Pressenævnets afgørelse i Ellen Imellem-sag kan påvirke fremtidens journalistik
Vurdering af DR-programmet Ellen Imellem bliver »superinteressant« og kan skubbe grænserne for, hvordan danske journalister håndterer kilder, mener medieforskere.
Ellen Imellem, DR, Peter C. Kjærgaard, presseetik, Pressenævnet, etik, journalistik, satire, kilder

Ellen Imellem har udviklet sig til at blive en unik dansk sag om kildehåndtering og grænsen mellem satire og journalistik, lyder det oven på seks programmer med blandt andre professor Peter C. Kjærgaard (tv). (Foto: DR)

Ellen Imellem har udviklet sig til at blive en unik dansk sag om kildehåndtering og grænsen mellem satire og journalistik, lyder det oven på seks programmer med blandt andre professor Peter C. Kjærgaard (tv). (Foto: DR)

Ingen tidligere sager har været helt som den, der nu ligger hos Pressenævnet, efter en række medvirkende har klaget over DR-programmet Ellen Imellem. Det vurderer flere medieforskere.

Maria Bendix Wittchen forsker i presseetik ved Roskilde Universitet (RUC). Hun udgav i 2021 et studie, hvor hun samme med to kolleger gennemgik 20 års kendelser i Pressenævnet.

»Jeg har efter Ellen Imellem gennemgået Pressenævnets sager om satire igen, og der er en del de seneste to årtier – men ingen minder om Ellen Imellem, hvor ekspertkilder kritiserer de journalistiske metoder og aftalen mellem kilde og journalist.«

»På den måde er det en opsigtsvækkende sag om et program, der ligger i et virkelig interessant grænseland mellem satire og journalistik.«

Seks afsnit af Ellen Imellem
  1. Professor i astrofysik Anja C. Andersen udspørges af en videnskabsfornægter, der mener, Jorden er flad.
  2. Politiker Pernille Skipper (Enhedslisten) udspørges af en abortmodstander.
  3. Ernæringsekspert Morten Elsøe udspørges af tykaktivist.
  4. Xukun Ji fra tech-giganten Huawei udspørges af regionsrådspolitiker Thomas Rohden (Radikale Venstre), der også er formand for Dansk Kina-Kritisk Selskab.
  5. Professor i evolutionshistorie og museumsdirektør Peter C. Kjærgaard udspørges af videnskabsfornægter, der taler for intelligent design (kreationisme).
  6. Politiker Morten Messerschmidt (Dansk Folkeparti) udspørges af tidligere DF'er Erik Høgh Sørensen.

Du kan se alle seks afsnit på DR’s hjemmeside og YouTube.

»Det skaber grobund for en relevant diskussion af, hvad journalister må, og hvad kilder skal og vil finde sig i,« konstaterer Maria Bendix Wittchen, studielektor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab og ph.d.-studerende i RUC’s Center for Nyhedsforskning.

Lektor Thomas Pallesen fra DMJX kalder af samme årsag pressenævnssagen »superinteressant«.

Hvis Pressenævnet kommer med en god begrundelse for sin afgørelse, vil medlemmerne ifølge Thomas Pallesen have gjort sig flere principielle overvejelser:

  • Blev deltagerne uretmæssigt ført bag lyset, da de fik fortalt, at de skulle interviewes af en DR-journalist – selvom spørgsmålene i virkeligheden kom fra skarpe kritikere, der dikterede spørgsmålene gennem journalistens øresnegl?
  • Har programmet så stor samfundsmæssig betydning, at DR er i sin gode ret til at lyve for deltagerne for at få dem til at stille op?
  • Er Ellen Imellem satire, som DR påstår? Og burde deltagerne have afkodet genren på forhånd ud fra DR’s mail, der fortalte, at der ville indgå »satiriske elementer« i interviewet?

»Mange derude er nok ikke helt klar over, at Pressenævnets kendelser løbende viser retningen for, hvordan pressen skal fungere lige nu. Når vi ikke har flere af den her type sager herhjemme, er hvert eneste af de her punkter spændende, fordi de danner præcedens for sager i fremtiden,« siger Thomas Pallesen.

I artiklen her får du forskernes vurderinger af, om deltagerne har ret i, at DR har overtrådt presseetiske spilleregler.

