Stedet ligger strategisk placeret halvvejs inde i fjorden ved Kirkenes i Finnmark, som er Norges nordligste amt.
For 6-7.000 år siden var vandvejen den mest effektive måde at rejse på. For stenaldermenneskene var det en motorvej, som de bevægede sig rundt på, blandt andet når de var på jagt efter bytte.
Og lige her på Gamnes, mellem udløbet fra floden inde i landet og flodmundingen, som åbner mod Barentshavet, er der sidste sommer fundet masser af motiver hugget i klipperne. Af rensdyr og elg, i flok og alene, med og uden unger.
Normalt vender helleristningernes dyr i alle retninger. Men her er de fleste rensdyr afbildet med snuden i samme retning.
»Rensdyrene (på helleristningerne, red.) går ned i fjorden. Det kan indikere, at symbolerne, udhugget i klippen, skildrer en trækrute,« forklarer Anja Roth Niemi. Hun er projektleder for de arkæologiske udgravninger i regi af Universitetetsmuseet i Tromsø, UIT Norges arktiske universitet.
Niemi tror, at tegnene viste, hvor dyrene befandt sig, og hvordan de bevægede sig rundt i området. De var livsvigtige beskeder fra den ene jæger til en anden.
»I dag trækker rensdyrene fra kysten ind i landet med deres kalve om efteråret. Måske var det også sådan i stenalderen,« fortæller hun.
Helleristningerne i Kirkenes har usædvanligt ensidige motiver
\ Fakta
Helleristninger, (af svensk häll ‘flad sten’) er billeder og symboler hugget ind på klipper eller stenblokke. De nordiske helleristninger fra bronzealderen er blandt de fornemste i verden. Sverige, især Bohuslän (Tanum), har de rigeste fund, men også Norge og Bornholm er velforsynet. Helleristninger hører til kategorien billedsten, der i andre udformninger også kendes fra senere perioder. Kilde: Den Store Danske
Helleristningerne i Nordnorge er et sjældent fund og foreløbigt de eneste helleristninger fra stenalderen i øst-Finnmark. Tegnene er formentlig fra 5.200-4.200 f.v.t.
Indtil videre har fagfolkene talt 48 figurer, enkelte af dem ufærdige, men de regner med, at endnu flere dukker op, når de får fjernet det lav, som dækker dem.
Det er usædvanligt, at motivvalget er så uvarieret.
I Alta i vest-Finnmark findes der også helleristninger fra den samme periode, men her er der afbildet både, bjørne, fisk og jagtscener. Men i Kirkenes er der kun rensdyr og elg.
Hvorfor tegnede stenaldermenneskene netop disse dyr, og hvorfor lige akkurat her?
Beskederne på klippen var et landemærke for jægere
Fortolkningerne er kun lige begyndt, men Anja Roth Niemi og hendes kollegaer har deres teorier:
På denne tid blev folk i nord mere bofaste. Det viser udgravninger fra bopladser. Sandsynligvis gik mindre grupper ud på jagt, og de fulgte dyrene, der søgte nye græsgange med årstiderne.
Den centrale placering gjorde helleristningerne synlige fra flere retninger. Vandlinjen var højere dengang, og når jægerne ankom med båd til fjorden, kunne de næsten ikke undgå at få øje på tegnene i vandkanten.
»Helleristningerne var meget synlige for folk, som rejste forbi. Vi forestiller os, at det var et vigtigt landemærke på ruten,« fortæller Niemi.
Hun tror, at netop manglen på variation af motiver fortæller os noget om, hvilken betydning stedet havde for de mennesker, der brugte det.
Knoglerester fra områdets mange stenalderbopladser tyder på, at indbyggerne i kystområderne jagede rensdyr. Og at elg var vigtig længere inde i landet.
»Måske var tegnene en slags informationsbase. Måske var det her, jægerne udvekslede informationer om dyrenes adfærd.
Meddelelserne var nøje overvejede overleveringer
Der er imidlertid mange fortolkningsmuligheder. Det er ikke nemt at forstå meddelelserne fra mennesker, der levede for 7.000 år siden.
