En særlig indsats, hvor ledige sygemeldt med angst eller depression følges tæt af både mentor og karriererådgiver, virker ikke bedre til at få folk tilbage i arbejde end jobcenterets sædvanlige tilbud om aktivering.

Det viser et nyt dansk studie, hvor forskere har udviklet og afprøvet indsatsen på i alt 326 ledige med angst eller depression. Hypotesen var, at indsatsen ville få dobbelt så mange i arbejde. Det viste sig ikke at være tilfældet.

»Vi havde alle regnet med, at det ville virke. At det, at man havde en mentor med sig og fik en håndholdt indsats, ville forbedre situationen for denne gruppe. Det er ret overraskende, at det viser sig ikke at have effekt. Da vi kom frem til resultatet, tænkte vi, 'åh nej',« siger ph.d. fra Københavns Universitet Lone Hellström.

Hun er førsteforfatter på en artikel om resultaterne i det videnskabelige tidsskrift Occupational and Environmental Medicine.

Veluddannede langt fra arbejdsmarkedet

Alle de 326 ledige i studiet var enten i matchgruppe 2 eller matchgruppe 3 og havde diagnosen angst eller depression. Alle havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling på grund af sygdommen.

Matchgruppe 2 vurderes af jobcenteret til at være mindst tre måneder fra at kunne varetage et arbejde, mens matchgruppe 3 er endnu længere fra arbejdsmarkedet.

Derudover var det et krav, at de skulle have været i job eller uddannelse inden for de seneste tre år, og at de selv var motiverede for at finde et nyt arbejde.

»Størstedelen var relativt veluddannede, de havde haft job før, og de havde ikke en lang sygdomshistorie som svingdørspatienter i psykiatrien,« siger Lone Hellström.

Halvdelen deltog i forskernes indsats. IPS-MA hed den. Det var den private 2. aktør Sherpa, som stod for at lave indsatsen.

Samtidig skulle de ledige dog også gå til møder og deltage i aktivering via jobcenteret.

I jobcenteret har man fokus på at få ledige ud i virksomhedspraktik eller løntilskudsjob. Hos 2. aktøren Sherpa, som har stået for at afprøve indsatsen, har man fokus på, at folk skal have ordinært arbejde. (Foto: Shutterstock)

Den anden halvdel gik kun hos jobcenteret.

I interventionen fik de tilknyttet både en mentor og en karriererådgiver. Mentorens fokus var at hjælpe med de helbredsmæssige og sociale udfordringer, som stod i vejen for, at den ledige kunne følge uddannelse eller job.

Det vil sige praktiske opgaver som at gå med til læge, åbne rudekuverter, søge boligsikring, bistå med at betale regninger og købe ind.

Karriererådgiveren og borgeren samarbejdede om at finde frem til, hvilken type job eller uddannelse den ledige ønskede sig, og hvad der var realistisk. Målet var job eller uddannelse på ordinære vilkår.

Karriererådgiveren hjalp for eksempel med at finde job, lave ansøgninger, CV, træne jobsamtalen og for de studerende indsende ansøgning og udarbejde studieplaner.

Under halvdelen fik job

Forskerne fulgte de ledige i to år. Efter to år blev 75 procent vurderet som jobparate. Alligevel var kun cirka 40 procent i job eller uddannelse. Det gjaldt både dem, som kun kom i jobcenteret, og dem som deltog i forskernes særlige intervention – IPS-MA.

Økonomiprofessor fra Aarhus Universitet Michael Rosholm er lige som forskerne bag studiet overrasket over den manglende effekt. Han forsker til dagligt i blandt andet beskæftigelsesindsatser for udsatte grupper.

»Vi ved, at IPS indsatsen, som IPS-MA bygger på, virker for de rigtig svære psykiatriske lidelser. Meget forskning viser, at sygemeldte med stress kan hjælpes tilbage i arbejde med interventioner, der minder om denne her. Det er lige i skabet at tænke, at denne type indsats har effekt. Så jeg er også lidt overrasket,« siger han.

Hvorfor virkede det ikke?

Forskerne har flere bud på, hvorfor indsatsen tilsyneladende var effektløs:

1. Manglede samarbejde mellem behandling og jobcenter. De ledige, som deltog i forskernes indsats, gik også i jobcenteret og havde pligt til at deltage i aktivering, som jobcenteret satte i gang. Krævede jobcenteret, at man skulle starte i virksomhedspraktik eller løntilskudsjob, havde man pligt til at gøre det, mens man sideløbende deltog i indsatsen, hvor målet var ordinært arbejde. For en i forvejen stærkt belastet gruppe mennesker kan det have været for meget. Ifølge Lone Hellström er den manglende integration mellem behandling og beskæftigelsesindsatsen sandsynligvis den vigtigste forklaing på, at indsatsen ikke virkede.
2. Manglende åbenhed om psykisk sygdom. Stort set ingen af de ledige, som deltog i interventionen ønskede at være åbne over for kommende arbejdsgivere om, at de havde angst eller depression. I den oprindelige indsats til folk med for eksempel skizofreni er et vigtigt omdrejningspunkt, at man løbende drøfter fordele og ulemper i forhold til at fortælle arbejdsgiver om sin sygdom. Åbenhed giver mulighed for, at der kan blive taget lidt ekstra hensyn til en på den nye arbejdsplads.
3. Folk var for syge. Forskerne var faktisk overraskede over, hvor dårligt deltagerne i forskningsprojektet havde det. Måske blev indsatsen givet på et tidspunkt, hvor de stadig var for syge til at få noget ud af det. Da forskerne fulgte op efter to år, var der stadig omkring 20 procent, som var syge med depression eller angst.

