En tænkt hverdagssituation: Rød stue skal på legepladsen. Der er ti minus grader, men Frederik på fire år smutter forbi pædagogen ud i frosten. Han har hverken flyverdragt, hue eller vanter på.

Pædagogen tager Frederik i hånden. Hun sætter sig på hug og siger, at Frederik skal komme med ind og tage dragten på.

»Nej, jeg vil ikke!« skriger Frederik og hiver sig løs.

Så tager pædagogen fat i Frederik. Hun løfter ham op og bærer ham ind, mens han græder og sparker. Pædagogen tvinger Frederik i flyverdragten.

»Jeg vil ikke have den på!« råber Frederik, da pædagogen lyner op.

Kort efter griner Frederik, mens han løber rundt på legepladsen i sin flyverdragt.

Pædagogen brød loven

I den opdigtede, men for mange velkendte situation, brugte pædagogen magt til at få Frederik klædt på til vinterkulden. Det var til Frederiks bedste, for en fireårig er ikke i stand til selv at vurdere, hvordan han skal holde sig varm i ti graders frost.

Men pædagogen brød faktisk loven:

»Hvis man ikke har forældremyndighed, må man ifølge kommunale retningslinjer kun anvende magt over for børn, hvis man handler i nødværge, eller hvis barnet er i overhængende fare,« siger Nicolaj Sivan Holst, der er ph.d. i strafferet på Aarhus Universitets Juridiske Institut.

Intet sted i lovgivningen har pædagoger eller andre, der arbejder med børn, hjemmel til at bruge magt eksempelvis til at få et barn i passende påklædning.

»Så hvis barnet ikke gør skade på sig selv eller andre, når det går ud i kulden uden flyverdragt, må pædagogen i princippet ikke bruge magt til at tvinge ham i dragten. Det vil sige, at pædagoger og andre, der er arbejder med små børn, overtræder loven konstant for at få hverdagen til at fungere. For den slags situationer opstår jo hele tiden,« siger Nicolaj Sivan Holst.

Regler om magtanvendelse er uklare

Nicolaj Sivan Holst og hans kollega Caroline Adolphsen har gennemgået en række domme og den juridiske litteratur om forældres og myndighedspersoners ret til at anvende magt overfor børn.

Deres forskning er netop publiceret i Nordisk socialrättslig tidsskrift og Ugeskrift for Retsvæsen.

De finder blandt andet, at det er juridisk uklart, hvornår voksne må bruge magt over for børn.

Pædagogerne flytter børn fysisk mod deres vilje mange gange i løbet af en dag, ofte fordi at det er til barnets bedste. Pædagogerne tænker ofte ikke på, at det faktisk er magtanvendelse i juridisk forstand, og at de i princippet bryder loven, når de gør det. (Foto: Colourbox)

Især på daginstitutionsområdet stemmer bestemmelserne om magtanvendelse ikke overens med virkelighedens praksis, og reglerne på området er langt fra dækkende.

Forældre har ret til at bruge en vis grad af tvang

Forældre og forældremyndighedsindehavere har i modsætning til pædagogerne ret til at bruge en vis grad af tvang og magt til at opdrage og beskytte deres børn, så længe de ikke slår dem.

For ifølge forældreansvarsloven har forældre pligt til at drage omsorg for deres barn. I nogle tilfælde kan omsorg indebære brug af magt. 

»Hvis barnet ikke vil have tilstrækkeligt tøj på, eller hvis det ikke vil spændes fast i en sikkerhedssele under en køretur, må forældrene bruge en vis mængde magt til sikring af barnets bedste. I den slags tilfælde er magtanvendelse en realisering af omsorgspligten,« siger Nicolaj Sivan Holst.

Regler om magtanvendelse ligger i en gråzone

Mens forældre på den måde er dækket ind under forældreansvarsloven, gælder det samme ikke for pædagoger, lærere og andre offentligt ansatte, der arbejder med børn.

De har kun hjemmel til at anvende magt, hvis:

• barnet er i akut fare
• barnet forårsager skade på andre
• den ansatte handler i selvforsvar

»Der er en enorm gråzone. Reglerne er ikke i overensstemmelse med virkeligheden, for ofte er pædagoger og lærere nødt til at bruge fysisk magt især over for de mindste børn. Det er særligt grelt på daginstitutionsområdet,« siger Nicolaj Sivan Holst.

Brug for tydeligere rammer

En anden dansk forsker, Kit Stender Petersen, ph.d. i psykologi og uddannelsesforskning på University College Sjælland, er enig i, at der mangler klare retningslinjer for, hvornår pædagoger i daginstitutioner må bruge magt over for børn.

