Sådan kan regeringen gribe ind i en storkonflikt
Det er forkert at betragte regeringens rolle i den danske model og i konfliktløsningen som en neutral tredjepart, skriver forsker i denne artikel.
regulering_arbejdsmarked_dansk model_OK_forhandlinger_dansk politik_regering_overenskomst

En væsentlig forudsætning for, at den danske model kan fungere, er, at politikerne på Christiansborg overlader reguleringen af arbejdsmarkedet til parterne selv. (Foto: Shutterstock)

Tidligere minister, redaktør og jurist Viggo Hørup udtalte på et offentligt møde i 1878: »Ingen over eller ingen ved siden af Folketinget.«

Der er sket meget siden Viggo Hørups tid, men hans ord gælder også i dag, hvor Danmark blandt andet har tilsluttet sig flere internationale konventioner, og hvor Danmarks medlemskab af EU betyder, at fælles europæisk lov på visse områder har forrang over dansk lov.

Men selvom Folketinget er den øverste lovgivende forsamling, har vi alligevel andre reguleringsformer i Danmark, som ikke udspringer af lovene fra Christiansborg.

I modsætning til de fleste andre europæiske lande er det danske arbejdsmarked nemlig helt overvejende reguleret via kollektive overenskomster, som er indgået frivilligt mellem arbejdsmarkedets parter, dvs. fagforeninger og arbejdsgiverforeninger.

Det er dermed arbejdsmarkedsparterne selv, der i vid udstrækning aftaler de forhold, der er gældende på det danske arbejdsmarked, ikke lovgivning fra Christiansborg. Det gælder blandt andet forhold som løn og arbejdstid.

I Danmark findes derfor heller ikke en mindsteløn fastsat ved lov, som man eksempelvis finder i de fleste andre europæiske lande.

regulering_arbejdsmarked_dansk model_OK_forhandlinger_dansk politik_regering_overenskomst

Regeringen kan have egne interesser i en arbejdsmarkedskonflikt. Derfor er det forkert at betragte regeringen som den neutrale tredjepart, som den danske model foreskriver. (Foto: Shutterstock)

Den danske model hviler på selvregulering

Denne særlige danske reguleringstradition kaldes også populært for 'den danske model'.

Modellen har en lang historie, hvor det famøse Septemberforliget af 1899 står som en afgørende milepæl, da arbejdsmarkedets parter her blev enige om de grundlæggende spilleregler for forhandling og regulering.

Septemberforliget af 1899 betegnes derfor også med rette som 'arbejdsmarkedets grundlov'.

Den danske model hyldes ofte ved skåltaler som en central del af den måde, hvorpå vi har indrettet vores samfund.

Og forskning viser, at modellen har mange økonomiske og sociale fordele for både arbejdsgivere, lønmodtagere og den danske samfundsøkonomi generelt.

En væsentlig forudsætning for, at den danske model kan fungere, er, at politikerne på Christiansborg overlader reguleringen af arbejdsmarkedet til parterne selv.

Politikerne afstår derved fra at lave love om eksempelvis løn, selvom de har den parlamentariske magt til det. Dette forhold kaldes også for 'selvreguleringsprincippet'.

Lovindgreb i overenskomstforhandlinger

Men det sker alligevel, at Folketinget blander sig i overenskomstforhandlinger.

Traditionelt set er det sket, når parterne har haft svært ved at nå til enighed om overenskomster via forhandling, mægling eller især arbejdskonflikt – oftest strejke.

I forbindelse med Kanslergadeforliget i 1933 greb den danske regering for første gang aktivt ind i arbejdsmarkedsparternes overenskomstforhandlinger.

Siden har skiftende regeringer grebet ind mere end 50 gange i parternes forhandlinger – sidste gang, det skete, var i forbindelse med den såkaldte lærerlockout i 2013. Et indgreb, som sidenhen har fået megen opmærksomhed.

Når en regering vælger at gribe ind i overenskomstforhandlinger, sker det ved et lovindgreb. Det betyder, at Folketinget vedtager en lov, som så erstatter den overenskomst, som parterne ikke var i stand til at nå til enighed omkring.

Når en regering vælger at lave et lovindgreb, har det karakter af en 'de facto voldgift'. Dvs., at det er regeringen, der bestemmer, hvordan loven skal se ud. Der er ingen over eller ved siden af Folketinget.

Når det gælder det offentlige område, er alle arbejdskonflikter siden 1985 (på nær konflikterne i 2008 som en væsentlig undtagelse) blevet afsluttet med et lovindgreb (se tabellen 'Konflikter på det offentlige område fra 1969 - 2013').

 

Men det offentlige område er specielt i den henseende, at staten, og dermed i sidste ende regeringen, ikke alene er politikere, men også arbejdsgivere.

Det er finansministeren, og siden forhandlingerne i 2018 den nye innovationsminister, der er hovedforhandler på det statslige område.

Det betyder, at ministeren har flere kasketter på – både som politiker, men også som arbejdsgiver.

Hvornår og hvorfor griber en regering ind? 

I Danmark er lovindgreb i vid udstrækning blevet accepteret af parterne.