En del af de ledige var stadig så syge, at de fik ECT (elektrochok) for deres depression. Den behandling kan blandt andet give kortere eller længerevarende hukommelsestab. (Foto: Shutterstock)

»Der er tale om en relativt belastet målgruppe, og vi ved, at det er svært at få denne gruppe tilbage i arbejde. Måske har de været lige lovligt optimistiske i forhold til, hvad de troede, de kunne klare med indsatsen. Omvendt ved vi, at den oprindelige IPS-indsats virker for folk, som har sværere psykiatriske lidelser,« siger professor Michael Rosholm.

Man behøver altså givetvis ikke være rask for at begynde at arbejde. Det er også erfaringerne hos Sherpa, som har stået for indsatsen, Men alligevel:

»Folk havde det virkelig dårligt. Hele timingen, i hvornår man laver karriereindsatsen, skal måske være anderledes. Det var brugere, som lige havde fået en diagnose og for eksempel var i gang med ECT (elektrochok). Hvis du ikke får sovet og ikke kan huske og dårligt kan komme i bad, er det så der, du er klar på at deltage i en beskæftigelsesindsats?« spørger direktør i Sherpa Trine Lindahl.

Tak for jobbet – jeg er deprimeret

I indsatsen var indbygget en løbende diskussion om, hvorvidt den ledige skulle fortælle en mulig kommende arbejdsgiver om sin diagnose. I den indsats til svært psykisk syge, som IPS-MA bygger på, er netop det et vigtigt omdrejningspunkt.

En fordel kunne være, at man ville kunne få hjælp til at få ene-kontor eller færre timer, hvis man havde brug for det.

En ulempe kunne være, at man måske ikke ville få jobbet, eller at ens kollegaer ser anderledes på en.

»I IPS-MA indsatsen lå der en virksomhedsrettet indsats, hvor de ledige kunne få støtte til at forhandle skånehensyn, eller Sherpa kunne oplyse arbejdsgiver om generelle udfordringer ved en given sygdom. Men i og med at deltagerne ikke ønskede at være åbne, er vores argument, at dette kan have gjort, at mentor og karriererådgiver ikke har kunnet støtte deltagerne i tilstrækkeligt omfang,« siger Lone Hellström.

Trine Lindahl fra Sherpa forstår ikke argumentet med den manglende åbenhed om sygdommen. Hun understreger, at alle dem, der var igennem interventionen, løbende havde overvejelser for og imod at fortælle en arbejdsgiver om deres situation og fortid.

»Vi vendte altid fordele og ulemper sammen med brugerne, således at de kunne vælge deres historie, « siger hun.

De færreste valgte at være åbne over for arbejdsgiver.

»Et arbejdsmarked vil altid være sådan, at man vælger den, som er mest kompetent. Vores målgruppe var folk, der har været ude og have et ordinært arbejde. Vi havde yderst få, som selv oplevede, at de skulle have støtte for at kunne klare et ordinært arbejde. skulle have støttet arbejde. Går du til en jobsamtale og siger ”Hej jeg er rigtig glad for at komme til samtale, for jeg har lige været igennem en røvperiode og tager stadig medicin og skal have fri hver torsdag for at gå til ambulant behandling”, så får du ikke jobbet. De fleste valgte at fortælle, hvordan de passede til jobbet og med hvad, de kunne bidrage,« siger hun.

Lone Hellström forstår godt det synspunkt, men vurderer stadig, at en løbende diskussion af åbenhed om sygdommen med karriererådgiveren kunne have haft effekt.

»Man har erfaringer fra IPS i Danmark, der viser, at mange skifter mening i forhold til åbenhed, hvis de har svært ved at få eller fastholde et job. De finder ud af, at den støtte, de kan få fra deres beskæftigelseskonsulent, er bedre, hvis de kan være i dialog med arbejdsgiver,« siger hun.

Michael Rosholm er enig i, at det kan være vigtigt at være åben omkring sin situation, men:

»Problemet er, at de her folk ikke har et arbejde at vende tilbage til. Hvis du har været sygemeldt og kender din arbejdsgiver, falder det måske nemmere efterfølgende at tale om sygdommen og ens udfordringer end med en helt ny mulig arbejdsgiver,« siger han.

Måske gør jobcenteret det bare godt

En mulig fjerde forklaring kunne også være, at den indsats jobcenteret har til gruppen med angst eller depression, faktisk er god nok.

»Det er også noget af det, vi har talt om i forskergruppen. Måske er tilbuddet bare godt nok. Omvendt kan vi se, at 75 procent var jobparate, men det er kun lykkedes at få lige under 40 procent tilbage. Det, synes vi ikke, er godt nok,« siger Lone Hellström.

Forskerne arbejder nu videre med at afprøve IPS-MA indsatsen i en model, hvor der er et direkte samarbejde mellem jobcenter og psykiatrien, så samarbejdet mellem de to sektorer styrkes, og så de ledige, som får indsatsen, slipper for også at komme i jobcenteret.