Samme type overvejelse skal fire medlemmer af Pressenævnet gøre sig, når nævnet formentlig i løbet af 2022 skal behandle klagen fra fagforeningen DM på vegne af tre af programmets seks gæster i studiet.

De tre centrale punkter er i resten af artiklen smeltet lidt sammen, for de er filtret godt og grundigt ind i hinanden.

Tilbage står to overskrifter, som stikker ud som helt centrale i både DM’s klage til Pressenævnet og for forskerne, der spændt afventer Pressenævnets kendelse:

  1. Er kilderne blevet tilstrækkeligt informeret om, hvad de skulle deltage i?
  2. Er Ellen Imellem satire eller journalistik?

Deltagere: Vi har ikke givet samtykke

De tre klagere føler sig helt grundlæggende snydt ind i et koncept, de slet ikke kendte rammerne for:

  • Ingen af dem har sagt ja til at blive konfronteret med en skarp, unuanceret kritiker.
  • Ingen oplever, at de deltager i et program, der handler om det emne, de fik oplyst på forhånd.
  • Ingen oplever at have sagt ja til at medvirke inden for rammer, som DR kalder satire.

Kort sagt oplever klagerne – professor Anja C. Andersen, professor og museumsdirektør Peter C. Kjærgaard og ernæringsekspert Morten Elsøe – at de før programmet gav samtykke til noget helt andet, end de endte med at optræde i.

Allerede før programmerne blev offentliggjort på DR P3’s hjemmeside og den tilhørende YouTube-kanal, trak de tre deltagere derfor deres samtykke tilbage og krævede, at programserien blev stoppet.

DR mener omvendt, at kilderne er blevet tilstrækkeligt informeret.

I en mail sendt før optagelserne får deltagerne at vide, at programmet vil være »underholdende med satiriske elementer«, og »nogle af spørgsmålene vil derfor også være lidt overraskende og anderledes ift. et helt traditionelt nyhedsinterview eller pressemøde.«

Mail, DR, Ellen Imellem, Morten Elsøe, invitation

Ordlyden i DR's orientering til deltagerne, her taget fra en mail til Morten Elsøe.

Desuden mener DR, at deltagerne som professionelle kilder – der er vant til at optræde i medierne – må kunne klare at blive udsat for mere end andre.

Konklusionen fra DR’s kulturredaktør Henrik Bo Nielsen lyder alt i alt, at programmet er »inden for skiven«.

Forskere: Løgn kun tilladt ved særlige omstændigheder

DR’s udlægning af sagen er medieforskerne uenige i.

Både Maria Bendix Wittchen og Thomas Pallesen understreger, at journalister gerne må undlade at fortælle kilderne alt om, hvad de deltager i. Men det kræver, at journalistikken afdækker noget, der åbenlyst er i offentlighedens interesse.

Det kunne være at afsløre magtmisbrug, kriminelle forhold eller lignende, hvor offentlighedens interesse for at kende til sagen trumfer kravet om samtykke.

»Det journalistiske argument er normalt, at ’vi har prøvet i lang tid at få et interview i stand med almindelige metoder. Nu har vi brug for et svar, og sagen er så stor og vægtig, at vi argumenterer for, at gråzonemetoder er okay lige i det her tilfælde’,« forklarer Maria Bendix Wittchen.

»Spørgsmålet er så, om det gælder for Ellen Imellem. Er det for eksempel så vigtigt at få en fladjordsteoretiker i tale, at man bliver nødt til at gå bag om ryggen på Anja C. Andersen for at få det til at ske?« spørger Maria Bendix Wittchen.

Første afsnit i DR P3's serie Ellen Imellem med astronomiprofessor Anja C. Andersen, der uden at vide det bliver udspurgt og kritiseret af fladjordsteoretiker Ole Lochmann.

Ifølge Thomas Pallesen er svaret klart nej.

»Her lyver man jo decideret ved at sige, at Ellen vil interviewe dig om ditten og datten og lokker deltagerne ind i interviewet på falske forudsætninger. Det mener jeg ikke, at selv professionelle kilder skal tåle, med mindre der er samfundsmæssig grund til det – og det er tydeligt, at det er der ikke her,« mener Thomas Pallesen.

Er den skjulte kritiker en ’falsk identitet’?

