Skræmmende fund: Spædbørn begravet med hjelme lavet af andre børns kranier
Spædbørn hjelme af kranier

Man formoder, at kranierne, som hjelmene blev lavet af, stadig havde hud, da ritualet blev foretaget. (Foto: Sara Juengst)

Man formoder, at kranierne, som hjelmene blev lavet af, stadig havde hud, da ritualet blev foretaget. (Foto: Sara Juengst)

Kilde: 
20 november 2019

Som arkæolog står man ofte ansigt til ansigt med menneskets fortid, og det kan være en barsk fornøjelse.

Det har en gruppe arkæologer ved udgravningen af en 2.100 år gammel gravplads i Ecuador nok måttet sande, da de ifølge Live Science fandt to spædbørn, som var iført hjelme lavet af andre ældre børns kranier.

Det er første gang, man nogensinde har udgravet et sådant ritual.

LÆS OGSÅ: Danske arkæologer åbenbarer oldgamle besværgelser

Udgravningen, som fandt sted mellem 2014 og 2016, er beskrevet i tidsskriftet Latin American Antiquity. Her skriver arkæologerne, at de ikke er sikre på, hvorfor man har lavet hjelmene. 

De spekulerer i, at det måske kan have været gjort som et spirituelt forsøg på at bevare spædbørnenes sjæle.

Arkæologerne fandt også afbildninger af ‘forfædre’ lavet af sten i gravene, hvilket bakker op om tesen om, at børnene har været en del af et spirituelt ritual.

Ifølge Live Science har tidligere forskning vist, at området, kort tid før børnene blev begravet, var udsat for et vulkanudbrud. Det kan have påvirket landbruget, og det nye fund vidner også om, at børnene har været underernærede, hvilket muligvis også var deres dødsårsag.

Forskerne gisner om, at den brutale begravelse kan have været del af et større rituelt forsøg på at afhjælpe konsekvenserne af vulkanudbruddet. De vurderer dog, at der er brug for flere beviser, før denne teori kan bekræftes.

Arkæologerne formoder, at de børn, hvis hoveder hjelmene er lavet af, stadig har haft hud, da begravelsen blev foretaget, da hovederne ellers ville være gået fra hinanden. De fandt også en knogle fra en menneskehånd, der sad i spænd mellem et af spædbørnenes kranier og hjelmen.

LÆS OGSÅ: Hvor er de danske konger begravet?

LÆS OGSÅ: Hvorfor er ting fra fortiden begravet i jord?

jsj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.