Sådan afslører du en løgner: distraher, distraher, distraher
løgn_løgnedetektor_lyv_løgner_afsløring_afslør_en_der_lyver_distraktion_forskning_portsmouth_eksperiment

Hvis du skal afsløre en løgner, skal du sørge for at distrahere vedkommende. Det kræver nemlig tankekraft holde styr på sin løgn, og det kan man udnytte. (Foto: Shutterstock)

Hvis du skal afsløre en løgner, skal du sørge for at distrahere vedkommende. Det kræver nemlig tankekraft holde styr på sin løgn, og det kan man udnytte. (Foto: Shutterstock)

20 maj 2022

Den er der til overflod i politiserier, krimier og whodunit film. Den får koldsveden til at løbe ned ad ryggen på den skyldige.

Løgnedetektoren.

Men sådan en har man jo ikke lige derhjemme (og mange forskere opfatter i øvrigt metoden som ‘junk’-videnskab), så hvordan går man som lægmand til opgaven at afsløre en løgner? 

Distrahér, distrahér, distrahér!

Det skriver University of Portsmouth i en pressemeddelelse

Hvis du mistænker nogen for at lyve, så skal du få dem til at multitaske. Det gør det lettere for dig at opdage, om de lyver. 

Det er en forskergruppe fra University of Portsmouth fundet frem til. 

»Vores forskning viser, at sandhed og løgn lyder lige sandsynlig, hvis løgneren har god mulighed for at veje sine ord,« lyder det fra psykolog ved University of Portsmouth og en af forfatterne bag studiet Aldert Vrij. 

Det ændrer sig, hvis løgnere fratages muligheden for at tænke sig om. For eksempel ved at skulle huske en nummerplade og skrive den ned, samtidigt med de er i færd med at lyve.  

Og det er præcis, hvad forskernes studie bygger på. 

De undersøgte en gruppe af 164 frivillige, der blev bedt om at tilkendegive deres holdninger til en række samfundsmæssige emner. Gruppen blev så delt i to: en, der skulle lyve og en, der skulle fortælle sandheden. 

Dernæst blev begge grupper delt i tre. 

En tredjedel blev givet en ekstra opgave og fik fortalt, at den var vigtig for at de ‘bestod’ interviewet. Næste tredjedel fik en ekstra opgave, men fik intet at vide om vigtigheden af den. Sidste tredjedel fik ingen ekstra opgave. 

Efter endt interview skulle intervieweren så vurdere, hvordan interviewpersonen klarede sig ud fra en række parametre. 

Gruppen, hvor personerne både løj, havde fået en opgave og havde fået at vide, at opgaven var vigtig, klarede sig dårligst. De faldt igennem på parametrene ‘sandsynlighed’, ‘umiddelbarhed’, ‘klarhed’ og ‘direkthed’.

De blev med andre ord afsløret i deres løgn.  

Så hvis du skal lykkes med at afsløre en løgner, skal du distrahere dem. Men du skal samtidig sørge for, at løgnere tager distraktionen alvorligt. 

Ellers kan de bare ignorere den - og fortsætte med at lyve ordentligt.

msb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.