Runesten fundet under køkkengulv kan være et spor efter de tidligste vikinger
vikinger runesten danefæ vikingetid ristninger arkæologi

Da et ægtepar fra Randers gik i gang med at fjerne et gammelt linoleumsgulv i deres køkken, blev de overrasket af en omkring 900 kilo tung runesten. (Foto: Lene Brandt / Handout Nationalmuseet/Free)

Da et ægtepar fra Randers gik i gang med at fjerne et gammelt linoleumsgulv i deres køkken, blev de overrasket af en omkring 900 kilo tung runesten. (Foto: Lene Brandt / Handout Nationalmuseet/Free)

Kilde: 
16 juni 2022

Under et køkkengulv i Randers har en to meter lang runesten åbenbaret sig, og stenen fortsætter med at overraske.

Foreløbige undersøgelser af stenen tyder nemlig på, at den er blandt de ældste runesten, vi kender i Danmark, skriver Ritzau.

På stenen er indgraveret fem runebogstaver - kaldet ristninger - der kan læses som ‘aft bi’ og oversættes til ‘efter B’, skriver Nationalmuseet på Facebook.

Indskriften dækker sandsynligvis over, at runestenen er rejst til minde om en person, hvis navn er startet med B, fortæller seniorforsker og runolog ved Nationalmuseet Lisbeth Imer, der har oversat ristningerne på runestenen, til DR.


Nationalmuseet skriver på Facebook, at det er afgørende for tidsbestemmelsen af stenen, om runerne udgør slutningen eller begyndelsen på en længere tekst.
 

Hvis det er begyndelsen, kan Mosekær-stenen, som den er blevet navngivet, nemlig sammenlignes med Flemløse-stenen fra Sydfyn, der er dateret til 700-tallet, og hvis inskription begynder med netop ‘Aft [navn]’.

Du kan opleve stenen virtuelt. Arkæolog Mikkel Borch fra Museum Østjylland har nemlig, på baggrund af 130 billeder, lavet den i en 3D-model, der kan vendes og drejes:

Man har lokaliseret omkring 200 runesten i Danmark. De tidligste er opført i 700-tallet og de seneste i 900-tallet. Jellingestenene blev rejst omkring år 965. 

»Vi har måske kun 10 til 20 runesten fra 700-800 tallet, så det er et lidt specielt fund, det her,« siger seniorforsker og runolog ved Nationalmuseet Lisbeth Imer, der har oversat ristningerne på Mosekær-stenen, til Ritzau.

Fordi dele af stenen mangler, kan man endnu ikke fastslå, om de fem ristninger er en begyndelse eller en slutning, men på Nationalmuseet arbejder man videre med at fastslå runestenens præcise alder.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.