I en stor del af 1700-tallet havde det danske handelskompagni Asiatisk Kompagni monopol på handlen med Indien og Kina. 

Det var dengang Danmarks suverænt største erhvervsvirksomhed, og de har heldigvis efterladt sig en masse rejseberetninger, der gemmer sig i Rigsarkivet, hvor jeg har min daglige gang. 

Nu vil jeg gerne tage dig med på opdagelse i nogle af dem. 

Lad os starte med historien om en skibskoks endeligt. 

Skibskokken Gotbergs mad var en prøvelse for mandskabet

Hans Hendrich Gotberg var kok på Asiatisk Kompagnis fregat Kronprinsessen af Danmark, der i november 1748 stævnede ud fra Christianshavn for seks en halv måned senere at ankomme til den danske handelsstation Tranquebar i Sydøstindien. 

Rejsen var noget af en prøvelse for de øvrige 125 mand, for maden var så uappetitlig, at mange ofte gik fra bordet uden at spise noget. Flere gange havde man endda fundet store lærredsklude i maden!

Efter et halvt års ophold i Tranquebar begyndte hjemrejsen. Da Gotberg fortsatte, hvor han slap, blev det for meget for kaptajnen, der frygtede for, at mange ville blive syge eller måske ligefrem dø på grund af kokkens uansvarlighed. Derfor blev kokken indstævnet for skibets interne domstol. 

Her var dommerne enige om, at han fortjente en hård, korporlig straf, for eksempel 50 eller 60 slag med den nihalede kat, en pisk med ni tovender, og desuden burde fratages en månedsløn.

Sådan kom det dog ikke til at gå, for blot fem timer efter det første retsmøde kastede Gotberg sig i havet. 

Tranquebar i 1723. Byen havde ingen havn, og al transport til og fra land måtte foregå med indiske robåde. Fæstningen Dansborg hæver sig op over byen, og til højre, i bymuren, ses søporten ind til byen. Tegning i overstyrmand Schmidts rejsedagbog om bord på skibet Dronning Anna Sophia. (Det Kongelige Bibliotek, Ny kgl. Samling 2168)

Et væld af forskningsmuligheder i Asiatisk Kompagnis arkiver

Historien om Gotberg findes i den skibsprotokol, der blev ført på Kronprinsessen af Danmarks togt i 1748-50. 

Det er en kombination af en officiel dagbog, retsprotokol, auktionsbog med oplysninger om, hvad de døde søfolk efterlod sig, og en kopibog med afskrifter af de breve, som kaptajnen sendte hjem til Asiatisk Kompagnis direktion under rejsen.

I Rigsarkivets store arkiv fra Asiatisk Kompagni er der den slags protokoller for langt de fleste af de togter, som Asiatisk Kompagni gennemførte til Indien og Kina i hele kompagniets levetid fra 1732 til 1843.

Rigsarkivet har også skibsjournaler, en slags logbøger, rullebøger med navnelister over de påmønstrede for hovedparten af Asiatisk Kompagnis rejser, protokoller, der belyser aktiviteterne i kompagniets kontorer på Christianshavn, samt nogle retsbøger fra datidens danske handelskoloni Tranquebar og handelsbøger fra Kina.

Var kølhaling en hyppig straf?

Asiatisk Kompagni har som nævnt efterladt sig et stort arkiv, og det indeholder masser af forskningsmuligheder, som mange historikere har gjort brug af.

De har blandt andet udnyttet det til at studere kompagniets økonomi, udrustningen af skibene, dødeligheden ombord, de døde søfolks ejendele og befolkningssammensætningen i Tranquebar.

Et emne, som også kunne fortjene en nærmere undersøgelse, er retsplejen ombord. 

Det kunne være interessant at se, i hvor høj grad den interne domstol på skibet fulgte de retningslinjer for strafudmåling, som Asiatisk Kompagni havde fastlagt i sine generelle retsregler, skibsartiklerne. 

Det ses tydeligt, at mange slag med en nihalet kat – altså, den straf, som Hans Hendrich Gotberg var tiltænkt, var ganske almindeligt, men hvor hyppigt gjorde man brug af de mere alvorlige korporlige straffe såsom kølhaling, hvor man blev trukket ind under skibet med reb om livet?

