Sådan kan forskere og journalister få et bedre samarbejde
BOGOMTALE: Hvis forskere vil begå sig i massemedierne, kræver det en bedre forståelse af de vilkår og idealer, journalister arbejder under.
journalister-og-forskere

I mødet mellem journalisten og forskeren kan der nemt opstå misforståelser, da de to arbejder ud fra vidt forskellige præmisser og idealer. (Foto: Shutterstock)

I mødet mellem journalisten og forskeren kan der nemt opstå misforståelser, da de to arbejder ud fra vidt forskellige præmisser og idealer. (Foto: Shutterstock)

Forskere er populære ekspertkilder i medierne, og forskerne vil typisk gerne selv dele ud af deres viden til samfundet via journalister. Alligevel kan der opstå gnidninger og misforståelser i samspillet mellem journalister og forskere.

For selvom forskere og journalister fundamentalt kan være enige om, at forskningsmæssig viden er vigtig og bør inddrages i den offentlige samtale, tilhører de to parter samtidig forskellige professionelle kulturer med forskellige værdier, idealer og praksis.

Hvis forskeren gerne vil optræde i medierne og samarbejde med journalister, må hun være opmærksom på de forskellige traditioner, værdier, perspektiver, kompetencer og arbejdsbetingelser, som er knyttet til parterne i samarbejdet, altså forskere og journalister.

Der er ingen vej udenom.

Forskerne må acceptere, at der gælder andre spilleregler for denne type kommunikation end for den, som sker via for eksempel videnskabelige artikler, undervisning eller foredrag – og forskeren må øve sig i at spille med.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Det er slet ikke det samme, som at forskeren ukritisk skal acceptere alt, hvad journalisten foreslår i et konkret samarbejde.

Pointen er alene den, at forskeren bør basere sine refleksioner og beslutninger på reel viden om journalisternes idealer og arbejdsbetingelser – og sammenholde det med de mål, hun har for sin egen forskningskommunikation.

Derefter kan hun tage en beslutning om, hvorvidt hun ønsker at indgå i et samarbejde omkring en konkret historie eller ej.

Modsatrettede principper

De forskellige professionelle kulturer og de forskellige formidlingsformer og -formater kan give udfordringer i samarbejdet mellem forskere og journalister.

I nogle tilfælde kan der derfor ske et sammenstød mellem på den ene side forskningsverdenens langsigtede perspektiv og mål om grundighed og på den anden side journalistens verden med krav om at producere historier fra dag til dag og den kortsigtede og meget konkrete medielogik.

Som en journalist formulerer det til en række ph.d.-stipendiater på et kursus: »I har tre år til et ph.d.-projekt, vi har tre timer til at lave en historie.«

I litteraturen findes stærke argumenter for, at journalister og forskere skaber viden efter grundlæggende forskellige og ofte modsatrettede principper.

Et grundlæggende forhold er, at den medielogik, som forskerne i høj grad bliver nødt til at følge for at blive tildelt taletid i medierne, ikke harmonerer med de værdier og grundlæggende antagelser, som forskningen er baseret på.

Forskerens fokus er på teori, metode og præmisser, mens journalisten typisk vil være mere interesseret i, hvad forskeren har fundet frem til, hvad disse resultater kan bruges til – og af hvem.

Forskellene mellem de to professionelle kulturer er ikke trivielle, men snarere fundamentale forskelle. Og det kræver både indsigt og respekt at kunne indgå meningsfuldt i det praktiske samarbejde omkring kommunikation om og af forskning.

Skemaet nedenfor illustrerer nogle af de større forskelle i professionel kultur.

jOURNALISTER-OG-FOSKERE-FOKUS

Forskeren og journalisten kan have tendens til at se på et emne med to meget forskellige – og indimellem modsatrettede – udgangspunkter. Forskeren må øve sig i være opmærksom på journalistens fokus. (Figur: Gravengaard & Rendtorff 2020, s. 82)

Den gode historie vs. masser af forbehold

Hvor forskningen og den forskningsbaserede viden er forskerens hovedfokus, er det journalistens job at skabe gode historier, som læsere, lyttere og seere vil finde interessante og relevante.

