Professor: Klimaforandringer kan gøre statsgaranterede huslån til dårlig forretning
Flere oversvømmelser i fremtiden kan få huspriserne ved danske kyster til at dykke – og så kan både långivere og husejere brænde nallerne på for store lån i ejendomme, lyder det.
Oversvømmelser, klima, økonomi, vand, stormflod

Et skrækkeligt syn at komme hjem til - men omkostningerne ved oversvømmelser kan også ramme både stat og realkreditinstitutter, bemærker professor. (Foto: Shutterstock)

Et skrækkeligt syn at komme hjem til - men omkostningerne ved oversvømmelser kan også ramme både stat og realkreditinstitutter, bemærker professor. (Foto: Shutterstock)

I takt med, at klimaforandringerne får havet til at stige og uvejret til at rase voldsommere, vil vi i Danmark komme til at opleve flere og flere oversvømmelser. De vil i høj grad ramme boliger ved kystområderne gennem de næste årtier, viser ny forskning fra DTU.

Konsekvenserne kan være store prisfald på både villaer og sommerhuse tæt på kysterne rundt om i landet.

Forskningen skyller direkte mod en ny udmelding fra regeringen.

I et forsøg på at få flere folk til at købe hus uden for de store byer, vil regeringen nemlig kautionere for en del af lånet til køb af et nyt hus. Med andre ord: sørge for, at den, der giver lånet til køberen, er sikret sine penge.

Staten skal kautionere

For at undgå, at Danmark »knækker over«, vil regeringen gøre det sikrere at låne penge ud til boligkøb uden for byerne.

Mere konkret skal långivere være sikret at få deres penge tilbage for den sidste fjerdedel af et boliglån, der i alt løber op i 80 procent af boligens værdi.

Manøvren skal gøre det mere sikkert at give lån til købere af huse i områder, hvor det kan være usikkert, om pengene kommer retur, fordi der ikke er den store gang i køb og salg.

Kilde: dr.dk.

Lånet kan dog komme til at hvile på en for optimistisk købspris, hvis man glemmer at tage hensyn til fremtidens uvejr og voldsomme hændelser, når man giver lån til huse ved kystområder, lyder det fra Kirsten Halsnæs, professor i klima og økonomi ved DTU.

»Hvis markedsmekanismerne virker, vil udsigten til oversvømmelser få huspriserne til at dale, og så er der jo ingen grund til, at staten nu skal ind og garantere for et huslån til en for høj pris. Det kan ende med at blive dyrt,« advarer Kirsten Halsnæs.

Ifølge professoren viser beregninger, at store oversvømmelser medfører udgifter til reparationer på et hus på gennemsnitligt en million danske kroner.

Priser og lån bør afspejle risikoen

Kirsten Halsnæs tilføjer, at hvis ejendomsmarkedet skal reagere godt på regeringens ønske om at garantere lån og sætte gang i huskøbene uden for byerne, er det vigtigt at tænke ind, at voldsomme oversvømmelser og stormfloder kan underminere markedet.

Bygninger skylles til havs

Hvis klodens temperatur fortsætter med at stige, vil vi »se en kraftig erosion af kystområderne, der vil skylle bygninger og infrastruktur ud i havet og føre til høje forsikringspræmier,« skriver professor ved Københavns Universitet Katherine Richardson i artiklen Hvordan bliver klimaet i år 2050?

»Oversvømmelser vil kunne ramme boliger og sommerhuse i kystområderne med store tab til følge, og det er på tide, at ejendomsmarkedet – og dermed også belåningen – åbner øjnene for de risici,« mener hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Tilsvarende ordninger fungerer i udlandet

Bekymringen vækker ikke den helt store genklang hos Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter, som blandt andet indsamler og analyserer data om boligmarkedet.

Han peger på, at nogle af de største tab efter oversvømmelser i fremtiden kan opstå inden for bygrænserne i eksempelvis København og ved jyske fjorde; ikke inde i landet, hvor man finder de fleste boliger, der er omfattet af regeringens planer for hjælp til boliglån.

Curt Liliegreen fremhæver især Køge Bugt som et område, der historisk er blevet ramt af svære oversvømmelser, som i dag ville medføre milliardtab.

»Problemstillingen med truslen fra vand er relevant mange steder, men jeg synes ikke, den knytter sig særligt til regeringens foreslåede kautionsordning,« siger Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videncenter.

Man har lignende garantiordninger i lande som Holland og USA, hvor truslen fra oversvømmelser ifølge Curt Liliegreen potentielt set er større og mere katastrofal end i Danmark.

Se, hvilke områder der bliver hårdest ramt

Kirsten Halsnæs udtaler sig på baggrund af nye beregninger, hun har lavet med blandt andre seniorforsker Morten Andreas Dahl Larsen fra DTU.

Det nye arbejde viser, hvilke vandstigninger vi kan forvente i fremtiden, og hvor man især vil blive ramt af stormfloder og oversvømmelser, når de voldsomme begivenheder bliver mere hyppige.

Stigende hav vil gøre flere områder sårbare

»Vandstanden er én ting. En anden ting er de skvulp, som havet sender ind over land. Hvis udgangspunktet er en højere vandstand, så vil skvulpene langt oftere oversvømme mange flere områder, som i dag ikke bliver det,« siger professor Ole Baltazar Andersen fra DTU Space i artiklen Vandstanden i verdenshavene stiger hurtigere og hurtigere,

Du kan læse forskernes egen beskrivelse af arbejdet på samarbejdspartneren DMI’s hjemmeside.

Du kan også få et indtryk af, hvilke områder forskerne regner med bliver hårdest ramt, i en kommende artikel på Videnskab.dk.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.



Annonce:

Det sker