»Vi tolker jo ud fra vores egen verden. Men vi ser altid tegnene i sammenhæng med andre fund,« forklarer Niemi.
\ Fakta
Helleristningernes motiver er især skibe, Solen og mennesker i procession med lurer og økser. Samlejescener og pløje- og kampscener er også hyppige. Blandt tegnene er det almindeligste de skålformede fordybninger, de såkaldte skåltegn, der kan brede sig på stenene, som var de stjerner på himmelhvælvingen. Det er nærliggende at tolke billederne religiøst: som gengivelser af riter med dyrkelse af frugtbarhed (helligt bryllup) og Solen. Det gælder om at opretholde kosmos og det cykliske forløb i det mindste og i det største. Kilde: Den Store Danske
Bopladserne og redskaberne fortæller os noget om, hvad stenaldermennesket jagede, og hvordan de boede. De seneste år er det desuden blevet mere almindeligt at tolke klippens facon som en del af helleristningen og at lægge vægt på, hvor i terrænet de er placeret, forklarer Niemi.
For kunsten dukker ikke op hvor som helst.
»Den forklaring, at de huggede i klippen bare for at fortælle, at de havde været på jagt, er lidt for enkel,« fortæller arkæologen, som fortsætter:
»I dag skribler vi overalt, fordi vi lever i menneskeskabte omgivelser. Dengang var det nok mere betydningsfuldt, når man satte sit mærke i naturen. Det er ikke grafitti, som bare fortæller, at de var her; som signaturen ‘Kilroy was here’.«
Helleristningerne blev brugt til at dele jagthemmeligheder
Det forholdt sig nok ikke sådan, at vores forfædre huggede i klippen for at markere, at dette var deres del af Gamnes.
Sandsynligvis boede ingen her. Arkæologerne kan ihvertfald ikke finde bopladser fra denne periode i det nærliggende område. Det styrker også teorien om, at helleristningerne var en besked til de forbipasserende.
Men ville de virkelig dele de værdifulde jagthemmeligheder med konkurrenterne?
»Jeg tror lige så gerne, at det var informationer til deres egen gruppe; en overføring af af viden til efterfølgende generationer,« forklarer Niemi.
Men det er ikke et entydigt billede. Det vidner nemlig om, at mange grupper ønskede at ytre sig på klippestenen. Et sted er en elg blevet hugget i klippen over et rensdyr. Der er rigelig plads på klippefladen, så måske forsøgte en person inde fra landet at markere, at elgen var vigtigere end rensdyrene?
Håber på at finde flere
Forskerne skal fremover se nøjere på helleristningerne for at finde ud af, hvilke metoder stenaldermenneskene brugte.
Helleristningerne minder om dem, man kan se i Alta, og som står på UNESCOs verdensarvsliste. Det kan betyde, at der har været kontakt mellem de to grupper fra øst og vest, og forskerne spekulerer derfor på, om de folk, der fremstillede tegnene i Kirkenes-klipperne, også fremstillede tegnene i Alta og på Kolahalvøen i Rusland.
Arkæologerne satser på at finde flere tegn for at afsløre mere om den tid, de stammer fra. Da de snublede over helleristningerne sidste år, skulle de egentlig til at udgrave en boplads og en samisk gammetuft (kendt samisk boligtype, red.), fordi der skal udvikles industri i området. Men midt i en frokostpause under udgravningen faldt lyset skråt på klippen, og tegningerne kom pludselig til syne.
Nu skal de dokumentere tegnene grundigt, før industrivirksomheden starter, så kunsten kan blive genskabt andetsteds.
Arkæolog Anja Roth Niemi håber, at det specielle fund kan inspirere vandringsfolk til at kigge ekstra nøje på de klipper, de passerer. For selv et utrænet øje kan registrere helleristninger.
»Se efter streger, der virker lidt malplacerede. Vi tror, at der er flere tegninger i området, og det ville være dejligt, hvis vi fandt dem,« slutter Anja Roth Niemi.
© forskning.no Oversat af Stephanie Lammers-Clark