Før reformationen delte kongen, kirken og adelen pladserne i rigsrådet, rigets regering, og var omtrent lige økonomisk og politisk stærke. Det ændrede sig i 1536, da Christian 3. indførte reformationen i Danmark.

Med reformationen overtog kronen kirkens gods. Det betød, at kongemagten blev adelen overlegen på både det politiske, militære og økonomiske plan.

Samtidig foregik der i Europa en militær revolution, som forældede den adelige krigsteknologi. Det var et problem for adelen, da adelens legitimitet og magt i høj grad var bundet op på standens rolle som militær gruppe. 

Den danske adel måtte derfor gentænke, hvordan den legitimerede sin magt, hvis standen ikke skulle miste legitimitet og indflydelse. Noget, Grevens Fejde havde vist var en mulighed, og som skulle tages seriøst.

Adelens magt før reformationen

I årene før reformationen nød adelen godt af stor rigdom, monopoler på vigtige stillinger og andre privilegier.

Omkring år 1500 havde adelen oplevet en ny økonomisk vækst. Det skyldtes primært en generel befolkningsvækst i perioden, og når der kom flere mennesker, kunne godsejerne nemmere presse nye fæstebønder til at indgå mere adelvenlige fæsteaftaler.

Den årlige fæsteydelse, landgildet, var bestemt af sædvanen og kunne derfor ikke pilles ved. Det var den ydelse, som en fæstebonde årligt skulle give jordejeren som betaling for, at han måtte bruge fæstegårdens bygninger og jord.

Men andre afgifter, som eksempelvis indfæstning, der var den afgift, en fæstebonde måtte betale for at overtage en fæsteejendom, kunne adelen mere eller mindre frit bestemme. På den måde kunne de samlede ekstraafgifter svare til halvdelen af landgildet, og de udgjorde derfor en betydelig udgift for bønderne.

I dette miljø begyndte særligt højadelen at presse grænserne i forhold til bønderne, men også i forhold til kongemagten. Således fik adelen op mod midten af 1500-tallet indført en række privilegier for adelsstanden, monopol på vigtige poster såsom lensmænd og landsdommere, samt udpræget skattefrihed.

Grevens Fejde var en øjenåbner

Bønderne har uden tvivl følt den adelige ekspansion som et direkte angreb på de fordele, bondestanden havde tilkæmpet sig i 1400-tallet. Særlig slemt har det åbenbart stået til i Nordjylland, hvor adelsmanden Mogens Munk i 1531 måtte flygte fra Viborg Landsting med en gruppe vrede bønder i hælene.

Et par år efter rejste Skipper Clement bønderne under Grevens Fejde, plyndrede og brændte en række herregårde, og endnu flere adelige måtte flygte for deres liv. 

Selvom Clement tabte både krigen og hovedet i 1536, så illustrerede fejden for adelen, at adelsstanden blev nødt til at legitimere deres samfundsmagt som noget andet end kun et krigerideal.

Gammel magt på nye flasker

Martin Luther havde givet kongen religiøs og politisk legitimitet gennem trestandslæren, som delte samfundet op i kirke, familie og stat. Den tredje stand var regeringsstanden, og for at forbygge en situation som under Grevens Fejde, søgte den danske adel at positionere sig som en del af regeringsstanden og derigennem legitimere den magt, som adelsstanden havde arvet fra senmiddelalderen.

Christian 3. og adelen gik sejrrigt ud af Grevens Fejde, hvor et bondeoprør, anført af Skipper Clement, kæmpede for at få genindsat Christian 2. (Foto: Wikimedia Commons)

En af måderne hertil var ved at opfylde det lutherske øvrighedsideal. Øvrigheden, eller samfundets autoriteter, skulle for Luther være retfærdige fædre og mødre for folket. De skulle være barmhjertige og altid være et godt eksempel for befolkningen. Til sidst, men ikke mindst, skulle øvrigheden være godt uddannet inden for den nye tro og kunne varetage embedspositioner i den gryende danske centralstat.

