Saudiarabiske sten-konstruktioner er måske blandt verdens ældste monumenter
Saudiarabiske stenmonumenter mustatiler ældste

De mystiske sten-monumenter kaldes mustatiler og blev måske brugt til rituelle formål. Det største er 616 meter langt. (Foto: Holoscene)

De mystiske sten-monumenter kaldes mustatiler og blev måske brugt til rituelle formål. Det største er 616 meter langt. (Foto: Holoscene)

Kilde: 
28 august 2020

Hundredvis af sten-konstruktioner større end fodboldbaner findes rundt omkring i Saudi Arabien.

Et nyt studie viser, at de måske er blandt nogle af verdens ældste monumenter og daterer mere end 7.000 år tilbage. Det skriver Live Science.

De mystiske konstruktioner kaldes 'mustatiler', som på arabisk betyder rektangel.

Monumenterne består af lave stenvægge, som fra oven former et mønster, der ligner hegnslåger.

De mindste er omkring 15 meter lange, mens den største er hele 616 meter lang.

Ingen ved, hvad monumenterne blev bygget til, men det undersøger et nyt studie. 

»Det monumentale landskab er blandt de tidligste store monumentale sten-konstruktioner, man har set noget sted i verden,« fortæller forskerne i studiet ifølge Live Science.

Saudiarabiske stenmonumenter mustatiler ældste

Mustatilerne har en platform for enden, som kan ses i bunden af det øverste billede. På en af dem fandt forskerne et malet mønster. Nederst kan du se, hvordan to mustatiler ligger side om side - Jebel Dhaya mustatilen og Jubbah. (Foto: Holoscene)

Forskerne peger blandt andet på, at sten-konstruktionerne måske blev brugt til rituelle formål.

På en af dem fandt de nemlig et maleri med geometriske mønstre. 

»Konstruktionerne har formentlig været spektakulære syn, og de har muligvis været ret udførligt malet,«  fortæller hovedforfatter til studiet Huw Groucutt til Live Science. 

Mustatilerne har ingen indgang, og forskerne fandt ikke noget, der peger på, at monumenterne har haft en praktisk funktion.

I stedet er det muligt, at de har tjent sociale og rituelle formål, men man ved endnu ikke, hvilke slags ritualer der måske har fundet sted ved de store, mystiske sten-konstruktioner.

Forskerne peger dog også på, at de saudiarabiske mustatiler kan have været til for at markere territorier.

For hvis forskerne har ret i, at monumenterne er omkring 7.000 år gamle, blev de nemlig bygget i en periode, hvor mange saudiarabere var kvægavlere og havde brug for at afmærke deres land, skriver Live Science.  

Selvom forskerne bag studiet ikke er sikre på, hvad mustatilerne faktisk blev brugt til, vækker studiet begejstring blandt andre forskere.

Gary Rollefson, emeritus professor ved Whitman College i Washington, omtaler overfor Live Science studiet som »utroligt spændende«.

Han tilføjer samtidig, at der findes andre sten-konstruktioner i området, som heller ikke har nogen tydelig praktisk anvendelighed, men som altså også kan have være blevet brugt til rituel aktivitet.

mvh

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.