Sådan tackler du bedst arbejdsdagene på hjemmekontoret
Rigtig mange arbejder hjemmefra i disse dage. Ingen ved, hvor længe det kommer til at stå på. Hvordan holder vi motivationen oppe? En psykolog giver tips og råd.
hjemmekontor arbejdsplads psykologi børn fritid struktur motivation råd tips tackler coronakrisen COVID-19 pendle stress belastning

Det kan være en fin afveksling, men også en udfordring at arbejde hjemme - især hvis man har børn, mener psykolog. (Foto: Shutterstock) 

Det kan være en fin afveksling, men også en udfordring at arbejde hjemme - især hvis man har børn, mener psykolog. (Foto: Shutterstock) 

Rigtig mange af os arbejder hjemmefra i disse dage.

Det medfører en hel del udfordringer, og det kræver en god dosis disciplin og planlægning.

Knut Inge Fostervold er psykolog og lektor i psykologi ved ved Psykologisk Institut ved Universitetet i Oslo.

Her forklarer han til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite, hvordan vi bedst tackler situationen.

Adskil arbejde og fritid

I kølvandet på coronakrisen er mange af os nødt til at arbejde hjemmefra i en længere periode.

Et par enkelte hjemmearbejdsdage klarer de fleste af os nok i stiv arm, men efter en uge eller to kan det hurtigt medføre udfordringer knyttet til motivation og struktur.

»Hovedudfordringen er at skabe en grænse mellem arbejdet og hjemmet. I og med at vi pludselig er hjemme, er det meget let at 'falde i' og både at gå på arbejde og ordne alting derhjemme på samme tid. Vi skal prøve at adskille arbejde hjemmefra og være 'hjemme-hjemme' tydeligere. Det er meget vigtigt at have nogle gode rutiner,« siger Knut Inge Fostervold til forskning.no.

Han mener, at det er afgørende, at vi ikke lægger den struktur, vi ellers har i arbejdshverdagen, helt fra os.

»Jeg anbefaler, at man laver tydelig forskel, hvor vi sidder henne, og at vi markerer, at 'nu går jeg hjemmefra og på arbejde' - vi skal skabe et skel.«

Mindre stress, men øget fysisk belastning

Mange har lang vej til arbejdspladsen, og rigtig mange sidder i åbne kontorlandskaber, hvor vi let bliver udsat for forstyrrelser i form af snak eller støj. 

For mange kan hjemmekontoret være en eftertragtet afveksling fra disse ting, men der er ikke udelukkende fordele forbundet med at have hjemmet som arbejdsplads, mener Knut Inge Fostervold.

»Det er uden tvivl en kæmpe fordel for mange, at de slipper for at pendle og stressfaktorerne forbundet med transporten til arbejdspladsen. Og som regel har vi jo plads. Men kun få af os har tilpassede møbler, stole og den slags ting i hjemmet, så vi bliver udsat for større slitage og belastning rent muskelmæssigt, for vi har ikke stole, borde og lys, som er tilpasset arbejdssituationen.«

Til trods for udfordringerne forbundet med ergonomien vælger mange alligevel at arbejde hjemmefra, hvis de har mulighed for det, ifølge Knut Inge Fostervold.

»I dag vælger rigtig mange at arbejde hjemme, så de kan koncentrere sig, ganske enkelt fordi arbejdspladsen er forstyrrende og støjende som følge af alle de åbne kontorlandskaber, man har skabt rundt omkring,« siger han.

mand træt arbejde hjemme corona skrivebord

Sammenholdet på arbejdspladsen er i fare, når alle er tvunget til at arbejde hjemme, siger psykolog. (Foto: Shutterstock)

Væk fra flokken

For de fleste handler hverdagen på arbejdspladsen om mere end at sidde på sin plads og stirre på computerskærmen. Man taler lidt med kollegerne ind imellem , og de fleste har en social frokostpause i løbet af dagen.

Er det udfordrende for motivationen ikke at kunne tale med kollegerne?

»Det er et problem, og det er nok det største problem for dem, som arbejder meget hjemmefra. Her skal vi skelne mellem dem, der har en hjemmearbejdsdag i ny og næ, for her har det ikke så stor betydning. Men for personer, som arbejder meget hjemmefra - og måske endda altid hjemmefra - så er isolationen et stort problem,« forklarer Knut Inge Fostervold.

Men det er ikke blot det rent sociale, som er en udfordring ifølge psykologen, som har arbejds- og organisationspsykologi som et af sine specialer.

