Politiserende forskere fortjener verbale tæsk

»Det er befriende, at politikerne slår fra sig. Demokrati forudsætter debat, og vil man gå ind i den med politiske synspunkter, må man også være klar til modsvar. Er man for fintfølende til det, må man lade være eller gå tilbage til elfenbenstårnet.«

Ordene kommer fra Poul Erik Mouritzen, som er godt og grundigt træt af danske forskere, som udbreder sig til journalister om holdninger, der ikke bygger på forskning, men på personlige overvejelser.

Flere og flere ‘eksperter’ i politik

Poul Erik Mouritzen er vel at mærke selv professor, på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet.

Han reagerer mod oplevelsen af, at flere og flere forskere udtaler sig skråsikkert om emner, hvor deres viden er lige så begrænset som andre menneskers.

»Jeg oplever i stigende grad, at forskere går ud med noget, som er rendyrket politik, men gør det med en ekspertkasket på, selvom deres synspunkter lige så godt kunne være undfanget af Maren i kæret. Næsten hver dag kan du se i avisen, at en forsker tager parti, fordi man har bestemte holdninger. Det bør man lade være med som ekspert,« mener Poul Erik Mouritzen.

Minister-tæsk til kritiske forskere

Diskussionen om, hvad forskere bør udtale sig om, er blusset op efter nogle måneder med heftig offentlig debat, hvor regeringen har følt sig angrebet af danske forskere.

Særligt fokus har været på Claus Haagen Jensen, professor på Copenhagen Business School – der udtalte sig om Birthe Rønn Hornbech under sagen om statsløse palæstinensere – og senest professor Marlene Wind fra Københavns Universitet, der som leder af Center for Europæisk Politik har kritiseret regeringen for bl.a. at være “dybt uprofessionel” og tale til den “indre svinehund” i sagen om grænsebomme.

I begge tilfælde har forskerne fået drøje hug tilbage af integrationsminister Søren Pind (V), som har kaldt de to forskere for henholdsvis “manisk presseliderlig” og “Marlene Halv-vind”.

Vil man være med i debat, må man også tage imod hug

Poul Erik Mouritzen vil ikke forholde sig til virakken om Marlene Wind, men han understreger, at han går ind for, at forskere deltager i debatten med både viden og synspunkter.

De skal bare sørge for klart at skilte med, hvornår deres udsagn bygger på viden og hvornår forskerne ’bare’ udtaler sig som almindelige mennesker med holdninger.

»Jeg plejer selv at sige til journalisten, at ’jeg kan da godt svare, men du kan lige så godt spørge Maren i kæret’. Så er de ikke så interesserede længere. Det handler om at tage kasketten af, og gør man ikke det, må man forvente at modtage nogle hug i debatten.«

»Og så skal man i øvrigt ikke komme bagefter og argumentere for, at politikere forsøger at give forskerne mundkurv på,« bemærker Poul Erik Mouritzen med slet skjult hentydning til, at Marlene Winds chef har forsvaret forskeren ved at angribe politikerne.

Regler kan reelt ikke håndhæves

Tidligere har Poul Erik Mouritzen sammen med sin kollega Jørgen Grønnegård Christensen fra Aarhus Universitet foreslået nogle tommelfingerregler – kaldet et kodeks – som forskere frivilligt kan skele til, hvis de har svært ved at finde ud af, hvornår de træder over grænsen og udtaler sig som privatpersoner. (Se boksen.)

Professoren afviser til gengæld, at man kan gå endnu længere og indføre deciderede retningslinjer for forskerne, måske i stil med reglerne for god presseskik, hvor et brud kan udløse en sag i Pressenævnet.

»Man kan ikke regelsætte, hvordan man må indgå i den demokratiske debat. Der er nogle kæmpe gråzoner for, hvornår man er ekspert og privatperson og om du har en holdning på grund af din forskning eller på grund af dine værdier. Jeg vil personligt heller ikke være den, der skal ud i hvert eneste tilfælde og være dommer over, om nogen har trådt over grænsen,« lyder det.

Farlig sammenblanding giver holdninger for meget vægt

På Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet (DPU), er professor Lars Qvortrup helt på linje med Poul Erik Mouritzen.

Lars Qvortrup mener, at det er ekstremt vigtigt, at forskeren skilter med, hvornår han eller hun er ekspert eller almindelig, oplyst borger.