»Der er helt klart en gråzone. Vi kunne godt bruge nogle tydeligere rammer for, hvornår noget er over grænsen,« siger hun og fortsætter:

»Pædagogerne flytter de små børn fysisk mod deres vilje mange gange i løbet af en dag, ofte fordi at det er til barnets bedste. Jeg tror ikke, de tænker på, at det faktisk er magtanvendelse i juridisk forstand. Jeg tvivler på, at de selv er klar over, at de i princippet bryder loven, når de gør det.«

Nogle børn er mere udsatte end andre

Kit Stender Petersen har i sin forskning observeret dagligdagen på daginstitutioner, og hun har interviewet både børn og voksne.

Pædagogerne er tilbøjelige til at bruge mere magt over for nogle børn end andre, har hun lagt mærke til. Og pædagogernes magtanvendelse er ikke altid til barnets bedste.

»Børn, der bliver opfattet som vanskelige, bliver oftere udsat for magtanvendelse. Og den slags børn bliver der flere og flere af i dagsinstitutioner og skoler, fordi børn med diagnoser skal integreres samtidig med, at de ansatte får mere og mere at lave,« siger hun.

Pædagoger bruger oftere magt over for små børn, der forstyrrer meget og ikke kan sidde stille, fortæller Kit Stender Petersen. De kan finde på at flytte det urolige barn væk fra resten af børnegruppen mod dets vilje, fordi det generer fællesskabet.

Børn, der bliver opfattet som vanskelige, bliver oftere udsat for magtanvendelse. Og den slags børn bliver der flere og flere af i dagsinstitutioner og skoler, fordi børn med diagnoser skal integreres samtidig med, at de ansatte får mere og mere at lave. (Foto: Colourbox)

»Pædagogerne bruger ind imellem magt af hensyn til gruppen - ikke fordi det er bedst for det barn, der bliver tvunget væk. Man siger, at man skal sikre barnets trivsel, men det bliver tit flertallet, der bestemmer,« siger hun og fortsætter: 

»Som det er nu, taler pædagogerne ikke om det, når de anvender magt over for små børn i daginstitutionerne. Det er ikke noget, der fylder i dagligdagen. Der ligger en kulturel forståelse af, at det er ok at gøre noget mod børnenes vilje.«

Drengen ønskede, han var død

Kit Stender Petersen har skrevet ph.d. afhandling om mobning i daginstitutioner, og i løbet af forskningsprojektet stødte hun på et grelt eksempel på, hvordan et barn mod sin vilje konsekvent blev tvunget væk fra andre børn.

I en af de institutioner, hun besøgte, var der en dreng, som i en situation med nogle andre drenge var meget voldsom. Efterfølgende meldte en af drengenes mødre den voldsomme dreng til kommunen.

»Andre forældre ønskede også, at deres børn skulle afskærmes fra den voldsomme dreng, så kommunen besluttede, at han ikke måtte være i nærheden af de andre. Det resulterede i, at pædagogerne måtte fjerne drengen med magt, hver gang han ville lege med dem,« fortæller Kit Stender Petersen.

Efter et års tid, hvor drengen var blevet holdt væk fra de andre børn mod sin vilje, sagde han: »Jeg ville ønske, jeg var død, for ingen kan lide mig.«

»Først da så pædagogerne, at der var noget, der ikke var godt. De var ikke dårlige pædagoger, de havde bare gjort det, de fik besked på af forældrene og kommunen. Samtidig havde de arbejdet ud fra en forståelse af, at de sikrede flertallets trivsel. Men de havde glemt drengens,« siger Kit Stender Petersen.

En helt central del af det pædagogiske arbejde handler om at arbejde med barnets udvikling. Hvis et barn har svært ved at udsætte sine behov, er det nødvendigt, at der er tid til, at pædagogen kan sætte sig ned og snakke med barnet, så man undgår at bruge tvang. (Foto: Colourbox)

»Jeg tror, det sker i mange situationer, at børn bliver skærmet mod andre børn mod deres vilje. I de situationer er der brug for klarere retningslinjer og diskussioner om, hvorvidt det er rigtigt at bruge magt,« siger Kit Stender Petersen.

Uklare regler giver problemer i retten

Tydeligere juridiske regler for, hvornår det er i orden at bruge tvang, ville gøre det nemmere for pædagoger og andet personale at forholde sig til magtanvendelse og at tale åbent om det med kollegerne, mener Kit Stender Petersen. 

»Det er ikke tydeligt nok, hvornår noget er magtanvendelse på en måde, som krænker barnet. Vi trænger til nogle nye pædagogiske diskussioner om, hvornår man overskrider grænsen og om, hvorvidt man altid kan forsvare det fagligt, når man bruger magt,« siger hun.

Ifølge Nicolaj Sivan Holst er det særligt problematisk, at der ikke er klare regler for, hvornår voksne må bruge magt over for børn, når sager ender i retten eller hos de sociale myndigheder.