I Ellen Imellem lader DR-journalisten, som om hun finder på spørgsmålene, selvom de reelt kommer fra en skarp kritiker af gæsten i studiet.

Den manøvre kan ifølge Maria Bendix Wittchen minde meget om en falsk identitet, som ifølge DR’s egne regler kræver, at man får særlig godkendelse fra chefniveau. Falsk identitet skal nemlig kun bruges i sager, hvor den er eneste måde at fremskaffe samfundsvigtige oplysninger.

»I journalistik skal man sige, hvem man er, hvor man kommer fra, og hvad det handler om. Man skal spille med åbne kort og for eksempel ikke bare bruge falske identiteter tilfældigt på morgenfladen.«

»Her kan man godt sige, at journalisten påtager sig en form for falsk identitet og leger med den, og jeg er spændt på, om Pressenævnet kommer frem til noget på det punkt,« melder Maria Bendix Wittchen.

En tredje medieforsker har tidligere fortalt Videnskab.dk, at ansvaret ene og alene ligger hos DR for, om deltagere føler sig ordentligt klædt på og ved, hvad de går ind til.

Lektor emeritus Michael Bruun Andersen kalder DR’s tilgang for »sjusket og uprofessionel« og mener, at »det står krystalklart, at de medvirkende ikke har forstået, hvad de var med i, fordi aftalegrundlaget har været for dårligt.«

Du kan læse mere om hans vurdering i artiklen Medieforsker: DR har overtrådt etiske retningslinjer med Ellen Imellem.

Hvad vil Pressenævnet se på?

Maria Bendix Wittchen afsøger i sin ph.d.-afhandling grænserne for journalistik. Hun ser især frem til at få Pressenævnets vurderinger af forløbet op til selve udsendelsen.

»Mange pressenævnssager handler om produktet, for eksempel citater eller overskrifter. Men journalistiske dilemmaer handler tit om det, der går forud for produktet. Det overser man lidt som seer.«

»Her er kildekontrakten enormt mudret, og jeg formoder, at alt det forud for programmet vil være noget, Pressenævnet vil forholde sig til, herunder mailkorrespondancer og udlægninger af, hvad der er foregået,« siger Maria Bendix Wittchen.

Du kan læse om nogle meget forskellige tilgange til, hvad man som deltager på den ene side og som ansvarlig for programmerne på den anden side forventer af forskernes rolle. Se boksen under artiklen.

Maria Bendix Wittchen tilføjer, at det også bliver spændende at se, hvordan nævnet vil inddrage DR’s egne etiske retningslinjer for aftaler med kilder, »da de er langt mere detaljerede end de vejledende regler for god presseskik, som nævnet bruger i deres afgørelser«.

Pejlemærke: Kendelse i sag mod TV 2

Maria Bendix Wittchen og Thomas Pallesen tager begge – uafhængigt af hinanden – fat i en kendelse i Pressenævnet fra 2017.

»Jeg kunne godt finde på at bruge Ellen Imellem som eksamensopgave, og så skulle mine studerende henvise til TV 2’s ’Danmark mod Østeuropa’, som danner praksis på dette punkt,« lyder det fra Thomas Pallesen.

»Danmark mod Østeuropa« ville afdække, om danske kunder bruger østeuropæiske håndværkere, fordi kvaliteten er bedre.

Journalisterne fik lov at filme danske håndværkeres arbejde under påskud af at lave en udsendelse om forskellige typer arbejdskultur.

I virkeligheden havde journalisterne sat en konkurrence op mellem østeuropæiske og danske håndværkere for at finde ud af, hvem der er bedst til at lægge nyt tag på et hus.

Da ejeren af den danske virksomhed bliver konfronteret med kritik af arbejdet, bliver han vred over, at præmissen for udsendelsen har været skjult for ham. Han klager til Pressenævnet – og får medhold.

TV 2-kendelse indgår i klage

Pressenævnets afgørelse i sagen om »Danmark mod Østeuropa« indgår også i argumentationen i DM’s klage for at få Pressenævnet til at udtale kritik af Ellen Imellem.

Du kan læse klagen i sin helhed på DM’s hjemmeside.