Kølhaling, spring fra råen og fastnagling af en hånd til masten ved hjælp af en kniv er straffe, som kan følges langt tilbage i europæisk historie. I dette træsnit fra Olaus Magnus' store værk om de nordiske folks historie (1555) er det lykkedes kunstneren at beskrive flere af de barske straffe på én gang. (Træsnit: Olaus Magnus)

Skibet Tranquebars mystiske genkapring vækker mistanke om aftalt spil

Et andet interessant forskningsemne er, hvordan mandskabet på kompagniskibene håndterede uventede begivenheder såsom forlis og kapringer. 

Sammen med en spansk historiker er jeg netop nu i gang med at kortlægge, hvad der skete, da det danske handelsskib Tranquebar i februar 1763 blev angrebet af indiske sørøvere, maratter, ved Indiens sydvestkyst, for et par dage senere at opleve, hvad man kan kalde en 'genkapring' af en portugisisk flåde.

Det mystiske forløb kan friste én til at tro, at der var tale om aftalt spil mellem de to parter, som begge fik et stort udbytte. 

Maratterne stak nemlig af med alle de effekter, der var lette at transportere, og derudover tog de en del af mandskabet som fanger. 

Portugiserne bragte skibet ind til deres handelsstation i Goa, hvor en lokal domstol fandt, at der var tale om 'lovlig prise', det vil sige krigsbytte, som var erhvervet på lovlig vis. Herefter kunne portugiserne frit gøre brug af skibet trods heftig kritik fra dansk side.

Det lykkedes derimod at få maratterne til at frigive de tilfangetagne danske søfolk, men først efter mange måneders nervekrig. Om det endte med, at Asiatisk Kompagni betalte en mindre løsesum, er lidt uklart – indtil videre i alt fald, for vores undersøgelser er langt fra afsluttet. 

Asiatisk Kompagni nød stormede succes i 1700-tallet 

Asiatisk Kompagni var Danmarks ubetinget største erhvervsvirksomhed i 1700-tallet. 

Det var organiseret som et slags aktieselskab og havde fra 1732 til 1772 dansk monopol på handel på Indien og Kina. 

Kina-monopolet blev forlænget i både 1772 og 1792. Derimod blev det i 1772 tilladt for privatpersoner i Danmark, Norge, Slesvig og Holsten at udruste skibe til handel på Indien. 

Asiatisk Kompagni blev dog ved med at være klart den vigtigste danske aktør i Indien frem til krigsårene 1807-14, hvor den danske fjernhandel gik i stå.

Fra 1732 til 1807 sendte Asiatisk Kompagni næsten hvert år mindst ét skib til såvel Indien som Kina, og i særligt gode år kunne det blive tre til fem togter. 

Te, porcelæn og indisk bomuld blev importeret i store mængder

Kompagniet nød godt af en klart stigende europæisk efterspørgsel efter asiatiske varer, især kinesisk te og porcelæn samt indisk bomuldstøj, og størstedelen af de varer, som kompagniet bragte hjem, blev videresolgt til andre europæiske lande. 

Eigtveds Pakhus på Christianshavn, der blev opført i 1748-50, var oplagrings- og auktionssted for mange af disse varer.

Da prisudviklingen i Europa udviklede sig gunstigt for indiske varer fra midten af 1740'erne, valgte Asiatisk Kompagni at intensivere handelen i Indien. 

I første omgang skete det ved en hyppigere besejling af Tranquebar, hvor Danmark havde haft handelsaktiviteter siden 1620, men i årene 1752-56 blev der også oprettet tre små handelspladser i Colachel og Calicut på den sydvest-indiske kyst og i Serampore, også kaldet Frederiksnagore, i Bengalen.

Asiatisk Kompagnis hovedsæde med direktionslokaler og kontorer lå i Strandgade på Christianshavn. Palæet, der blev opført i 1739, kaldes ofte Philip de Langes Palæ, fordi han var byggeriets entreprenør. Skibsmasterne og rigningen antyder, at kompagniets havn og værft lå lige ved siden af hovedbygning. (Maleri af Rach & Eegberg, Nationalmuseet)

Colachel og Calicut var i en årrække vigtige opkøbssteder for peber, men sygnede hen efter 1780. Serampore udviklede sig derimod til at blive et betydningsfuldt center for handel med både bomuld, silketøj og salpeter, og i slutningen af 1700-tallet blev Serampore den vigtigste danske handelsstation i Indien. 

I 1845 blev både Tranquebar og Serampore solgt til det britiske East India Company, som var det største af de mange europæiske handelsselskaber, der opererede i Indien på denne tid. 

Og det markerede også afslutningen på en unik periode i dansk handels- og søfartshistorie.