Sådan bliver skolestarten bedst
Hvordan kommer man bedst fra skolestart? Videnskab.dk har samlet forskernes bedste bud, der blandt andet inkluderer opskriften på den bedste lærer og den sundeste madpakke.
skole skolestart elever

Gode lærere, flere undervisningstimer, en sund madpakke og fysisk aktivitet er ifølge videnskaben nogle af hovedingredienserne til en god skolestart og folkeskoletid. (Foto: Shutterstock)

I den kommende tid starter tusindvis af forventningsfulde og spændte børn i landets børnehaveklasser.

Bag dem står omkring dobbelt så mange forældre, som formentlig vil gøre hvad som helst for, at deres børn kommer godt fra start i den danske folkeskole.

Men hvad ved videnskaben egentlig om den gode skolestart og hverdag i folkeskolen?

Vi har samlet en række artikler fra Videnskab.dk’s arkiv, der handler om alt fra lærere til madpakker, og som forhåbentlig kan bidrage til, at de ti års skolegang bliver skudt i gang på bedst mulige måde.

Den gode lærer skaber motivation

Noget af det første, de nye skoleelever bliver mødt af i disse dage, er lærerne, som på mange måder er hovedpersonerne i folkeskolen.

De fleste husker formentlig, hvordan en god lærer har været afgørende for skoleglæden eller forståelsen for matematik eller grammatik.

Relationen mellem lærer og elev påvirker faktisk både elevernes stressniveau, livsglæde, koncentrationsevne og faglige resultater

Dygtige lærere er det da også det vigtigste for undervisningen, viser forskning fra New Zealand. Og så er det jo heldigt, at amerikanske forskere har sammensat opskriften på den perfekte lærer.

Den gode lærer spiller også en nøglerolle for motivationen i skolen, som ifølge dansk forskning ikke skal findes hos den enkelte elev, men skabes i skolen.

Skolestart folkeskolen bedste start elever

Forskning viser, at jo flere timer eleverne tilbringer på skolebænken, jo klogere bliver de. Lektier har til gengæld ikke den store effekt. (Foto: Shutterstock)

Undervisning, ikke lektier, gør dygtigere 

Selvom en god lærer ved tavlen er vigtig, drømmer forældrene til de mange nye elever nok især om at få glade børn hjem fra skole hver dag.

Opskriften på skoleelever i trivsel er selvbestemmelse, kompetence og samhørighed, skriver en dansk forsker. 

Udover at være glade børn, skulle de nye skoleelever også gerne blive kloge børn. Og jo flere timer de tilbringer på skolebænken, jo klogere bliver de faktisk. Mere undervisning giver nemlig højere karakterer ifølge et dansk studie. 

Lektier har til gengæld ikke den store effekt, medmindre der er plads til kreativitet.

Hvis de kommende elever en dag skal slutte deres folkeskoletid med høje karakterer, har forskning desuden peget på, at det er en fordel at gå i en klasse med få andre elever.

Siden er der dog udkommet et stort oversigtsstudie, der peger på, at klassestørrelse har minimal betydning for elevers præstationer, men konklusionen skal tages med forbehold, da flere af de studier, der er medtaget i oversigtsstudiet, har metodemæssige problemer. 

Spis brød til 

Ordsproget 'Uden mad og drikke duer helten ikke' gælder bestemt også på skolebænken, hvor et sundt og nærende måltid midt på dagen er vigtigt for de nye skoleelevers læring. 

Ifølge lærere på fire norske skoler giver et tilbud om mad i skolen eleverne mere energi, og de er mindre trætte under skoledagens sidste timer. 

Hvis der ikke er en madordning på skolen, kan en god madpakke også give et boost til indlæringen – og mere tilfredse børn i spisepausen. Videnskab.dk har tidligere snakket med en ernæringsforsker om, hvordan man bedst sammensætter en sund skolemadpakke.

Børn skal have pulsen op i skoletiden

Men sundheden bør ikke begrænses til spisefrikvarteret. Fysisk aktivitet på skoleskemaet gavner også helbred og indlæring hos børn og unge.

Eksempelvis kan fodbold på skemaet et par gange om ugen få skoleeverne til at få det bedre, ligesom flere studier har vist, at hvis pulsen kommer op, efter at børnene har lært noget, så husker de bedre. Det bør lærere tænke ind i deres undervisningsplanlægning, siger forskerne, der kommer med konkrete råd til, hvad man kan gøre.

Og hvis du kører dit barn til skolen, skal du måske overveje at lade barnet selv cykle eller gå i stedet. Hvis børn selv går eller cykler til skole, kan de nemlig bedre holde fokus på undervisningen. Det viser en stor test af næsten 20.000 danske skolebørn.

Det aktive indslag på skoledagen har også den fordel, at det typisk foregår udenfor. Og frisk luft kan også hjælpe til at forbedre børnenes præstationer

LÆS OGSÅ: Sådan bliver dit barn bedre til at læse

LÆS OGSÅ: »Vi skal ændre drengekulturen i klasseværelset«

LÆS OGSÅ: Når vi måler trivsel, påvirker det børnene

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.