Rige er mere tilbøjelige til at bære mundbind og holde afstand, ifølge nyt, amerikansk studie
ulighed i corona pandemi sygdom

Rige mennesker beskytter sig bedre mod COVID-19, viser et studie fra Hopkins University (Foto: Shutterstock)

Rige mennesker beskytter sig bedre mod COVID-19, viser et studie fra Hopkins University (Foto: Shutterstock)

18 januar 2021

Hvis en amerikaner både holder afstand, ser få mennesker og har mundbind på, har personen sandsynligvis finanserne i orden.

Eller er kvinde.

Det viser en befolkningsundersøgelse fra Johns Hopkins University. Her har økonomer kortlagt forskellige parametre for, hvilke amerikanere der ændrer adfærd under pandemien.

Her viste det sig, at mennesker, der tjente over cirka 1,4 millioner danske kroner om året, havde 54 procent større sandsynlighed for at bære mundbind, end de amerikanere, der tjente omkring 80.000 kroner.

På tværs af indkomstgrupper var det desuden 23 procent mere sandsynligt, at kvinder overholdt retningslinjerne.

Overraskende nok fandt forskerne til gengæld ikke nogen sammenhæng mellem graden af forsigtighed og helbredsproblemer.

Det skriver John Hopkins University i en pressemeddelelse.

1.000 mennesker fra Texas, Florida, Californien og New York deltog i undersøgelsen. Tilbage i april 2020 modtog de et spørgeskema med spørgsmål til, hvilke retningslinjer og forholdsregler de fulgte under pandemiens første fase.

De skulle blandt andet oplyse køn, indkomst, hudfarve, men også arbejds-og boligforhold.

Selvom alle samfundsgrupper ændrede opførsel under pandemien, var det netop de rigeste amerikanere, der tog de fleste forbehold.

Forskerne fremhæver i pressemeddelelsen, at det kan skyldes, de rige har størst mulighed for at arbejde hjemmefra og har mindst sandsynlighed for at miste deres job.

Forskerne fandt også en 20 procent større sandsynlighed for at holde afstand og se færre mennesker, hvis man havde en have tilknyttet sin bolig. Og mennesker med haver er ofte i den gode ende af indkomstskalaen.

»Det er ikke overraskende, at hvis du bor i et behageligt hjem, forlader du det sjældnere. Men pointen, vi forsøger at få frem her, er, at hvis man er politiker, er det måske en god ide at tænke på at åbne byparkerne i tætbefolkede områder under pandemier. Det er formodentlig risikoen værd,« siger Nick Papageorge, økonom og medforfatter på studiet.

Studiet er udgivet i tidsskriftet Journal of Population Economics.

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.