»Det kan blive en farlig sammenblanding, fordi de subjektive udsagn får lige så stor legitimitet som et neutralt og velbegrundet udsagn, der grunder i forskning. På den måde får et subjektivt argument større vægt, end det kan bære, og sådan noget skal man være bevidst om som forsker, så man ikke bliver fristet over evne til at ’misbruge’ sit embede,« mener Lars Qvortrup, professor på Center for Vidensteori og Videnspolitik og tidligere dekan på DPU.

Lars Qvortrup nævner, at Marlene Wind efter hans mening er gået for langt.

»Jeg synes, hun er gået over stregen, fordi hun lægger værdier på i stedet for at holde sig til, hvad forskningen kan sige. Dermed tager forskeren reelt kasketten på som akademisk kulturperson og meningsdanner, som man kender det fra f.eks. Carsten Jensen, og det er et problem, fordi det ikke er klart, hvad der begrunder sig i forskningsbaseret viden og hvad der baserer sig på personlige holdninger,« siger Lars Qvortrup.

Forskere skal til at tænke sig om

Journalistikprofessor Erik Albæk fra Syddansk Universitet er grundlæggende enig med sine to kolleger. Han peger på, at forskere virkelig har brug for få snakket igennem, hvordan de håndterer medierne.

I de senere år er det blevet en afgørende del af journalistiske fortællinger, at man hiver en ekspert på banen, som kan sætte to streger under en konklusion, gerne på de 10-15 sekunder, det tager at levere en punchline på tv.

Det har øget efterspørgslen på især samfundsvidenskabelige forskere, som kan snakke for sig og hurtigt give perspektiv på en aktuel debat.

»I modsætning til sundheds-, teknik- og naturvidenskaberne bliver vi tit bedt om ekspertvurderinger af noget, vi ikke lige selv har forsket i. Det er et forholdsvis nyt fænomen, og vi må gribe i egen barm og konstatere, at vi ikke har været gode nok til at diskutere kollektivt, hvordan man agerer i det rum.«

Et fantastisk eksempel på jagten på en ekspert var, da DR havde en tidligere indbrudstyv i studiet til at oplyse folk om, hvordan de kunne undgå indbrud i deres hjem. Det er et godt tegn på, at flere og flere bliver gjort til eksperter for at komme med domme, som journalisten ikke selv kan komme med.

Erik Albæk

»Det er f.eks. spørgsmålet, om ikke man skal overlade analysen af de konkrete politiske processer til politiske kommentatorer,« bemærker Erik Albæk, professor i journalistik og statskundskab på Syddansk Universitet.

Titler giver autoritet i debatten

Erik Albæk tvivler på, at forskere magter at skifte eksplicit mellem forsker-kasketten og kulturpersonligheds-kasketten, når de står midt i et interview, blandt andet fordi de travle journalister gerne vil have kilderne til at optræde med titel.

»Journalister har en interesse i, at man optræder med sin titel, fordi det giver en aura af autoritet. En titel er med til at gøre en kilde til ekspert. Det kan ses i nogle indslag, hvor en person bliver præsenteret som ’ekstern lektor’, selvom man ikke laver noget forskning i sådan en stilling.«

»Jeg tror i stedet, det handler om, at forskerne skal være mere bevidste om, hvad de gør – og så skal vi være opmærksomme på, at når vi laver en ekspertvurdering, så er det ikke objektiv videnskab. Derfor er det også legitimt, at politikere, eller dem man er uenige med, argumenterer imod den,« siger Erik Albæk.

Disclaimer fra Videnskab.dk

Det hører retfærdigvis med til historien, at Poul Erik Mouritzen er med i denne artikel, fordi han tidligere har ytret sig om forskeres kommunikation i medierne.

Erik Albæk har indblik i både forsker- og journalistverdenen og har forsket i mediernes brug af eksperter.

Lars Qvortrup er med som næstbedste repræsentant fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet fordi den mest oplagte kilde, Claus Holm – der er i gang med en afhandling om forskeres kommunikation – er i Canada og ikke ville være til at få fat på, inden denne artikel skulle ud.

Sådan kan brugen af eksperter altså også blive defineret af pudsige kriterier i den journalistiske hverdag.