Pressenævnet gennemgår en række detaljer og skriver blandt andet i kendelsen:

»Pressenævnet finder, at [Indehaveren] ikke kan anses for at have fået tilstrækkelig information til, at han kunne vurdere, hvorvidt han ville deltage. Han kan derfor ikke anses for at have givet samtykke til at deltage i udsendelsen i den foreliggende form.«

Samtykket til at deltage var med andre ord ugyldigt, fordi deltageren i TV 2’s program havde sagt ja til noget andet, end han reelt deltog i.

Hvis du synes, du har hørt om kendelsen før, er det måske, fordi en tredje kyndig inden for mediejura tidligere på Videnskab.dk har hevet fat i præcis samme sag.

Du kan læse om advokat Vibeke Borbergs overvejelser om TV 2-sagens relevans for Ellen Imellem i artiklen Endnu en professor klager over DR: »Aldrig været ude for noget lignende«.

Hvor meget skal professionelle kilder tåle?

Men det er vel en fair pointe, at forskere og ernæringseksperter kendt fra et væld af danske medier er så professionelle kilder, at de må have lidt tykkere hud end andre og kunne tåle et større vrid gennem mediemaskinen?

»Det er klart, at man må have en forventning om, at de professionelle kilder her på en anden måde end andre ved, hvordan medierne arbejder, og at der kan blive vinklet skarpt og klippet til,« siger Maria Bendix Wittchen.

»Men det giver altså ikke carte blanche til, at medier kan opføre sig fuldstændig, som de vil. Når man laver noget, der er muldvarpe-agtigt eller udgiver sig for at være noget, man ikke er, skal man som udgangspunkt stadig have folks samtykke til at være med – også selvom man kalder det satire.«

»Det står endda i DR’s egne retningslinjer, så det undrer mig faktisk, at DR kommer med en anden udlægning,« siger Maria Bendix Wittchen.

DR’s kulturdirektør, Henrik Bo Nielsen, har over for Akademikerbladet brugt begrebet ’carte blanche’ til at argumentere for den stik modsatte pointe af Maria Bendix Wittchen:

»Det vigtige er, at vi fortæller, at der bliver anvendt satiriske greb, og at der kan være overraskende spørgsmål. Og når man har sagt ja til det som deltager, er der ikke carte blanche til, at man kan træde tilbage bagefter. Her forudsætter jeg, at vi taler om mennesker, der er vant til at gebærde sig i medierne.«

Forsker »målløs« over DR-syn på kilder

Ordene efterlader lektor Thomas Pallesen »målløs« over, hvordan DR ifølge kulturdirektøren ser på kilder.

»Står hans ord til troende, ville jeg ikke selv have lyst til at deltage i noget som helst med DR. Hvis man på den måde kan få at vide, at der indgår satiriske elementer og kan ende med at komme ud for det, forskerne har oplevet som et overgreb, er det simpelthen en misforståelse af, hvordan man kan behandle kilder, uanset hvem de er.«

»Når Pressenævnet skal se på det her, skal det blandet andet vurdere, om der er proportionalitet i sagen. Det er der jo ikke, hvis man afskriver sig alle sine rettigheder, fordi man har fået at vide, at der vil indgå satiriske elementer.«

»Jeg er meget overrasket over, at DR tilsyneladende har et så instrumentelt forhold til kilder, og det vil undre mig, hvis der ikke bliver udtalt kritik,« siger Thomas Pallesen, der tidligere har været nyhedsjournalist i DR i 20 år.

Maria Bendix Wittchen står for pressetræning af forskere på RUC. Hun bemærker, at DR’s udmelding bliver et interessant eksempel at hive frem:

»Man kan bruge det til at understrege, at man skal have meget klare aftaler med journalister. Siger de noget om satire, skal man virkelig være årvågen,« lyder det.

DR oplyser i en mail til Videnskab.dk, at man ikke kommenterer sager, der verserer i Pressenævnet.

Er Ellen Imellem satire eller journalistik?

Redaktionschef i DR Ung, Jonas Delfs, har tidligere skrevet til Videnskab.dk, at han anser sammenligningen mellem Ellen Imellem og TV 2-programmet »Danmark mod Østeuropa« for at være »misvisende.«

»Blandt andet fordi det var en undersøgende dokumentar, mens der her er tale om et satirisk format. Der gælder jo bredere rammer i forhold til satiriske produktioner,« lyder det i mailen fra Jonas Delfs til Videnskab.dk.

