Skønlitteratur kan hjælpe os til at forstå os selv under coronakrisen
Skønlitteraturen er en skanse mod angsten; den hjælper os med at håndtere og eliminere en ubærlig trussel mod vores eksistens, skriver to forskere i denne artikel.
Skønlitteratur krise corona COVID-19

Skønlitteraturens rolle i løbet af en epidemi eller katastrofe er at begrænse verden til noget, den menneskelige fantasi kan rumme. (Foto: Shutterstock)

Skønlitteraturens rolle i løbet af en epidemi eller katastrofe er at begrænse verden til noget, den menneskelige fantasi kan rumme. (Foto: Shutterstock)

Nyheden for gennem universitetet som et skrækslagent, hurtigtløbende dyr. Da jeg hørte nyheden, efterlod den mig skælvende og dirrende, men også forbløffet, for selvom det var en dårlig nyhed - uden tvivl den værste - så var den også på en måde oplivende, som om virkeligheden hviskede mig i øret: Jeg kan stadig udrette store ting; jeg kan stadig overraske dig, dit fjollede pigebarn, dig og alle andre...

Roberto Bolaño, 'Amulet'

Ovenstående er et citat fra den chilenske forfatter Roberto Bolaños roman 'Amulet' fra 1999, som i dén grad fanger coronapandemiens nuværende eksistentielle øjeblik.

Skønlitteraturen kan tvinge os til at se verden på en helt ny måde, når noget uforudset - som en global krise, der lukker samfund på tværs af kloden ned - finder sted.

Det, mener vi, at der er to årsager til, som måske er en lille smule selvmodsigende. 

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Andre tider, samme udfordringer

Ved første øjekast udvider skønlitteraturen vores fantasi.

Vi tyer til dystopisk skønlitteratur i krisetider, for at forstå hvordan man i andre tider og andre steder klarede sig igennem lignende udfordringer.

Det er angiveligt årsagen til, at film som 'Contagion' (der handler om en smitsom sygdom, som dræber mere end 26 millioner mennesker verden over) og katastrofefilmen fra 1995 'Outbreak' på nuværende tidspunkt er blandt verdens mest streamede film.

Også litteraturen kan være med - både Emily St. John Mandels 'Station 11' fra 2015 og Giovanni Boccaccios 'Dekameron' fra det 14. århundrede, der blandt andet beretter om pestens hærgen i Firenze, ligger højt på corona-læseplanen.

Nogle af os udspiller endda et velkendt scenarie skildret i de apokalyptiske katastrofefilm og bøger, når vi i smug flygter til fjerntliggende sommerhuse eller småøer for at slå lejr, indtil truslen er drevet over.

Det følgende afsnit fra Doris Lessings roman 'En overlevendes erindringer' fra 1974 er genklang af, hvad vi oplever lige for tiden: 

Alligevel var der øjeblikke, hvor det spil, vi alle indvilligede i at spille, ikke kunne måle sig med begivenhederne; vi var fanget i en følelse af uvirkelighed, nærmest kvalme. Måske var følelsen af, at jorden var ved at forsvinde under fødderne på os, den virkelige fjende… eller måske troede vi, at det var sådan, det forholdt sig.

Måske var årsagen til vores stiltiende aftale, at intet særligt, eller i det mindste intet uopretteligt, fandt sted, at vores fjende var Virkeligheden, så derfor gav vi os selv lov til at vide, hvad der skete. 
Måske skulle vores forstillelse, alles forstillelse, som i de øjeblikke, hvor vi følte os nøgne, forsvarsløse, absurde, og som om vi spillede komedie, betragtes som beundringsværdig?

Doris Lessing, 'En overlevendes erindringer'.

En fredfyldt ø af uvidenhed

Det bringer os til skønlitteraturens anden - og måske mindre indlysende - funktion.

Ved nærmere eftersyn udvider skønlitteraturen ikke bare vores fantasi; den gør også vores verden mindre.

På denne måde hjælper den os med at håndtere og eliminere en ubærlig trussel mod vores eksistens.

Lyder det forvirrende? Så tænk på, hvordan vi mennesker tackler det, når vi bliver konfronteret med noget, vi ikke forstår eller ved, hvordan vi instinktmæssigt skal reagere på.

Vi er nødt til at etablere en form for kommunikativt forhold til det, vi står overfor. Når tordenskyerne ruller hen over himlen, navngiver vi det efter en gud, som, vi forestiller os, kommunikerer med os.

De klogeste af os (det påstår man i hvert fald) fortolker tordenvejret; tordenbragene og lynnedslagene kommunikerer på et særligt sprog, og den gud, som taler dette sprog, bliver talsperson for denne nye verden.

I henhold til aftale: Hvis vi opfører os på en bestemt måde, vil guderne (eller virkeligheden) svare, på en måde vi kan forstå.