En af grundene til, at arbejdsmarkedsparterne netop accepterer indblanding fra politikernes side, beror i høj grad på, at regeringen i tilfælde af et lovindgreb afspejler en neutral tredjepart, dvs., at lovindgrebet er afbalanceret i forhold til begge parters interesser.

En analytisk gennemgang af samtlige regeringsindgreb på det offentlige område i Danmark viser, at der imidlertid er ganske stor forskel på, hvornår, hvorfor og hvordan en siddende regering har grebet ind i en konflikt med et lovindgreb.

Der er stor forskel på, hvornår i et konfliktløb en siddende regering har valgt at gribe ind.

Få gange er lovindgrebet udeblevet til trods for flere ugers konflikt, som i 2008 – til de flestes store overraskelse.

1985 og igen 1999 var eksempler på meget hurtige lovindgreb, som også affødte en del frustration særligt fra lønmodtagerne efterfølgende – særligt i OK85.

Hvornår en regering vælger at gribe ind i en konflikt hænger uløstligt sammen med, hvorfor en regering vælger at griber ind.

Der findes ikke én fast praksis for, hvorfor en siddende regering vælger at afslutte en arbejdskonflikt med et lovindgreb.

Skiftende regeringer har haft mange forskellige grunde eller motivationer for at stoppe en konflikt.

I forskningslitteraturen beskrives begrundelserne ofte med, at regeringen griber ind på baggrund af tre forhold: 

  1. Konflikten løber i lang tid
  2. Dens skadevirkninger for samfundet er stor
  3. Udsigten til, at parterne selv kan forhandle sig frem til et resultat inden for rimelig tid, vurderes ringe.

Regeringen er ikke en neutral tredjepart

Dog må det tilføjes, at regeringen godt kan have egne, selvstændige interesser forbundet med et lovindgreb.

I forhold til det offentlige område blev det tydeligt i forbindelse med lovindgrebet i 1985 og ikke mindst indgrebet i 2013, hvor loven (409 som den kom til at hedde) banede vejen for regeringens folkeskole- og erhvervsskolereformer.

Det er derfor forkert at betragte regeringens rolle i den danske model og i konfliktløsningen som en neutral tredjepart.

Regeringen kan, som det blev tydeligt i 1985 og særligt i 2013, have stærke politiske interesser forbundet med virkningerne af et lovindgreb.

Lovindgreb i 2013 affødte kritik fra blandt andre FN-organisationen ILO.

Flere måder en regering kan gribe ind på

Der er heller ingen fast praksis for, hvordan en regering vælger at udforme den lov, som skal erstatte overenskomsten i forbindelse med et lovindgreb. Der er ganske stor politisk 'frigang' i forhold til det lovforberedende arbejde.

Arbejdskonflikterne er naturligvis ikke ens, hvilket i sagens natur også kræver en vis fleksibilitet i den proces, der følger et lovindgreb.

Men der er stor variation i det lovforberedende arbejde fra gang til gang, når en regering vælger at gribe ind.

Det mest almindelige scenarie er, at regeringen ophæver et forkastet mæglingsforslag fra forligsinstitutionen til lov.

Hvis der ikke findes et mæglingsforslag fra forligsinstitutionen, har regeringen eksempelvis i 1995 gjort forligsmanden til opmand. Dvs., regeringen gav forligsmanden bestillingen at skrive loven, som Folketinget sidenhen vedtog.

I 2013 skrev regeringen loven selv.

Vi kan lære af den norske model

Danmark er det land i Norden, der har flest tabte arbejdsdage som følge af arbejdskonflikt de sidste små ti år (jævnfør tabellen 'Tabte arbejdsdage per 1.000 lønmodtagere i Norden').

Her er det især det offentlige område med store konflikter i 2008 og igen i 2013, der fører an. 

I 2008 blev det til 671 tabte arbejdsdage per 1.000 lønmodtagere, og i 2013 var tallet 357, hvilket stort set svarer til det samlede antal tabte arbejdsdage i perioden 2008 – 2016.

Det er til trods for, at kun cirka en tredjedel af arbejdsstyrken har beskæftigelse i den offentlige sektor.

Konfliktniveauet i den private sektor er omvendt historisk lavt.

Norge er det eneste land, udover Danmark, der har tradition for lovindgreb som afslutning på en konflikt – Sverige har haft et enkelt regeringsindgreb, men helt tilbage i 1972.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Der er imidlertid stor forskel på, hvordan processen ser ud efter et lovindgreb, hvis vi sammenligner Danmark med Norge.

I Norge er det nemlig ikke regeringen selv, der bestemmer, hvordan loven skal se ud.

Når en norsk regering vælger at afslutte en arbejdskonflikt med et lovindgreb, lægges den tvungne voldgift over til et uafhængigt lønråd (rikslønnsnemden), som så udarbejder loven.

På den måde kan en norsk regering ikke spekulere i et lovindgreb, hverken før eller under en overenskomstforhandling.

I Danmark kunne man overveje et lignende organ eller noget tilsvarende.

Særligt taget i betragtning, at Danmark har et relativt højt konfliktniveau på det offentlige område, og fordi den politiske interesse i udfaldet af offentlige overenskomstforhandlinger er stigende.  

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.