Ordene indkapsler et andet meget centralt og omstridt element i sagen: Er Ellen Imellem satire eller ej? Og skal programmet bedømmes inden for rammerne af satire eller journalistik?

Ansvarshavende chefredaktør for mediet Frihedsbrevet, Mads Brügger, har på Twitter givet udtryk for, at det er tosset at se Ellen Imellem som andet end satire.

Andre er dog uenige.

En række forskere har tidligere fortalt Videnskab.dk, at programmet i deres øjne slet ikke kan kaldes satire.

Lektor Thomas Pallesen ser heller ingen satire i Ellen Imellem i en definition, som ligger inden for rammerne af mediejura.

»Man kan sige det sådan, at i den medieretslige tradition nyder hofnarren særlig beskyttelse. Hofnarren forvrænger ting for at få os til at tænke anderledes om dem. Muhammed-tegningerne er et eksempel på satire. Men for mig at se er DR’s brug af ordet satire her simpelthen en misforståelse af, hvad satire er.«

Men grundovervejelsen fra DR’s side er, at man vil bruge humor for at nå et ungt publikum. Har DR ikke retten på sin side her, uanset om programmet teknisk set kan kaldes satire eller ej?

»Nej, humor er ikke undtaget presseetiske regler. Du har ikke udvidet ytringsfrihed, fordi du bruger humor. For mig at se er det her journalistik, som man så kan diskutere er god eller ej,« siger Thomas Pallesen.

Forskere: Ellen Imellem er en slags journalistik

Andre forskere har tidligere givet udtryk for, at Ellen Imellem enten er »noget, der minder om journalistik« eller »en blanding af flere forskellige former for journalistik.«

Du kan læse deres ord i boksen i bunden af denne artikel.

Thomas Pallesen tilføjer, at DR P3 selv omtaler udsendelserne som programmer, der ikke bare skal være sjove, men også oplyse unge. Jonas Delfs har på Videnskab.dk kaldt Ellen Imellem for »noget af den fineste public service«. 

Er det journalistik, er reglerne brudt

Hvis Pressenævnet vurderer, at Ellen Imellem er journalistik og ikke satire, ligger sagen ifølge forskerne lige til højrebenet.

Maria Bendix Wittchen bider blandt andet mærke i, at det er kommet frem, at tykaktivisten Regina Fjendbo – der var den skjulte kritiker i program 3 – selv fik lov at udvælge ernæringsekspert Morten Elsøe som den, der skulle grilles for rullende kameraer.

»Det bryder jo med idealerne om at være neutral, fair, tilstræbt objektiv og upartisk. Hvis man på forhånd siger, at ’ernæringseksperten kan vi ikke lide, og vi elsker tykaktivisten og lader hende få alle sine ting igennem, uden at han ved noget’, er han jo allerede bagud på point og kan ikke forsvare sig ordentligt.«

»Taler Ellen Imellem ind i et journalistisk felt, har man helt tydeligt andre normer og værdier for, hvad der er okay, end hvis man taler ind i et underholdnings/satire/kulturfelt,« konstaterer Maria Bendix Wittchen.

Fagforeningen DM påstår i klagen til Pressenævnet, at DR kalder programmerne satire »i et forsøg på at udvide rammerne for DR’s etiske råderum i forhold til deres forpligtelser over for de medvirkende«.

DR’s kulturdirektør Henrik Bo Nielsen mener derimod, at DR har godt styr på definitionerne og har tidligere givet udtryk for ikke at have så meget til overs for andre syn på satire.

»Danmark har pludselig fået flere eksperter i satire, end vi havde virologer under corona, vil jeg sige. Vi har arbejdet med satire i rigtig mange år og kender godt genren,« lyder det i Akademikerbladet, hvor han fortsætter:

»Det er en udbredt misforståelse, at satire nødvendigvis skal være sjovt. Det handler lige så meget om det mærkelige og tåkrummende.«

Bemærkningen har fået andre til at undre sig på Twitter:

Ifølge en satireforsker kræver det da også flere kriterier, før man normalt vil anse et tv-program for at være satire (se faktaboksen til højre).