Vanskeligere at holde sig opdateret

Når man sidder hjemme og arbejder i en længere periode, bliver det vanskeligere at holde sig opdateret på, hvad der sker, mener han.

»Hvordan bevarer man kontakten til kollegerne? Hvordan sikrer man sig, at man får alle informationerne, som svæver rundt på kontoret? På en måde er det den lim, som gør, at vi er en del af organisationen.«

»Det, vi ser, er, at tilknytningen til arbejdspladsen bliver dårligere. Det har selvfølgelig også noget med samarbejdet med kollegaerne at gøre. Vi er flokdyr. Vi er sociale dyr. Vi trives bedst, når vi er i kontakt med hinanden, og længerevarende isolation kan være et problem for mange,« påpeger han.

Chefen mister kontrollen

Mange ledere er vant til at følge op på deres ansatte løbende. På denne måde holder de sig opdateret med, hvad andre arbejder med - og ikke mindst har de overblik over, om medarbejderne overhovedet laver noget.

Knut Inge Fostervold er bevidst om, at hjemmearbejde i denne sammenhæng kan være en udfordring på visse arbejdspladser.

»Det er naturligvis en udfordring for lederne. Man kan ikke lede på den måde, mange ledere gerne vil. Man er i meget højere grad overladt til at lede slutprodukter. Du ved ikke længere, om medarbejderen bruger 10 eller 1 time.«

»Man står på sin vis udelukkende med slutproduktet og kvaliteten på slutproduktet, som man kan vurdere. Nogen forsøger selvfølgelig at løse problemet ved at registrere login-tidspunktet og lignende ting. Men det er jo egentlig ganske enkelt at komme udenom. Man kan jo bare logge på og så lægge sig på sofaen,« påpeger Knut Inge Fostervold.

Han tror, at denne form for digital 'overvågning' blandt andet er problematisk, fordi det sender et uheldigt signal oppefra og ned.

»Det værste ved denne slags ting er, at det signalerer en dyb mistillid til de ansatte, og det er ikke nødvendigvis positivt.«

Er vi lige så effektive derhjemme?

Måske er vi fristede til at tage lidt lettere på arbejdsopgaverne, når vi sidder derhjemme, og der ikke bliver fulgt med i arbejdsopgaverne i lige så høj grad.

»Det kommer nok lidt an på, hvad man laver. Jeg tror, at langt de fleste er i stand til at opretholde en ganske god effektivitet, fordi arbejdsopgaverne jo skal udføres. Der er ganske enkelt ting, som skal gøres. Langt de fleste ønsker at gøre et godt stykke arbejde og inden for rimelig tid, så jeg tror ikke nødvendigvis, at der bliver slækket så meget på effektiviteten i forhold til slutproduktet,« mener Knut Inge Fostervold.

Han tror alligevel, at en dag derhjemme er mere trættende, hvis man ikke er disciplineret og struktureret eller har evnen til at sætte klare grænser for arbejdstiden.

»Det kan være et problem, hvis vi spreder arbejdet ud i løbet af hele dagen - altså foretager os andre ting indimellem - så vi er på arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Så arbejder vi jo hele tiden uden en klar grænse mellem fritid og arbejdstid,« siger Knut Inge Fostervold. Han tilføjer:

»Det er allerbedst, hvis man er så heldig, at man har et separat værelse, som kan bruges til kontor. Når man går derind, kan man lukke døren, og så er man på arbejde. Når man går ud igen, har man fri,« fortsætter han.

børn arbejde hjemme corona

Du bør forsøge at planlægge faste pauser, hvor du giver børnene opmærksomhed og tid til leg, lyder opfordringen fra en norsk psykolog og lektor. (Foto: Shutterstock)

Når børnene bliver kolleger

Det er dog ikke alle, som har et ekstra værelse, de kan trække sig tilbage til. 

Mange, som arbejder hjemmefra i øjeblikket, har familie og børn, og mange er hjemme med børnene, og så er det straks mere vanskeligt at give jobbet sin fulde opmærksomhed otte timer i træk.

»Det er klart, at det er en udfordring. Der er rigtig mange, som har det sådan, og det kræver jo en hel del selvdisciplin. Man skal være god til at sætte ting til side og forsøge at få børnene til at lave deres ting, så man kan få mest muligt fra hånden uden forstyrrelser i perioder. Man kan holde pauser, hvor man tager sig af børnene, og så efterfølgende vender tilbage til arbejdet,« foreslår Knut Inge Fostervold. 

Han mener desuden, at det er vigtigt, at forældrene bryder dagen op og giver børnene opmærksomhed og tid til leg.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.