Skat fra Harald Blåtands tid fundet på tysk ø
Kilde: 
16 april 2018

Halskæder, armbånd, perler, fibualer (bøjeligt spænde, som ofte ligner en sikkerhedsnål), en Thors hammer, smykker og mellem 5-600 mønter fra Harald Blåtands tid (910-987) er blevet fundet på Tysklands største ø, Rügen.

Det skriver Flensborg Avis, der også skriver, at 100 af mønterne personligt kan have tilhørt den tidligere danske konge Harald Blåtand.

»Skatten er det største fund af Blåtand-mønter i det sydlige Østersøområde og dermed af enestående betydning,« fortæller arkæolog og udgravningsleder, Michael Schirren, fra Landesamt für Kultur und Denkmalpflege til den tyske avis Welt ifølge Flensborg Avis.

Arkæologerne fra Mecklenburg-Vorpommern fandt skatten spredt ud på en flade på omkring 400 kvadratmeter på øen Rügen, der ligger i Østersøen.

Arkæologerne, der inkluderer amatørarkæologer, fandt de første dele af skatten tilbage i januar ved hjælp af metaldetektorer.

Amatørarkæologerne tæller blandt andet den kun 13-årige skoleelev Luca Malaschnitschenko.

Opdatering 18. april:

At skatten kan have tilhørt selveste Harald Blåtand, som nogle medier skriver, mener andre arkæologer dog overhovedet ikke, at der er belæg for at sige. Og det mener de tyske arkæologer da heller ikke, fortæller de i artiklen Tyske arkæologer: Vi har aldrig sagt, at det var Blåtands skat.

»Det er en misforståelse. Det er ikke Harald Blåtands skat, det har vi aldrig sagt. Den er meget tæt forbundet med hans regeringstid, men vi kan ikke sige, at den er direkte forbundet til hans person,« siger Michael Schirren til Videnskab.dk.

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.