Dermed er selve udgangspunktet for de to professionelle kulturer fundamentalt forskellige. Og dog, for både forskere og journalister vil meget ofte være enige om, at de er sat i verden for at hjælpe andre og forbedre verden på den ene eller den anden måde via den viden, de frembringer og kommunikerer om.

Forskeren vil typisk være optaget af at medtage flest mulige detaljer, præmisser og forbehold i forbindelse med sin forskning, mens journalisten ofte vil være interesseret i konklusionerne og de store linjer.

Med andre ord: Medierne ønsker konklusioner, overskrifter og forenklinger, mens forskeren typisk er optaget af metode, forbehold og af at tydeliggøre de helt specifikke præmisser for forskningen.

Nyhedstrekanten møder rapporttrekanten

Denne afgørende forskel kan betyde, at forskeren kan opleve, at journalisten overforenkler historien og dermed forfladiger forskningen. Journalisten kan på sin side tabe tålmodigheden over, hvad han oplever som en uendelighed af præmisser og forbehold i stedet for en tydelig konklusion.

Samtidig vil forskeren typisk skabe indhold, som kompositionsmæssigt er skabt i en akademisk model med præmisser før konklusionen (rapporttrekanten), hvor journalisten i højere grad er interesseret i nyhedstrekanten, hvor konklusioner præsenteres først.

nyhedstrekant-og-rapporttrekant

Vil du kommunikere i massemedierne, skal du som forsker gøre det omvendte af, hvad du plejer: Start med konklusionen, vent med præmisserne (Figur: Gravengaard & Rendtorff 2020, s. 201)

Endelig er det, som betragtes som nyt inden for en forskningstradition, ikke altid det, en journalist vil betragte som nyt, fordi det, nyhedsværdien 'beregnes' i forhold til, er meget forskelligt. Journalisten arbejder eksempelvis efter nyhedskriterierne (aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt) og en række andre faktorer (se her og her).

Og løsningen?

Der er kun én løsning på udfordringen med de to forskellige professionelle kulturer og deres traditioner og vaner.

Denne enkle løsning er imidlertid også den svære: Nemlig at acceptere og respektere forskellene som et vilkår. Forskeren har ofte en stor interesse i at spille med – at kende og anerkende spillereglerne, at øve sig i en tilpas forenkling af sit indhold og at lære at medtænke mediernes nyheds- og relevanskriterier i deres kommunikation.

Hvis det sker, er meget vundet for alle parter – for samfundet og for den offentlige samtale.

Dermed siger vi ikke, at man altid skal sige ja og deltage i alt, hvad journalister henvender sig om. Det skal naturligvis være inden for rammerne af, hvad man som forsker finder forskningsmæssigt forsvarligt, og det skal passe til de mål og den strategi, man har for sin forskningskommunikation – ellers bør man sige 'nej tak'.

Kommunikationshåndbog til forskere

Denne artikels forfattere, Gitte Gravengaard og Anders Monrad Rendtorff, har lige udgivet bogen 'Forskningskommunikation', som artiklen bygger på.

Bogen er en praktisk håndbog for forskere og eksperter, er udgivet på forlaget Samfundslitteratur og giver blandet andet svar på disse spørgsmål:

  • Hvordan kommunikerer du effektivt om din ekspertviden og forskning til offentligheden og udvalgte målgrupper?
  • Hvordan samarbejder du mest hensigtsmæssigt med journalister?
  • Hvordan bruger du sociale medier på den mest optimale måde? 
  • Hvordan lægger du en strategi for din forskningskommunikation?

Håndbogen er baseret på forskning i strategisk kommunikation, medier, journalistik og forskningskommunikation. Læs mere på forskningskommunikation.net

Dette er den anden af fire artikler om forskningskommunikation, der kommer her på Forskerzonen. Læs også den første: 'Konkrete råd: Sådan kan forskere og eksperter anvende sociale medier'

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.