Tre typiske ingredienser i satire

Satireforsker Ida Klitgård fra Roskilde Universitet (RUC) savner nogle helt grundlæggende elementer, der ville gøre Ellen Imellem til satire:

  • Flere lag, som man skal gennemskue og tolke. I Ellen Imellem bliver alt serveret råt for usødet.
  • En »kunstnerisk orienteret humoristisk samfundskritik«, der udstiller et problem med virkemidler som overdrivelse eller andre greb, hvor man vender noget på hovedet. Det har programmet ikke.
  • Der skal være et tydeligt offer.

»Her sidder jeg mest tilbage med følelsen af to parter, der ikke lytter, men taler forbi hinanden. Og da det er et eksperiment, hvor den ene part bliver ført bag lyset, tipper magtbalancen i dialogen.«

»Programmet sætter sig på den måde mellem to stole, hvor man både tester forskeren og udstiller skeptikeren. Men ingen af delene er særligt vellykkede. Jo, flat eartheren bliver latterliggjort, men det er ikke humoristisk. Det er snarere sørgeligt,« siger Ida Klitgård, lektor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab ved RUC med henvisning til første del af Ellen Imellem med Anja C. Andersen.

Mere i artiklen Forskere: DR’s kritiserede programserie er IKKE satire.

Pressenævnets medlemmer uenige om satire

De mange modsatrettede syn på Ellen Imellem illustrerer faktisk ret godt, hvordan Pressenævnet generelt har stillet sig i de få sager om satire, som det har taget stilling til siden årtusindskiftet. (Se boksen under artiklen for en oversigt.)

I blot fem tilfælde har nævnet udtalt kritik af satire. I tre af dem var der uenighed – dissens – om kendelserne.

»Det er nok, fordi det også i nævnet er en vurderingssag, hvornår noget er inden for rammerne af satire. Derfor bliver klagen fra DM, og hvordan de har vægtet deres argumentation, enormt vigtig for, om Pressenævnet siger, at DR har handlet forkert eller ej.«

»Det bliver også spændende at se, hvad DR svarer, og hvordan de vil udfolde deres argumenter for, at programmet er satire,« siger Maria Bendix Wittchen.

Mens det er småt med satiresager i Pressenævnet – og altså umuligt at finde sager, som direkte kan sammenlignes med Ellen Imellem – kan man ifølge Maria Bendix Wittchen finde visse paralleller i en tidligere DR-produktion, der også havnede i shitstorm i offentligheden.

Ellen Imellem minder om Absurdistan

Programmet Absurdistan var en serie på DR P3’s forløber P3, hvor en journalist påtog sig falske identiteter og blandt andet sendte opdigtede pressemeddelelser ud for at vise, hvor ukritisk danske medier arbejder.

Journalisterne bag Absurdistan ville udstille magthavere – medierne selv – ved at vise, at budskaber ukritisk endte i spalterne og på tv-skærme, hvormed medierne ikke levede op til fortællingen om den kritiske vagthund, forklarer Maria Bendix Wittchen.

I et enkelt tilfælde lykkedes det den forklædte journalist at komme ind som gæst i TV 2 Lorry og fortælle om en ny natklub, hvor kun de allerpæneste mennesker har adgang.

Absurdistan-journalist Kristoffer Eriksen - i dag chefredaktør på Frihedsbrevet - optrådte som gæst i Lorry under den falske identitet Morten Olsen fra natklubben Eye Candy.

Indslaget vakte ramaskrig, ikke mindst fra Lorrys side.

Ifølge Maria Bendix Wittchen minder Absurdistan om Ellen Imellem, fordi begge programmer er rettet mod unge, de bruger skjulte greb og skarpe spørgsmål, og fordi ingen af koncepterne i forvejen var kendt for deltagerne.

De ukendte rammer gør nemlig programmet til noget andet end populære satireprogrammer som Adnan fra DR, Jonatan Spang fra DR2, Natholdet fra TV 2 og Den Korte Radioavis på Radio24syv (i dag genopstået som Den Korte Podcast), som ellers også er blevet kritiseret for at gå over stregen.

Tydelig satire står stærkest i Pressenævnet

Maria Bendix Wittchen fortæller, at det ud fra de tidligere sager om satire i Pressenævnet betyder noget i nævnets afgørelser, om satire-formatet er tydeligt.

