Sådan skal man undertrykke, hvis man vil bevare magten som diktator
En norsk forsker har fundet ud af, hvad der er det smarteste, en diktator kan gøre, hvis han vil bevare magten. Vilkårlig undertrykkelse af befolkningen er i hvert fald ikke vejen frem.

Grundig organisering og kommunikation gjorde Det Arabiske Forår muligt. (Foto: MidoSemsem / Shutterstock.com)

Undertrykkelse af vilkårlige borgere er ikke effektivt, hvis målet er at holde sig ved magten.

»Regimer, hvor befolkningen undertrykkes vilkårligt i den forstand, at hvem som helst kan blive forfulgt, smidt i fængsel og dræbt, har kortere levetid end regimer, der hovedsageligt undertrykker opinionsledere og ledende oprørere,« siger stipendiat Håvard Mokleiv Nygård ved Universitetet i Oslo.

Ved hjælp af statistiske analyser har han i sin doktorafhandling forsøgt at finde svar på, hvorfor nogle undertrykkende regimer bryder sammen, mens andre kan overleve år efter år.

»Det Arabiske Forår kom ikke som en overraskelse. Med alt det, vi ved om ikke-demokratiske regimer, var der meget, der tydede på, at regimerne i disse lande ikke ville overleve,« siger Håvard Mokleiv Nygård.

Sikkerhedspoliti giver stabilitet

Ifølge Håvard Mokleiv Nygård bør en diktator altså investere i et godt og effektivt sikkerhedspoliti.

Udfordringen er, at dette er dyrt og kompliceret. Selektiv undertrykkelse hænger derfor ofte sammen med dårlig økonomi.

»Men i regimer, hvor der aktivt arbejdes med at identificere oprørere, før de bliver en trussel, ser man en meget større stabilitet. Disse regimer formår at bevare magten år efter år,« siger Hårvard Mokleiv Nygård.

Jordan og Kina er eksempler på dette.

»I begge disse lande har man ekstremt aktive efterretningstjenester, der neutraliserer alle modstandere, før de når at organisere sig. Dermed bliver det også vanskeligere at fælde regimet,« forklarer Hårvard Mokleiv Nygård.

»Hvis man skal vælte et regime, må der være nogen, som går først og er villig til at løbe en ekstra risiko. Hvis alle, der potentielt kunne finde på at gå i spidsen og få organiseret en modstandsbevægelse, bliver fængslet eller slået ihjel, sidder regimet trygt,« siger han.

Grundig planlægning og brug af sociale medier betaler sig

Hårvard Mokleiv Nygård illustrerer behovet for en organiseret modstandsbevægelse med et eksempel fra Egypten.

»En vigtig årsag til, at demonstrationerne på Tahrir-pladsen blev så omfattende, var madboder og festivaltoiletter. Enkelte oprørere havde organiseret sig og sørget for, at dette blev indsat,« forklarer han.

»På den måde kunne folk blive ved i flere dage i stedet for at gå hjem efter nogle timer, hvilket igen medførte, at demonstrationerne blev langt mere omfattende.«

Der var også organiserede grupper, der udsendte Tweets om, hvor demonstrationerne skulle være.

»Hvis en modstandsbevægelse skal blive stærk nok til at kunne vælte et regime, er man dybt afhængig af, at nogen organiserer det hele og sørger for at få udbredt information. For et autoritært regime er det derfor vigtigt at slå ned på ledere af modstandsbevægelser,« siger Hårvar Mokleiv Nygård.

Irans regime vurderede da også hurtigt, at Twitter var et farligt værktøj.

»Men i stedet for at lukke Twitter ned, som man har gjort mange andre steder, og som ikke altid har været en effektiv metode, valgte det iranske regime at sende fejlinformationer ud. For eksempel kunne de sende falske oplysninger ud om, hvor en demonstration skulle finde sted.«

Lige sådan undergravede de oppositionen.

»Ved at skabe forvirring og usikkerhed omkring, hvem der egentlig sender meddelelser, og hvad der egentlig er sandt, ødelægger regimet oppositionens mobiliseringspolitikken,« siger Hårvard Mokleiv Nygård.

