fokus og koncentration, forklarer Annegrete Månsson.

»Man bruger blandt andet åndedrættet til at få ro i kroppen. For at ramme plet skal du have fuldstændig fokus og stå helt stille. Det lærer børnene. De træner deres koncentration med noget, som, de faktisk synes, er sjovt. Det betyder også meget, at du får umiddelbar feedback. Du ser med det samme, hvordan du har ramt skiven,« siger hun.

Derudover har skydeidræt nærmest de perfekte rammer for børn med ADHD:

• Der er klare regler for, hvordan alt foregår, og man skal gøre det samme hver gang: Få udleveret skydeskive. Tage sit høreværn på vej ind på skydebanen. Skyde en runde med en type gevær. Hente ny skydeskive og skyde en ny runde med en anden type gevær.

• Børnene har høreværn på og nogle har også skydejakke på, som er med til at give stabilitet og ro i kroppen. Begge dele medvirker også til at skærme for stimuli udefra.

• Der er en tæt 1:1 relation til en voksen.

• Børnene står i en lille afskærmet boks.

Professor: Det giver mening!

Per Hove Thomsen er professor på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Risskov på Aarhus Universitetshospital. Han forsker i børn med ADHD og mulige tiltag til at hjælpe disse børn og deres familier.

Han er ikke en del af skydeidrætsforskningsprojektet, men efter hans mening giver det rigtig god mening.

»Det er et interessant projekt, synes jeg. Umiddelbart kan man tænke, at hvad skal det nu hjælpe, at de skal til at skyde med gevær? Men de her børn har brug for at træne deres koncentrationsevne, og det kan de gøre med skydningen,« siger han.

Det, der er rigtig spændende, er ifølge Per Hove Thomsen, om børnene vil være i stand til at overføre den koncentrationsevne, de opøver på skydebanen, til hverdagen i skolen.

Han fortæller, at tidligere forskning har vist, at computerspil, som træner koncentrationen, har en effekt på børn med ADHD – også efter computeren er slukket.

Forskerne fra SDU med Annegrete Månssson i spidsen skal blandt andet undersøge, om børnenes ADHD-symptomer generelt bliver forbedret, når de går til skydeidræt. Kort sagt: Kan børnene overføre den koncentration, de har lært på skydebanen til deres dagligdag?

Nogle af børnene har skydejakke på. Jakken er tung og sidder ret stramt. Den er med til at give samling og ro i kroppen. (Foto Marie Barse)

Nu skal jeg selv være rolig

De foreløbige tilbagemeldinger, Annegrete Månsson har fået fra lærere, børn og forældre, tyder på, at skydningen har en effekt også på resten af børnenes dagligdag.

Nichlas Hansen synes selv, han kan mærke, at han er blevet mere rolig af at gå til skydning.

»Min ADHD gør, at jeg har svært ved at være rolig og sidde roligt. Jeg har fået medicin for at prøve at være rolig. Først ritalin, men det hjalp ikke. Så fik jeg noget andet, men der fik jeg det så dårligt, at jeg slet ikke kunne være i skole. Nu får jeg ikke noget medicin, så nu skal jeg selv lære at være rolig. Jeg synes, det er nemmere at være rolig i skolen, efter jeg er begyndt til skydning,« siger han.

Hans pædagog Camilla Bebe, synes også, hun kan se en positiv forandring hos Nichlas.

»Nichlas er vokset meget modningsmæssigt. Han snakkede meget i starten. Han snakkede hele tiden, også når han skulle skyde. Han fik at vide, at hvis han snakkede, kunne han ikke skyde lige så godt. Han har lært at få ro på og at koncentrere sig. Han har tidligere været meget nem at aflede,« fortæller hun.

ADHD kan mindskes med alderen

ADHD er en tilstand, som kan ændre sig med tiden, og efterhånden som børnene bliver ældre, fortæller Per Hove Thomsen.

»Nogle bliver mere rolige med alderen. Op mod teenageårene vil omkring en tredjedel af sig selv blive mere rolige og blive bedre til at koncentrere sig og have færre symptomer.«

Derfor er det også godt, at forskerne fra SDU har en kontrolgruppe af børn med ADHD, som ikke går til skydeidræt. Hvis skydeidrætten viser sig at have en effekt på børnenes koncentration, så kan forskerne netop vurdere, hvor stor en effekt, der kan tilskrives skydeidrætten, og hvor meget der eventuelt skyldes naturlig udvikling i ADHD-symptomerne.

Nichlas har lært flere af sine klassekammerater bedre at kende gennem skydeidrætten. Klassen tager nemlig bussen ud til skytteforeningen, og her sidder man sammen to og to i bussen og kan komme til at snakke med folk fra klassen, man normalt ikke taler med. (Foto: Marie Barse)

Børnene får en fritidsaktivitet

Ud over test af AHDH-kernesymptomerne før og et halvt år efter skydeidrætten laver Annegrete Månsson også kvalitative interviews med en del af børnene og observerer dem både i skolen og i skytteforeningen.

Børnene, deres forældre og lærere udfylder desuden spørgeskemaer om, hvordan børnene fungerer i hverdagen, og hvad det har betydet for deres livskvalitet, at de har gået til skydning.

»Familierne til de her børn har ofte ikke haft en kultur, hvor man går til noget i fritiden. Man har ikke tradition for et fritidsliv. Så der er også en masse socialt i det her med, at man går til noget sammen. Mange er begyndt at komme her i fritiden også,« fortæller pædagog Camilla Bebe.

Det gælder for eksempel Nichlas Hansen, som hver mandag aften tager på skydebanen med tre kammerater fra klassen.

»Jeg har aldrig gået til noget før. Kun en overgang, hvor jeg var med til noget skolefodbold efter skole, men til fodbold skal man være meget urolig. Så det gjorde det endnu sværere at lave noget og koncentrere sig i skolen,« siger han.

Træner at køre i bus på vej til skydning

På Rosengaardskolen Fønix har de desuden ladet den ugentlige skydeaktivitet være anledning til at træne buskørsel med børnene.

»Normalt bliver de her børn fragtet rundt i taxa. De bliver kørt til skole i taxa og hentet og kørt hjem i taxa. Vi har brugt skydningen som en anledning til at lave bustræning. Så de har lært at køre i bus. Det giver en masse frihed, at de selv nemmere kan komme rundt og ikke skal køres til alt,« siger Camilla Bebe.

Børnene sidder sammen to og to i bussen, så det giver også mulighed for at snakke med nogle kammerater, man normalt måske ikke snakker med, fortæller Camilla Bebe.

»Det er dejligt at gå til noget og komme lidt væk fra skolen. Og så har jeg lært mine klassekammerater bedre at kende,« siger Nichlas Hansen.