»Hvis det står klart, at noget eller nogen indgår i et tydeligt satirisk program, så er der vide rammer for, hvad medierne kan tillade sig.«

»Men i sagen om Ellen Imellem er et centralt kritikpunkt jo, at kilderne netop ikke ved, at de indgår i et satirisk program,« bemærker hun.

»Hvis for eksempel Jonatan Spang ringer op til en kilde, ved kilden godt, at nu er der noget satire i gang. Der er allerede meget klare rammer, som man kan sige ja eller nej til, fordi formatet er kendt,« siger Maria Bendix Wittchen.

»DR laver jo masser af satire, hvor kilderne – også forskere – gerne vil være med, blandt andet fordi det giver nogle andre muligheder for at få sine budskaber ud. Ellen Imellem er derimod et format, man slet ikke kender, akkurat som det var tilfældet med Absurdistan, og det skal med i betragtning, når man bedømmer, om programmet ’bare’ er satire,« vurderer Maria Bendix Wittchen.

Absurdistan blev efter en masse kritik lagt i graven af DR efter første sæson med begrundelsen, at man ikke kunne finde penge til flere programmer.

DM’s klage til Pressenævnet over Ellen Imellem blev indsendt 4. juni.

Pressenævnet var i 2021 gennemsnitlig 146 dage at behandle en sag.

Hvis vi ignorerer ethvert forbehold for ferier, sygdom, variationer i sagsbehandlingstider og andre faktorer, betyder det, at en kendelse i sagen om Ellen Imellem kan blive offentliggjort 28. oktober 2022.

Forskere: Verdener støder sammen i Ellen Imellem
Morten Elsøe, DR, Ellen Imellem, tykaktivist, roller, tv-produktion

Ernæringsekspert og medvirkende i Ellen Imellem Morten Elsøe har kaldt programmet for en "udnyttelse af mennesker for underholdning". (Foto: DR) 

Ellen Imellem kan ses som slagplads for to helt forskellige tilgange til, hvordan man opfatter rollerne i en tv-udsendelse, lyder det fra medieforskere.

Thomas Pallesen fra DMJX kridter banen op:

Inden for en hel del underholdnings- og reality-programmer bliver deltagerne castet til en særlig rolle.

Det kan du læse et eksempel på i artiklen Derfor elsker vi Paradise Hotel, hvor deltagerne bliver udvalgt til at udfylde roller inspireret af eventyr som »Den grimme ælling«.

Iscenesættelse og ærlighed er som olie og vand

Forventningen er ikke, at du som deltager er ærlig eller oprigtig, som forskerne ellers forsøger at være i Ellen Imellem. Du skal i stedet udfylde en plads, der får dramaturgien til at fungere, så seerne føler sig underholdt.

Maria Bendix Wittchen ser det på nogenlunde samme måde:

»Forskerne går ind til det i ekspertrollen, som er formidlende: vi skal være klogere. På den anden side sidder andre og lave ren ’høhø’-leg med dem, uden de ved det.«

Ifølge Thomas Pallesen er denne type »iscenesættelse« en kerne i konflikten om Ellen Imellem.

»Ærlighed og iscenesættelse er som olie og vand. Det kan opleves som en kæmpekrænkelse at blive mødt med iscenesættelse, hvis man selv er ærlig,« konstaterer Thomas Pallesen, der blandt andet har undersøgt, hvordan fortælleformen på sociale medier spiller ind på nyhedsjournalistik (1, 2).

Ubehagelig ahaoplevelse

Lektoren har flere eksempler på ubehagelig iscenesættelse oplevet af deltagere i underholdningsprogrammer.

Han nævner dog også et eksempel fra sit eget journalistiske liv, hvor han mærkede, at iscenesættelse kan sætte sig mentale spor:

Som nyhedsjournalist i DR’s afdeling i Aalborg interviewede han en politiker fra SF. Efter at have fået samme, uforståelige svar på to spørgsmål, standsede han interviewet og sagde til politikeren, at han ganske enkelt ikke forstod svaret. Da kameraet tændte igen til tredje spørgsmål, svarede politikeren præcis det samme som de to foregående gange.

