På bunden af Stillehavet lå plastikpose og tysk yoghurt-beholder fra forrige århundrede
Kilde: 
22 juni 2020

Selvom det er lidt for nemt at finde plastik i verdenshavene, er det stadig ret svært at datere det.

Derfor mangler forskere sikker viden om, hvor længe det tager for plastik at nedbrydes i de våde omgivelser.

Men en plasticpose med en coladåse i og en gammel, tysk yoghurt-beholder kommer nu til hjælp.

Materialerne er fundet på 4.150 meters dybde i Stillehavet ved Peru, og det er på Sherlock Holmesk manér lykkedes forskerne at finde frem til, hvornår plastikken er produceret.

Det skriver det tyske institut GEOMAR i en pressemeddelelse om et nyt studie, der er udgivet i tidsskriftet Scientific Reports. 

Coladåsen var en speciel type, der udkom i en begrænset udgave i 1988.

»Alumium-dåsen ville have eroderet over tid. Men det er ikke sket, fordi den har været indhyllet i plastikposen. Derfor kan vi anslå, at posen er fra cirka samme tid,« siger professor Matthias Haeckel fra GEOMAR.

På den tyske yoghurt-beholder var der påtrygt en postkode. Det blev først indført i Tyskland i 1990, skriver Geomar i pressemeddelelsen. Yoghurt-producenten blev købt i 1999, hvorefter brandet forsvandt.

Dermed må det stamme fra den mellemliggende periode.  

Skraldet kan give os en ny forståelse for, hvor lang tid det tager for plastik at nedbrydes i naturen.

Og resultatet er nedslående.

»Det viste sig, at hverken posen eller yoghurt-kassen havde nogen tegn på fragmentering eller nedbrydning i det hele taget,« siger biokemiker Stefan Krause fra GEOMAR-instituttet i pressemeddelelsen. 

Dermed kan man altså konkludere, at der næsten ingen nedbrydning sker, selvom plastikken ligger mere end 20 år på bunden af havet. 

Studiet er meget småt, så forskerne må håbe på at finde plastik, de på tilsvarende vis kan spore tilbage for at få et mere klart billede af, hvor lang tid det tager at nedbryde plastik.

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.