Vores verden ikke er fuld af indsigt og forståelse

Ingen forstod måske skrøbeligheden ved denne position helt så godt som én af den amerikanske horrorlitteraturs største navne, H.P. Lovecraft. 

Begyndelsen på hans nok mest berømte novelle, 'Cthulhu kalder: Fortællinger 1926-1928', opsummerer hans synsvinkel på bedste vis:

Efter min opfattelse findes der ikke større nåde her i verden end den menneskelige bevidstheds manglende evne til at kombinere samtlige af sine bestandele. Vi lever på en fredfyldt ø af uvidenhed midt i et uendeligt, sort hav, og det har aldrig været meningen, at vi skulle rejse ret langt.

Endskønt videnskaberne kæmper for at udvikle sig i hver deres retning, har de hidtil ikke voldt os nogen større skade, men en dag vil sammenstillingen af separat viden afsløre så gruopvækkende flader af virkeligheden og af vores skræmmende plads i den, at vi enten som følge af denne åbenbaring vil blive vanvittige eller også flygte fra det dødbringende lys ind i en ny, formørket tidsalders fred og tryghed.

H.P. Lovecraft, 'Cthulhu kalder: Fortællinger 1926-1928'

Lovecraft indikerer på kosmisk vis, at vores verden ikke er fuld af indsigt og forståelse, men af lykkelig uvidenhed.

De historier, vi fortæller os selv om virkeligheden, er et alternativ til rædslen ved at forstå vores (ubetydelige) plads i den.

Skønlitteraturens fantastiske elasticitet

Skønlitteraturens rolle er i dette tilfælde at begrænse verden til noget, den menneskelige fantasi kan rumme.

Sagt med andre ord, den lader os se virkeligheden - ikke gennem forståelse - men netop ved ikke at forstå den.

På denne måde er skønlitteraturen et værn mod det, som Lovecraft kalder 'virkelighedens frygtelige fremtidsperspektiver'.

Så selvom skønlitteraturen på en måde udvider vores fantasi, gør den det ved først at gøre vores verden mindre (og det gør den, for at førstnævnte kan finde sted uden at være ude af kontrol).

Det er skønlitteraturens fantastiske elasticitet. Den er en skanse mod angsten; den sikrer os mod truslen om at miste kontrollen.

Er virkeligheden mere skræmmende end skønlitteraturen?

COVID-19 er en påmindelse om denne trussel.

Gennem 'Outbreak' - og alle de andre katastrofefilm - kan vi på sikker afstand opleve denne trussel. Filmene flytter fokus fra angst til frygt - alt er muligt i førstnævnte, mens sidstnævnte giver rædslen et håndgribeligt objekt.

Tag den allestedsnærværende 'krigs'-metafor, der i disse dage bliver kastet rundt - blandt andet af Mario Draghi, tidligere formand for Den Europæiske Centralbank, i en artikel i Financial Times: 'We face a war against coronavirus and must mobilise accordingly'. (På dansk: 'Vi står overfor en krig mod coronavirus, og vi må mobilisere os i overensstemmelse hermed', red.)

Selvom vi frygter en krig nok så meget, giver den mening. 

Men som kirurg og vicegeneralsekretær for lægeforeningen i Madrid, Ángela Hernández Puente, lakonisk udtrykker det:

»Det er ikke en krig: Det er bare en meget dårligt håndteret epidemi.«

Hvad kan vi lære af Roberto Bolaños bøger?

I vores kommende bog har vi bedt bidragyderne om at beskrive konsekvenserne af denne apokalyptiske tid for vores akademiske felt - organisationsstudier - gennem den chilenske forfatter Roberto Bolaños værker; især hans storslåede sidste roman '2666'.

Selve titlen er en gåde, fordi '2666' ikke optræder i én eneste af romanens 5 sektioner.

Tallet tager form af en datoangivelse. En dato langt ude i fremtiden, der i vores optik markerer en handlingslammelse mellem en historie, som ikke længere udfolder sig fremadrettet, som er ude af stand til levere tilstrækkelig støtte og ressourcer, så vi kan finde ud af, hvordan vi kommer videre - og en fremtid, som vi anticiperer, men hverken kan forestille os eller tage mål af.

I romanen 'Amulet', som vi også indledte artiklen med, leverer Roberto Bolaño et subtilt hint om, at han ser fremtiden som apokalyptisk:

…. en kirkegård i år 2666, en glemt kirkegård under et ligs øjenlåg eller et ufødt barn, badet i de lidenskabsløse væsker fra et øje, der forsøgte så ihærdigt at glemme en bestemt ting, at det endte med at glemme alt andet.

Roberto Bolaño, 'Amulet'

Christian De Cock og Rasmus Johsens bog 'Organization 2666' udkommer i løbet af sommeren 2020 hos Springer VS.

Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.