Roskilde Universitet hædrer to af deres medieforskere med formidlingspris

Roskilde Universitet skriver i en pressemeddelelse, at de har hædret professor i journalistik Mark Blach-Ørsten og studielektor i journalistik Mads Kæmsgaard Eberholst med Roskilde Universitets forskningsformidlingspris for deres analyse af valgkampen i år.

Prisen, som er på 10.000 kr., gives til en forsker eller en gruppe af forskere fra Roskilde Universitet, der inden for det seneste år har udmærket sig med en særligt god formidlingsindsats.

De to forskere lavede i samarbejde med DR og Infomedia 'Valgbarometer 2019'-projektet, der gav forskere mulighed for løbende at lave analyser om valgkampen med helt ny data.

De analyserede data blev både præsenteret af de traditionelle nyhedsmedier og lagt ud på de sociale medier, hvor brugerne selv kunne benytte det til at lave deres egne projekter.

På den måde lever de to medieforskere altså godt op til et af prisens kriterier, der går på, at forskningsformidlingen gennem levende og kreativ kommunikation også skal finde vej til offentligheden uden for forskningsverdenen.

Mark Blach-Ørsten lægger vægt på vigtigheden i, at forskere også skal kunne bidrage til den offentlige debat.

»Det er vigtigt at sætte forskning i spil. I en verden hvor både medier, tænketanke, politikere og andre aktører kæmper om at få taletid i medierne, har vi som forskere en helt særlig forpligtigelse til at være synlige på alle de platforme, som vi kan. Især når der er valg,« siger han i pressemeddelelsen.

jsj

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.