Det lutheranske billede af øvrigheden kombineret med den militære revolution, statsdannelsesprocessen og konsolideringen af den nye religion i samfundet, skabte et øget behov for højtuddannede, adelige embedsmænd.

Adelsstanden bevægede sig derfor så småt i retning af et nyt standsideal. Et ideal, der gjorde adelen til bureaukrat i stedet for kriger.

Uddannelse kom nu i fokus, og efter 1536 skete der en regulær eksplosion i antallet af unge adelsmænd, som rejste ud for at uddanne sig. I begyndelsen var det altoverskyggende mål for de adelige at studere teologi. Således mødte mange af samtidens kommende statsmænd både Martin Luther og Philip Melanchthon. 

Den lange reformation

Den ændring af det religiøse og politiske landskab, som Christian 3. havde påbegyndt i 1536, betød at lutherdommen var inde i en konsoliderings- og forhandlingsfase i Danmark-Norge.

Selvom landet var blevet reformeret i 1536, så betød det ikke, at samfundet overgik til lutherdommen på en nat.

Reelt var tiden under både Christian 3., Frederik 2., Christian 4. og til dels den tidlige enevælde én lang proces, hvor den nye religion langsomt sivede ned gennem alle samfundslag. Derfor taler historikerne ofte om den lange reformation i Danmark-Norge.

1500- og 1600-tallet kan derfor betragtes som en dynamisk periode, hvor samfundets magtelite forhandlede om, hvordan lige netop den danske reformation skulle se ud, hvilken rolle kongen og adelen skulle have i samfundet og hvordan forholdet til andre riger skulle være.

Her spillede adelen som regeringsmedlemmer, lensmænd, gods- og kirkeejere en central rolle i både lovgivningsprocesser og den praktiske udførelse af reformationen på lokalt niveau. Det var derfor i høj grad nødvendigt med en opgradering af adelens teologiske færdigheder.

I modsat fald ville aristokratiet ikke være i stand til at se forskel på katolicisme, calvinisme, philipisme, konservativ lutheranisme (gnesio-lutheranisme) og alle de andre forskellige strømninger, som eksisterede på det tidspunkt.

Adelens legitimering af standens ret til magt

Reformationen havde givet adelen monopol på alle højere embeder, og aristokratiet spillede derfor en central rolle i konsolideringen og understøttelsen af lutherdommen. Samtidig havde adelen behov for at legitimere deres ret til de samfundspositioner, som adelsstanden havde erhvervet op gennem 1500-tallet. 

Eske Brock til Gammel Estrup er et klassisk eksempel på en adelig embedsmand. Hans tøj symboliserer embedsmandsfunktionen, mens guldkæderne og hans hånd på sværdskaftet symboliserer rollen som adelig autoritet. (Foto: Ann Malmgren/Gammel Estrup - Herregårdsmuseet)

Martin Luther havde et ideal om, at befolkningen var en del af et familieforhold. Det indebar, at øvrigheden i teorien var forældre for folket, som så igen blev anset som autoriteternes børn.

Ligesom forældre støtter og hjælper deres børn, ligeså skulle øvrigheden støtte befolkningens velfærd. Det ville især sige fattige, kirken og uddannelsessystemet. Støtten til disse velfærdsinstitutioner kan derfor betragtes som en adelig markedsføring af standens position som magthavere i samfundet.

Særligt de adelige ligprædikener, længere taler, der blev holdt over afdøde og som blev udgivet i bogform, betonede adelens velfærdsstøtte. Ligprædikenerne hævdede, at adelens støtte til velfærdsinstitutionerne beviste, at standen var en lutheransk øvrighed i samfundet. Og dermed legitime magthavere.

Men også på selve de donerede genstande, eksempelvis i kirken, iscenesættes adelen som samfundets ’forældre’. Et ideal, der også er blevet mundtligt italesat under gudstjenesterne og i andre sammenhænge.

Reformationen skabte nye adelsidealer og ansvarsområder for adelen. Standen var nu en fuldstændig integreret del af statsmagten. Reformationen medførte derfor ikke kun religiøse omvæltninger, men også gennemgribende sociale og identitetsmæssige forandringer.