I boksen under artiklen kan du læse to konkrete eksempler på, hvordan det kan gå, når sager om magtanvendelse ender i retten.

»Enten skal det være helt ulovligt at anvende magt, eller også skal man sige, at den praktiske virkelighed gør det nødvendigt en gang imellem at anvende magt, også i daginstitutioner og på skoler,« siger Nicolaj Sivan Holst og tilføjer:

»For hvordan skal en sagsbehandler i kommunen vurdere henvendelser om magtanvendelse over for børn? Det kan være svært at vide, hvordan man skal gribe ind, når reglerne er uklare.«

Det er en politisk beslutning, om loven skal ændres

Rent juridisk blev børn ligestillet med voksne, da revselsesretten blev afskaffet i 1997. Når jurister sidenhen har beskrevet magtanvendelse mod børn i faglitteraturen, fremgår det, at der må gælde det samme for børn som voksne. Men man ville jo aldrig tvinge en voksen til at tage en flyverdragt på.

Nicolaj Sivan Holst og Caroline Adolphsen beskriver et par muligheder for, hvordan man juridisk kan gøre det tydeligere, om og hvornår pædagoger og lærere må bruge magt til at få et barn til at makke ret:

• Man anerkender, at det er nødvendigt en gang imellem at anvende magt, og man laver derfor en slags fuldmagt i loven til at anvende magt i et fornødent omfang.
• Man detailregulerer ned til mindste detalje. Det vil sige, at man i loven beskriver enkelte situationer for, hvornår man må bruge magt - for eksempel at man gerne må tvinge et barn til at tage passende påklædning på.

Det er en politisk beslutning, hvad og om det skal tilføjes lovgivningen.

BUPL: Ingen grund til lovændring

I pædagogernes fagforening BUPL mener man dog ikke, at der er brug for at tilføje noget i loven for at tydeliggøre, hvornår pædagoger i daginstitutioner må anvende magt over for børn. For pædagogerne er ikke i tvivl om, hvad de bør gøre.

»Pædagoger ved godt, at de ikke må bruge fysisk magt overfor børn. Som udgangspunkt bør man altid forsøge at inddrage barnet, før man bruger magt. Det er dog rigtigt, at der hele tiden opstår situationer, hvor man er nødt til at tage fat i et barn og løfte det væk,« siger Lars Søgaard Jensen, pædagog og faglig sekretær i BUPL.

»Men at vi ligefrem bryder loven dagligt, synes jeg, er en overfortolkning af ordet magt. Det kan ikke altid lade sig gøre at få et barns frivillige samtykke til at tage en flyverdragt på eller at gå ind i en bus, som skal til at køre. I den slags situationer bliver man nødt til at handle,« fortsætter han.

Pædagoger bør tale om magtanvendelse

Pædagogerne har ikke brug for nye regler, mener Lars Søgaard Jensen. Til gengæld har de brug for mere tid til at reflektere over, hvordan de kan løse konflikter ved at inddrage børnene uden at ty til magt eller tvang.

»Man skal tage de situationer alvorligt, hvor man har været nødt til at bruge magt. Det er vigtigt, at man taler med sine kolleger om, hvad der er etisk og fagligt forsvarlig,« siger Lars Søgaard Jensen.

»Man skal kunne reflektere over sin pædagogiske praksis, og man skal turde sige til kollegerne, hvis der er noget, man ikke synes, bliver håndteret rigtigt. Men der er alt for få af de der reflektionstider,« fortsætter han.

Pædagogers rammevilkår er for ringe

Dårlige normeringer og flere børn med diagnoser gør ofte pædagogernes hverdag så hektisk, at de ikke har tid til at snakke om, hvorvidt man i en given situation kunne have brugt andre midler end magtanvendelse over for et modvilligt barn. 

»En helt central del af det pædagogiske arbejde handler om at arbejde med barnets udvikling. Hvis et barn har svært ved at udsætte sine behov, er det nødvendigt, at der er tid til, at pædagogen kan sætte sig ned og snakke med barnet om, hvorfor man eksempelvis er nødt at have en flyverdragt på, før man går ud,« siger Lars Søgaard Jensen og fortsætter:

»Hvis et barn har særligt svært ved at udsætte sine behov, bør man som pædagog tale med sine kolleger om, hvordan man kan sikre, at barnet bliver bedre til det, så man undgår at bruge magt.«

Frem for at overveje lovændringer bør politikerne kigge på pædagogernes rammevilkår, mener Lars Søgaard Jensen, for:

»Jo flere regler, der kommer, uden at vi som pædagoger får bedre tid, jo sværere er det at leve op til reglerne. Vi hører ofte vores medlemmer sige, at rammevilkårene er for dårlige til, at vi kan gøre det, vi gerne vil, og at der ikke er tid nok til faglige refleksioner.«