Populære hundefilm påvirker dit valg af vovse
Hunderacer bliver populære, hvis vi ser dem i en positiv sammenhæng på film. En god film om en nuttet talende rottweiler er altså lige det, der kan redde rottweilernes ry, siger en dansk forsker.

Collie-racen blev populær, efter den første Lassie-film fik premiere 1943. Lassie-filmene blevet produceret helt frem til og med 2008. Ovenstående billede er taget i 1962. (Copyright CBS Television)

Collie-racen blev populær, efter den første Lassie-film fik premiere 1943. Lassie-filmene blevet produceret helt frem til og med 2008. Ovenstående billede er taget i 1962. (Copyright CBS Television)

Måske fik du dig i 90erne en lille sød hund af racen Petit Basset Griffon Vendeen.

Den populære film ’Hannibal og Jerry’ viste i hvert fald dengang en nuttet udgave af racen, da hunden Orfeus spillede rollen som den talende hund Jerry.

Og det kan have inspireret danskere til at købe hunde, der lignede Jerry på en prik. I hvert fald hvis vi ligner amerikanerne.

Et amerikansk studie viser nemlig, at populære film kan have en afgørende indflydelse på, hvor populær en hunderace bliver.

»Det ser ud til at være et rent modefænomen,« siger den ene af forfatterne til studiet Alberto Acerbi i mediet The Conversation. Alberto Acerbi er ansat ved Department of Archaeology and Anthropology på University of Bristol.

Forskerne har undersøgt effekten af 29 film i amerikansk filmhistorie fra 1927 til 2005 ved at analysere tallene fra data over hunde i American Kennel Club, hvor antallet for hver racehund har været registreret. Analysen er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Plos One.

Resultatet af analysen viste, at registrering af bestemte racer steg markant i tiden, efter en hund af denne race havde medvirket i en populær film.

Forsker: Fin brug af statistik

Et eksempel på denne effekt er filmen Lassie Come Home fra 1943.  I filmen følger vi den trofaste Lassies lange rejse hjem til sin kære ejer drengen Joe, efter Lassie er blevet solgt af Joes familie. Samme år steg antallet af registreringer af collie-hunde med 2331. Sådan ser mønsteret ud for mange andre racer - især i filmhistoriens tidlige år, siger forskerne.

De mener, at de ældste film har haft den stærkeste effekt, fordi der dengang ikke var den store konkurrence til biograferne, mens vi i dag har langt flere medier.

Stastiker på universitetet i Cambridge David Spiegelhalter siger til The Conversation, at forskernes resultater holder vand, men at de ikke er overraskende:

»Det her er en fin brug af statistik, fordi de har taget hensyn til de trends, som eksisterede før filmene, men resultatet af analysen er nok ikke så overraskende. Lige så vel som Toy Story kunne sælge Buzz Lightyear-legetøj, kan 101 Dalmatinerne få familier til at ønske sig en plettet hund.«

Positiv sammenhæng smitter af på både cola og hunderacer

Professor mso medieret kommunikation på Aalborg Universitet Nicolai Jørgensgaard Graakjær forklarer, hvorfor hunderacer bliver populære efter at have medvirket i populære film.

»Resultatet med hunderacerne viser, at det vi ser eller hører om på film eller andre medier, har en afsmittende effekt på en vare. Det illustrerer, at ting og sager får betydning for os via deres indlejring og deres kontekstualitet,« siger forskeren.

Vores opfattelse af hunderacerne bliver med andre ord påvirket af, at de bliver sat ind i en positiv sammenhæng og spiller en aktiv positiv rolle i en god historie.

Cola, biler, ure kan have den samme effekt på os, hvis det lykkedes for producenten af disse varer at få dem placeret i en positiv og naturlig sammenhæng i en populær film. Måske i hænderne på James Bond, som er vores helt i filmen. Betaler producenten for det, kaldes det product placement. For eksempel er det en kendt sag, at Omega betaler i dyre domme for, at James Bond bærer lige nøjagtig deres ur.

Et dårligt hundery kan opvejes af en positiv film

Nicolai Jørgensgaard Graakjær tvivler på, at hunderacernes placering i filmene er et resultat af product placement. Men vil en fan af en bestemt hunderace vende racens ry, så vil det være en god men nok også dyr investering at få hunderacen placeret i en blogbuster af en familiefilm.

»Rottweilere har fået et dårligt ry via nyhedshistorier, hvor de har skambidt en eller anden. Men man kunne bestemt vende rottweilernes ry, hvis man lavede en familiefilm med en sød rottweiler i hovedrollen. Det er det, man for eksempel gør i reklamebranchen, hvis et produkt har fået et dårligt ry,« siger forskeren.

Omvendt ville en hunderace miste popularitet, hvis den optrådte som skurken i film.

For eksempel en film hvor en flok vilde hunde af en bestemt race terroriserede en hel by, og historien gik på, hvordan byens beboere til sidst vandt kampen mod hundene.

Denne effekt har de amerikanske forskere ikke undersøgt. De har kun undersøgt effekten af en positiv film om en hunderace. 

Om hundehelten Jerry i 1997 skabte mode i Danmark vides ikke. Men hvis vi danskere er ligeså påvirkelige som amerikanerne, så var der sikkert nogle af os, der ønskede os en lille talende Petit Basset Griffon Vendeen efter at have set familiefilmen.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.