»Jeg troede, at et interview var en optaget samtale mellem to mennesker, men fandt ud af, at det var det slet ikke. Han iscenesatte sig selv som én, der blev interviewet, og det eneste han gjorde var at aflevere et budskab.«

»Dér gik op for mig, at ’gud, det er det, de gør på Christiansborg hele tiden’. Jeg fik at vide, at det var naivt, at jeg ikke havde forstået det før.«

»At stå over for et menneske, der betragtede mig som mikrofonstativ og nægtede at betragte mig som én, der var nysgerrig og ærlig; det var ubehageligt og lidt en ahaoplevelse for mig,« fortæller Thomas Pallesen.

Uetisk eksperiment

Forskeren mener ud fra egen erfaring og sin forskning, at uanset hvilken tilgang man har, bør man grundlæggende udvise respekt for personen på den anden side af mikrofonen, og især sine kilder.

»I mit hoved er der kun én virkelighed: Deltagere har krav på at blive behandlet lige godt, uanset hvilken type programmer de medvirker i, og jeg synes, at studieværten Ellen har et ansvar for ikke at behandle medmennesker på den måde.«

»I det hele taget virker Ellen Imellem både uetisk og ugennemtænkt, og jeg kan godt få følelsen af, at der ikke rigtigt har været en voksen til stede, da det eksperiment blev udtænkt og udført,« siger Thomas Pallesen.

11 satiresager i Pressenævnet siden 1999

Ved at lave en simpel søgning i Pressenævnets arkiv har Maria Bendix Wittchen fundet frem til i alt 11 sager, der de seneste to årtier har knyttet sig til satire:

2020: DR (ikke kritik) https://www.pressenaevnet.dk/kendelser/dr-faar-ikke-kritik-for-satirisk-indslag/

2017: TV2’s Natholdet (ikke kritik): https://www.pressenaevnet.dk/kendelser/tv-2-faar-ikke-kritik-satiriske-kommentarer-tv-udsendelsen-natholdet/

2016: SE og HØR (ikke kritik): https://www.pressenaevnet.dk/kendelser/ikke-kritik-for-satirisk-tekst/

2014: Ekstra Bladet (kritik): https://www.pressenaevnet.dk/kendelser/satirisk-artikel-var-i-strid-med-god-presseskik/

2010: Berlingske (ikke kritik) https://www.pressenaevnet.dk/kendelser/ikke-kritik-af-berlingske-tidende-og-berlingske-dk-bl-a-for-udsagnet-fondens-skyhoje-administrationsomkostninger-samt-hoje-salaerer-og-honorarer-forelaeggelse-satiretegninger-advokatra/

2009: Skala FM (kritik, dissens) https://www.pressenaevnet.dk/kendelser/kritik-af-skala-fm-for-brug-af-skjult-mikrofon-i-forbindelse-med-telefonspog-dissens-satire/

2008: Ekstra Bladet (kritik, dissens): https://www.pressenaevnet.dk/kendelser/kritik-af-ekstra-bladet-for-i-satire-at-bringe-kraenkende-oplysninger-pa-baggrund-af-faktuelt-forkerte-oplysninger-berigtigelse-dissens/

2008: Ugeavisen Slotsbyerne (ikke kritik) https://www.pressenaevnet.dk/kendelser/ikke-kritik-af-ugeavisen-slotsbyerne-for-at-have-offentliggjort-en-vandrehistorie-satire-retlig-interesse/

2008: Fyens Stiftstidende (ikke kritik) https://www.pressenaevnet.dk/kendelser/ikke-kritik-af-fyens-stiftstidende-for-ordspil-satire-ikke-grundlag-for-genmaele-retlig-interesse/

2008: Ekstra Bladet (kritik) https://www.pressenaevnet.dk/kendelser/kritik-af-ekstra-bladet-og-www-ekstrabladet-dk-for-at-sammenblande-personlige-okonomiske-interesser-med-faktuelt-forkerte-oplysninger-satire/

2001: Ekstra Bladet (kritik, dissens) https://www.pressenaevnet.dk/kendelser/kritik-af-ekstra-bladet-beskyldninger-i-satirisk-form-dissens/

Pressenævnet kommer desuden med principielle overvejelser om kritik i dette uddrag fra årsberetningen 2001: https://www.pressenaevnet.dk/indsigt/satire-uddrag-aarsberetning-2001/

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om, hvorfor denne 'sort hul'-illusion narrer din hjerne.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk