For mere end 40 år siden i 1975 blev en række videnskabelige selskaber enige om at indføre et midlertidigt stop for en bestemt type eksperimenter inden for den såkaldte rekombinante DNA-teknologi.

Den indebærer, at man kan ændre vores gener på en måde, som vel kunne være til gavn for den enkelte patient, men som også havde muligheden for at kunne indføres på uheldige måder.

Selvom selskaberne ikke havde nogen juridisk magt, var der heldigvis så megen sammenhold mellem forskerne, at de anførte eksperimenter blev sat på effektiv standby.

Noget lignende har været fremført for genmanipulerede afgrøder, altså at en vækstfordel for nogle afgrøder kunne være til gavn for landmanden.

Men hvis afgrøden ændredes væsentligt, må den lokale flora kunne være til fare for samfundet.

De anvendes, men debatten er ikke slut. 

Roser er røde, tulipaner er blå

Nu er en ny begyndt, lidt i de samme baner som for 40 år siden, men med alle de fremskridt i videnskabelige metoder, som en så lang periode indebærer. 

Det nye ligger i en teknik, som med et fagudtryk kaldes CRISPR/Cas9, og den er faktisk kun fire-fem år gammel. Uden at blive for teknisk indebærer den, at man anvender et enzymsystem, som bakterier anvender til at forsvare sig mod virus. Det kan skære i DNA og indsætte andet med en nøjagtighed, som bare for få år siden ville være anset som umulig.

Ikke alene det, men man kan indsætte gener, som er ændrede i forhold til, hvad den pågældende organisme ellers har. Eksempel: Kender man genet for blåt farvestof, og vil man have en blå tulipan, skulle det efter sigende ikke være noget problem.

Når forskerne spiller Vor Herre

Det skræmmende i denne forbindelse er ikke den blå tulipan, for man har allerede i laboratoriet ændret dyr til at have andre egenskaber, men hvad der kan ske, hvis forskere begynder at arbejde med menneskelige celler, og her især kimceller. Hermed menes ægceller, sædceller eller befrugtede æg.

Sker dette, vil hver eneste celle i det menneske være ændrede, og genet vil ydermere blive nedarvet til den pågældendes børn. Der er med andre ord ikke tale om det, som i gamle dage hed genterapi. Her arbejdede man med modne celler fra et menneske, som var fra et bestemt organsystem, og som altså ikke var stamceller.

Den nye teknik kan således på sigt ændre menneskeheden. Det er skræmmende, og derfor har en kreds af videnskabelige selskaber altså foreslået, at man arbejder videre med teknikken i alt andet end mennesker.

Det positive er her, at også den kinesiske pendant til Videnskabernes Selskab har været med, for det var netop kinsiske forskere som i 2015, til stor bestyrtelse for alle andre, anvendte teknikken på befrugtede æg.

Det var den overordnede bekymring, altså at 'forskerne igen spiller Vor Herre', men på det tekniske plan er der ydermere bekymring for, at den nye teknik, som vel er meget nøjagtig og med en imponerende lav fejlfrekvens, alligevel kan komme til at ”skære forkert” og derved udløse ubodelige skader.

Her vil forskerne bruge den næste tid til dels at vurdere risikoen for fejl, dels forbedre teknikken.

Hvad nu, hvis vi kunne slippe for malaria?

Hvorfor er der så megen interesse for CRISPR/Cas9? Jo, på positivsiden kan man tage malaria som eksempel.

Det slår årligt tusindvis af mennesker ihjel og skyldes en parasit, som overføres til mennesket ved myggestik. Med andre ord er myggen bærer, men det er os mennesker, som bliver syge.

Forestil dig, at forskerne kan gøre myggen modstandsdygtig mod parasitten og derved måske give disse en overlevelsesfordel i forhold til de inficerede myg. Lykkes det, vil parasittens overførsel til mennesker, i hvert fald i teorien, være forhindret.

Der arbejdes faktisk på dette bag dobbeltlukkede døre i laboatorier verden over, ikke fordi man ikke må vide noget om det (som i retsvæsenet), men fordi man ikke ønsker, at de ændrede myg slippes ud i naturen, før alt er gennemtestet.

Et kig i krystalkuglen

Én ting er sikkert: Forskerne ønsker, at offentligheden holdes orienteret om disse udviklinger af den simple grund, at sporene skræmmer: i 90'erne indførtes de første genmodificerede planter i naturen af firmaet Monsanto i USA.

Eftersom det ikke havde udvist omhyggelighed med hensyn til at orientere offentligheden, var resultatet, at firmaet, delvist korrekt, kom til at fremstå som hemmelighedskræmmere.

For CRISPR/Cas9 vil det modsatte forhåbentlig være tilfældet, nemlig at der vil være løbende opdateringer om frem- og tilbageskridt om teknikken og dens anvendelse.

Skulle teknikken vise sig sikker, kan den så kurere de folkesygdomme, som plager os mest? Det bliver selvfølgelig meget spændende at se, men her skal man huske, at mange af dem, eksempelvis kræft og diabetes, skyldes flere forskellige genforandringer, så der skal med andre ord skæres flere steder.

Det er svært at spå, især om fremtiden, som Storm P. sagde, men jeg tør godt vove påstanden, at vi langtfra har hørt det sidste om CRIPSR/Cas9.