Semi-demokratier er de mest ustabile

Hvis et regime skal væltes, må der være nogen, som går først og er villig til at løbe en ekstra risiko. Så hvis alle, der potentielt kunne finde på at gå i spidsen og få organiseret en modstandsbevægelse, bliver fængslet eller slået ihjel, sidder regimet trygt, konkluderer ny ph.d.-afhandling. (Foto: Colourbox)

Hårvard Mokleiv Nygård har sorteret verdens styreformer i tre kategorier:

  1. Demokratier
     
  2. Autoritære regimer
     
  3. Semi-demokratier - dvs. de regimer, der befinder sig et sted mellem demokrati og en autoritær styreform.

Omkring halvdelen af verdens regimer er demokratiske i dag, mens en fjerdedel er autoritære og en fjerdedel er semi-demokratiske, ifølge Hårvard Mokleiv Nygård.

Og semi-demokratierne er, ifølge forskeren, gennemgående mere ustabile end de to andre styreformer.

»De har kortere levetid og er mere udsatte for borgerkrig,« siger Hårvard Mokleiv Nygård.

Tunesien, Egypten og Algeriet er alle lande, der kan betegnes som semi-demokratier, forklarer han.

»Med den viden kan man sige, at Det Arabiske Forår ikke kom som en overraskelse, idet man kunne forvente, at regimerne ville bryde sammen. Derimod var det vanskeligt at forudse, hvornår det ville ske,« siger Hårvard Molkeiv Nygård.

Det virkelige vendepunkt for regimerne i landene, der var en del af Det Arabiske Forår, kom, da militæret ikke længere støttede op om regimet, mener han.

»Vi ser generelt, at det har stor betydning for udfaldet af et oprør, hvilken rolle militæret påtager sig. Da militæret valgte at gribe ind mod oprørerne i Tunesien, var Ben Alis dage talte.«

»I Libyen var militæret splittet, hvilket gjorde, at Gadaffi ikke kunne regne med dets støtte. Og hovedårsagen til, at Mubarak i Egypten faldt, var ikke, at folket gjorde oprør, men at han mistede militærets støtte,« siger Hårvard Mokleiv Nygård. 

I Syrien har militæret til gengæld været loyale mod regimet hele vejen.

»Som jeg ser det, kunne det tyde på, at Assad ender med at vinde krigen,« vurderer Hårvard Mokleiv Nygård.

Medlemskab i FN reducerer chancen for liberaliseringer

Hvis et regime har åbnet lidt op, vil folket gerne have mere, og dette kan være en årsag til, at semi-demokratierne er mindre stabile, tror Hårvard Mokleiv Nygård.

»Det var blandt andet det, vi så i Sovjetunionen i 1980’erne,« siger Hårvar Mokleiv Nygård.

Der gav statslederne efter for nogle krav om liberaliseringer, og dermed var det gjort.

»For en diktator er det en dårlig strategi at give efter for krav om liberaliseringer. Da vil bolden begynde at trille, og diktatoren kan hurtigt miste kontrollen over sit regime,« forklarer Hårvard Molkeiv Nygård.

»Det er der også mange diktatorer, der ved, og derfor vælger de i det hele taget ikke at foretage liberaliseringer af frygt for at miste magten.« 

Af Hårvard Molkeiv Nygårds analyser fremgår det desuden, at chancen for, at der foretages liberaliseringer reduceres, hvis et autoritært regime er medlem af en international organisation som for eksempel FN, IMF eller Verdensbanken.

»Diktatorerne i disse lande risikerer ikke bare folkeligt oprør og krav om yderligere liberaliseringer, hvis de åbner op for noget. De risikerer også sanktioner fra den internationale organisation, hvis de prøver at slå ned på oprørerne. Det kan føre til, at de ikke tør give nogen liberaliseringer overhovedet,« siger Hårvard Molkeiv Nygård.

© forskning.no Oversat af Anna Bestle

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om Evidensbarometeret, som Videnskab.dk lige har lanceret.