Ukrainsk-sindede borgere på halvøen Krim har på det seneste kunnet mærke og føle, hvad det vil sige at have en nabo-stormagt med meget lidt hang til demokrati. Krim er således blevet annekteret af Rusland på baggrund af en ulovlig folkeafstemning.

Ruslands ministerpræsident Vladimir Putins styre modarbejder nemlig ikke kun demokratiet på hjemmefronten i Rusland. Rusland arbejder også aktivt imod demokrati i nabostater som for eksempel Ukraine, som Krim tidligere tilhørte.

Adjunkt på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Jakob Tolstrup har skrevet en bog om, hvorfor og hvordan Rusland har travlt med at stække udviklingen af demokrati i nabostaterne.

»Rusland har på intet tidspunkt støttet op om udviklingen i et land, som forsøger at demokratisere,« siger Jakob Tolstrup og fortsætter:

»Det er ikke Putin alene, der har stået for den politik. Det er en politik, Rusland har ført siden 1990'erne.«

Forskere: Putins politik er mere aggressiv

Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet er enig med Jakob Tolstrup med den lille krølle, at det så anderledes ud umiddelbart efter opløsningen af Sovjetunionen.

»I første halvdel af 90'erne sagde tidligere ministerpræsident Boris Jeltsin til de nyoprettede subjekter i Den Russiske Føderation, at de skulle forsøge at blive så selvstændige som muligt, fordi det ville gavne økonomien for dem selv og dermed for Rusland,« siger Claus Mathiesen.

Analytikeren mener dog, at der med indledningen af den første Tjetjenienkrig i 1994 kom et vendepunkt, hvorefter Rusland senere og især med Vladimir Putin i spidsen har forsøgt at i stigende grad at kontrollere både egne subjekter og nabostaterne med forskellige midler.

Det er lektor Mette Skak fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet enig i:

»Putin har reageret langt mere aggressivt, end Jeltsin gjorde,« siger Mette Skak, som forsker i russisk udenrigspolitik på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

Undersøgelse af skrappe metoder

Jakob Tolstrup fra Aarhus Universitet har i sin bog undersøgt de skrappe metoder, hvormed Rusland forsøgte at kontrollere de tre lande Ukraine, Moldova og Hviderusland i perioden 1991 til 2010.

Som grundlag for sin analyse har han blandt andet trukket på en lang række russiske og engelsksprogede nyhedskilder og rapporter om forholdet i og mellem landene.

Magten ligger hos én person

Forskerens konklusion er, at Rusland i den grad forsøger at spænde ben for demokratierne i nabolandene.

Med et par finere ord hedder det, at Rusland fremmer 'autokratisering' i nabostaterne.

Vladimir Putin fortsætter en linie i russisk udenrigspolitik, som har været gældende siden Sovjetunionens opløsning i 1991. Forskere mener dog, at Putin er mere aggressiv end sine forgængere. (Foto: Kremlin.ru.)

Det vil sige, at Rusland understøtter en udvikling, hvor de demokratiske frihedsrettigheder som for eksempel forsamlingsfriheden eller pressefriheden bliver indskrænket, og hvor magten bliver koncentreret om én person og en mindre kreds af håndlangere.

Jakob Tolstrups analyse viser, at Rusland bruger tre tiltag til at stikke en kæp i hjulet på demokrati-udviklingen i de tre østlande Ukraine, Moldova og Hviderusland.

Tiltagene er:

1. Politisk støtte til autokratiske styrer og kritik af demokratiserende naboer.

   »Rusland forsøger at legitimere udemokratiske processer i ikke-demokratiske styrer såsom forfalskede valg, repression af opposition og befolkning og indskrænkelser af pressefriheden,« siger Jakob Tolstrup.

   Han forklarer, at denne legitimering også foregår internt i Ruslands nabolande for eksempel via russisk tv, som fortsat har rigtig mange seere i nabolandene. Dertil kommer positive udmeldinger fra russiske ledere, fra politiske institutioner som Dumaen eller i regi af regionale institutioner kontrolleret af Rusland. De positive udtalelser finder også sted i internationale fora som FN, OSCE og Europarådet.

   »Samme strategi – dog med modsat fortegn – benyttes over for nabolande, som bevæger sig i mere demokratisk retning. De kritiseres for magtmisbrug, undertrykkelse af minoritetsrettigheder etc.,« siger Jakob Tolstrup.
    

2. Handelssanktioner i form af importforbud og forøgelse af gæld:

   Et eksempel er, at Rusland i 2006 lukkede for alt import af vin fra Moldova, fordi Moldova afslog Ruslands løsning på Moldovas interne konflikt i Transdnjestr-regionen. Regimet i Transdnjestr-regionen overlever udelukkende på politisk, økonomisk og militær støtte fra Rusland. I alle tre lande har Rusland via det statslige selskab Gazprom flere gange lukket for gassen. I 1999 meldte Rusland pludseligt ud, at Ukraines gasgæld var nået op et beløb på 2,8 milliarder kroner.

   »Handelssanktioner bliver kun sat i spil, når Rusland er utilfredse med den politiske udvikling, og russerne hæver gaspriserne eller indfører importforbud alt efter, hvilken retning de politiske vinde blæser,« siger Jakob Tolstrup.
    

3. Indsætte militærtropper for blandt andet at støtte separatister:

   Et eksempel er, at russerne rykkede tropper ind i den georgiske provins Sydossetien i august 2008. Det skete, fordi Georgien angiveligt havde angrebet separatister i regionen. Man gjorde det også i 1991 i Transdnjesttr, og nu på Krim.

Udemokratisk styreform er gunstig for Putins venner

Jakob Tolstrups analyse viser, at Rusland hidtil ikke har brugt nogle af disse tre tiltag til at støtte demokrati.

Metoderne bliver kun brugt til at støtte autokratier.

Rusland ønsker nemlig, at dets nabolande skal være autokratier, fordi autoritære styrer, hvor magten er fordelt på få personer, er lettere for Rusland at styre end demokratier, hvor adskillelse af magten er et grundelement.

»Der er også det simple økonomiske argument, at Vladimir Putins regime kun overlever, så længe det er i stand til at smøre de politiske og økonomiske støtter, som udgør fundamentet for dets magt. Når russerne kan handle med en fyr som Janukovitj, der baserer sin magt på det samme system, så kan Putins venner lave nogle meget gunstige aftaler om for eksempel gaseksport, opkøb af virksomheder,« siger Jakob Tolstrup og fortsætter:

»Det kan man ikke på samme måde i en fri markedsøkonomi, hvilket ofte følger med demokrati, fordi der for eksempel er regler om åbenhed i det offentliges udbud.«

Folkelig opstand kan sprede sig

Sidst, men ikke mindst er de russiske magthavere bange for, at demokrati smitter:

»Magthaverne i Kreml er simpelthen hunderæde for, at demokratisering af et af nabolandene skal sprede sig til Rusland. Det er derfor, at man er så forhippet på at præsentere den seneste folkelige opstand i Ukraine som en illegitim magtovertagelse, et kup. Man er simpelthen bange for, at oppositionen og befolkningen i Rusland får lignende ideer,« siger Jakob Tolstrup.

Rusland bearbejder altså lande som Moldova, Hviderusland og Ukraine, fordi en ikke-demokratisk styreform i disse lande er til mest gavn for det autoritære system i Rusland.

Rusland holder demokrati på afstand

Lektor Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet mener dog ikke, at frygten for, at demokrati 'skal brede sig' fylder ret meget hos russerne i forhold til de øvrige politiske og økonomiske argumenter.

»Jeg tror ikke, at faren for, at demokrati smitter, er den trussel, der står øverst på russernes dagsorden. Det findes på dagsordenen, men de andre økonomiske og politiske interesser står over det,« siger Claus Mathiesen og forklarer, at magteliten i Rusland eksempelvis holder oppositionen i ave ved at kontrollere medierne og lovgive om, at NGO'er som for eksempel Amnesty International ikke må modtage penge fra udlandet. Rusland har altså styr på midlerne, som kan holde demokratiet for døren.

Forsker: Retsstaten er den egentlige trussel

Lektor Mette Skak er Jakob Tolstrups kollega på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Hun forsker også i Ruslands udenrigspolitik.

Mette Skak mener som Jakob Tolstrup, at Rusland ønsker, at nabostaterne har en autokratisk styreform, fordi de så er lettere for Rusland at kontrollere.

Som en sidebemærkning indskyder hun dog, at hun ikke mener, det er decideret demokrati, den russiske magtelite er mest bange for:

»Den virkelige trussel mod Putin er ikke nødvendigvis demokrati nu, men en retsstat,« siger Mette Skak og påpeger, at det er korruption og magtmisbrug, som er det største problem i Rusland og landets post-sovjetiske nabolande.

Hun fortæller, at forskellen på demokrati og retsstat er, at demokrati i sin essens handler om frie og fair valg. Retsstaten handler om, at lovene følges i praksis, og at individets rettigheder respekteres.

»Det er principielt to forskellige ting, som ganske vist for det meste følges ad,« siger Mette Skak.

Forsker: Ruslands metoder er blevet værre

Uanset om det nærmere bestemt er retsstater, Rusland er imod, så viser den seneste slet skjulte besættelse og annektering af Krim, at russernes metoder er blevet mere håndfaste, når det gælder brug af militær, end vi før har set.

Det mener lektor og analytiker Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet.

»Der er afgørende forskel på det, der eksempelvis foregik i Sydossetien og situationen på Krim. I Sydossetien forklarede russerne sig med, at de havde indsat fredsbevarende styrker, og at de havde pligt til at beskytte lokalbefolkningen. På Krim har russerne gennemført et på forhånd planlagt scenarium på basis af en opdigtet trussel, som intet reelt havde på sig,« siger Claus Mathiesen.

Han frygter, at Ruslands håndtering af Krim kan være et tegn på en mere aggressiv russisk udenrigspolitik, som i nogen grad bygger på, at magthaverne i Rusland har fået den opfattelse, at opløsningen af Sovjetunionen i 1991 var en fejl.

De østeuropæiske lande skal måske derfor forberede sig på, at Rusland i endnu højere grad bliver en nabo, de skal frygte.