Sex and the City-filmen er på én gang en typisk Hollywood-film og så alligevel ikke…
Størstedelen af Hollywood-film bliver produceret til unge mænd mellem 15 og 25 år, men Sex and the City er en undtagelse.
Filmen er nemlig blevet det, man kan kalde for populær kommerciel kult – for et kvindeligt publikum.
Tre krav karakteriserer kultfilm
Ifølge filmforsker Timothy Corrigan kan alle film i princippet gøres til kultfilm, fordi kult er en måde at opleve filmen, snarere end det er en bestemt type film. De to mest udbredte typer i dag er den historiske kultfilm som Michael Curtiz’ Casablanca og den nyere kommercielle kultfilm som Ridley Scotts Blade Runner.
Sex and the City er netop en kommerciel kultfilm og eksemplificerer de tre grundlæggende krav til kult-performance – altså hvordan publikum dyrker kultfilmen – som kort sagt består i:
at udvælge filmen at nyde gensynet med filmen at citere fra filmen, enten i form af en one-liner fra dialogen, en bestemt håndbevægelse eller at iføre sig en bestemt beklædningsgenstand.
Film-valget får publikum til at skille sig ud
Når kultfilmen udvælges af sit publikum, skyldes det ofte, at den af andre opfattes som ‘dårlig smag’. På den måde kan man som publikum netop skille sig ud og vise sin personlige smag.
Sex and the City er en romantisk komedie (eller rom-com). Selv om romantiske komedier effektivt udstiller samtidens forestillinger om kærlighed og kulturel identitet, bliver genren set ned på, ifølge filmforskerne Stacey Abbot og Debrah Jermyn.
Det er der flere forklaringer på, men det skyldes blandt andet, at det er en chick-flick, dvs. en underholdningsfilm, som primært henvender sig til et kvindeligt publikum, en følelses-manipulerende romantisk fiktion og et forudsigeligt plot.
Når mange kvinder vælger at gå ind for at se Sex and the City i biografen i grupper, som det bl.a. blev rapporteret i New York Times, kan det derfor ses som et eksempel på kult-performance. Tilskueren vælger at se filmen på sin egen måde ved at følges ad med sine egne veninder ligesom de fire veninder i filmen. Om det er et udtryk for et fravalg af seriøs filmkunst eller et tilvalg af romantisk fiktion, kunne en empirisk undersøgelse be- eller afkræfte.
Filmen er et gensyn med fire veninder
Filmen Sex and the City er en ‘sequel’ til en succesfuld tv-serie, som desuden er udkommet på dvd. På den måde kan filmen for mange millioner af tilskuere have et indbygget gensyn med karakterer, som man kender og har kendt potentielt igennem mange år.
Tv-serien kørte fra 1998 til 2004, og en af de centrale forskelle på den enkeltstående film og den ugentlige tv-serie er jo netop, at tv-serien, hvis den er populær, bliver et ugentligt ritual og gensyn synkront med tv-seerens eget liv.
Den første film fungerer derfor som et gensyn, og der gøres også i filmens titelsekvens direkte opmærksom på at der gået tre år ‘siden sidst’. For den del af publikum, som ikke fulgte med serien vises både highlights fra hver af fire kvindelige hovedpersoners liv serien igennem og især fra seriens sidste afsnit.
Fans citerer filmen ved at dyrke mode ligesom Carrie
I Sex and the City er det vigtigt at være velklædt, at have sin egen stil og at være mode- og mærkebevidst. Carrie Bradshaw (spillet af Sarah Jessica Parker) har f.eks. et nært forhold til skomærket Manolo Blahnik og et omfattende forbrug af designertøj og accessories.
Men det er Carrie’s personlige stil, som ifølge medieforskerne Bruzzi og Gibson både udtrykker en central del af karakterens personlighed og bliver et virkemiddel for serien som helhed.
Og det er netop her, at Sex and the City adskiller sig fra andre film med og om mode, fordi det bliver muligt for den enkelte tilskuer at citere filmen ved at skabe (købe sig til) sin egen personlige stil.
Product placement spiller en hovedrolle
Product placement er, når et firma betaler for, at deres bil, tv eller sodavand bliver brugt på en positiv måde i en fiktionsfilm. Typisk fungerer product placement bedst, hvis det er integreret i handlingen, som f.eks. når Tom Hanks bruger sin Sony Ericsson mobil til at løse gåden i The Da Vinci Code (2006).
Det særlige ved product placement i filmen Sex and the City er, at det ikke bare er integreret i handlingen, men fordi mode og designertøj er en vigtig del af filmen – så er product placement en del af fornøjelsen; fra Louis Vuitton tasken som julegave og tak for tro tjeneste til de blå Manolo Blahnik-stiletter i stedet for en ring til et romantisk frieri og mange andre produkter.
Når product placement er for feinschmeckere
I Sex and the City bliver Carrie Bradshaw inviteret til at være model for Vogue i designer-brudekjoler, og dette ‘photo-shoot’ vises i en montage-sekvens.
Filmforsker Laura Mulvey har analyseret, at denne slags spektakulære billeder af poserende kvinder ofte fungerer som et stop i fortællingen. Et stop, som begærligt kan nydes af den (som regel) mandlige karakter.
I Sex and the City er der derimod ikke tale om et narrativt stop for den mandlige karakters blik. Her er det veninderne Samantha, Charlotte (og Miranda via mobil) og den homoseksuelle ven Stanford, som begejstret nyder synet af Carries optræden.
Iscenesættelsen af Carrie er derfor ikke primært for et mandligt blik (Mr. Big) på kvinden (Carrie) som sex-symbol, men et mode-anerkendende og nydende blik, som filmen inviterer til. Og hver gang Carrie poserer med en ny kjole nævnes designerens navn, fra Vera Wang til Vivienne Westwood.
Sex and the City er et eksempel på populær og særdeles kommerciel kult, fordi den inviterer til et (u)seriøst valg af filmgenre (rom-com), og til at kvinder gerne vil se filmen i grupper, til at gense karaktererne (fra tv-serien) og til at citere ved (potentielt inspireret af product placement) selv at sammensætte sin individuelle stil.
Og det er dette dobbeltgreb, som fastholder både det kommercielle og det individuelle, der gør Sex and the City til et særsyn i nyere populærfilm.
