Originale bogomslag koster kassen
Det kan betale sig at gøre ophold ved de kulørte klæder, der omslutter de fleste bøger: bogomslagene.

Siden sidst i 1800-tallet har bogomslaget gradvis fået større betydning i markedsføringen af bøger og for dedikerede bogsamlere. (Foto:Colourbox)

Hvis man er på jagt efter en førsteudgave af F. Scott Fitzgeralds klassiske amerikanske roman The Great Gatsby (1925), skal man have den store tegnebog frem og være parat til at lægge i omegnen af 3000 dollars.

Det er vel at mærke, hvis man kan stille sig tilfreds med et eksemplar uden smudsomslag.

Hvis man derimod er på udkig efter en udgave med det originale smudsomslag intakt, er den store tegnebog langt fra tilstrækkelig, da prisen i så fald runder en halv million dollars.

Francis Cugats ikoniske omslag til Fitzgeralds roman er da også flere gange blevet udråbt til at være det dyreste stykke papir i det 20. århundredes litteratur.

Det kan forekomme paradoksalt, at smudsomslaget til førsteudgaven af The Great Gatsby skal udgøre godt 99 procent af bogens samlede antikvariske pris. Det har længe været kutyme at betragte smudsomslag som et lidt inferiørt fænomen, som en kulørt indpakning af det, det hele egentlig drejer sig om, og det er først i de seneste årtier, at der overhovedet er opstået enighed om at betragte omslaget som en integreret del af selve bogen.

Smudsomslag var bare et værn mod smuds

Den skødesløse omgang med bøgernes omslag hænger utvivlsomt sammen med smudsomslagets ydmyge oprindelse. Som selve navnet ‘smudsomslag' eller ‘dustjacket' antyder, var omslaget i udgangspunktet et simpelt værn mod skidt og snavs.

De tidligste smudsomslag, man kender til, stammer fra begyndelsen af 1800-tallet og var udelukkende en praktisk foranstaltning, der skulle beskytte bøgernes fine indbinding mod støv og fedtfingre på den lange vej fra trykkeriet til køberen.

I begyndelsen havde disse beskyttende omslag ofte ligefrem form af lukkede kuverter, som man var nødt til at flå i stykker for at komme ind til selve bogen.

Det åbne smudsomslag, vi kender fra moderne bøger, gjorde først sit indtog omkring 1875, men det tjente stadig først og fremmest som et midlertidigt værn mod smuds, som man kunne tage af og kassere, når først bogen var i sikkerhed på boghylden.

Tit var der slet ikke trykt noget på disse tidlige omslag, og hvis der endelig stod noget på dem, var det som regel blot forfatternavnet og bogens titel.

Fra beskyttelse til markedsføring

Sidst i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet ændrede smudsomslaget sig stille og roligt fra primært at være en beskyttelsesforanstaltning til at være en vigtig del af markedsføringen.

Forsiden på det kostbare bogomslag til The Great Gatsby er skabt af kunstneren Francis Cugat i 1925. (Illustration:Princeton University Library)

Efterhånden kom der flere og flere informationer på omslagene, og fra omkring 1880 begyndte de første dekorative smudsomslag at dukke op.

De reproducerede dog som oftest blot motivet fra det farvestrålende lærredsbind, de skulle beskytte, og det var først fra begyndelsen af 1900-tallet, at forlagene for alvor fik øjnene op for smudsomslagets potentiale som reklamesøjle og blikfang.

Siden da har smudsomslaget spillet en hovedrolle i vores første møde med en ny bog.

Det er måske årsagen til, at vi overhovedet samlede bogen op til at begynde med, og efterfølgende giver det os med sine illustrationer, sine blurbs, sin bogbeskrivelse og sin forfatterbiografi en række vigtige informationer, der kan være afgørende for, om vi overhovedet vælger at købe og/eller læse bogen.

Selv om smudsomslag har været en uløselig del af bogens historie i snart 200 år, er det først i de seneste årtier, man for alvor er begyndt at anerkende omslaget som et værdigt studieobjekt.

Bogsamlere har ellers længe været villige til at betale fyrstelige summer for værker med sjældne omslag. Selv om smudsomslaget ikke sidder fast på selve bogen og således rent teknisk ikke kan siges at være en integreret del af den, så har bogsamlerne længe anerkendt, at omslaget jo dog er en vigtig del af bogens originale tilstand, sådan som forlaget valgte at præsentere den.

En bog uden sit omslag kan ikke siges at være intakt, og der går værdifulde informationer tabt, hver gang et smudsomslag adskilles fra sin bog og smides ud.

Omslaget som reklame

Der er mange kreative kræfter involveret i udformningen af et smudsomslag (illustrator, fotograf, designer, forfatter, redaktør, andre forfattere, marketingsfolk, osv.), og i forsøget på at ramme den intenderede målgruppe er flere større amerikanske forlag endog begyndt at anvende fokusgrupper i arbejdet med at finde frem til det perfekte omslag.

Resultatet af alle disse kreative anstrengelser udgør en sindrig kombination af reklamesøjle, blikfang, salgsargument, forbrugeroplysninger, vareinformationer, selvstændigt kunstværk og introduktion til et andet kunstværk (bogen).

Det kan forekomme paradoksalt, at smudsomslaget til førsteudgaven af The Great Gatsby skal udgøre godt 99 procent af bogens samlede antikvariske pris.

Tore Rye Andersen

Tilsammen spiller smudsomslagets mange elementer desuden en særdeles vigtig rolle, som hverken boghistorikerne, bibliograferne eller designhistorikerne vier den store opmærksomhed. Ingen af dem ser nemlig nærmere på omslagets forhold til teksten.

Et smudsomslag omslutter aldrig bare en bog, det omslutter også en tekst, og ofte er det med til at bestemme, hvordan denne tekst modtages af læserne og kritikerne og med tiden transformeres til et litterært værk med et bestemt sæt konnotationer knyttet til sig.

Omslaget giver teksten betydning

Ofte tænker vi slet ikke over, at smudsomslaget i realiteten udgør sin egen lille forfortolkning af værket, og vi lægger således ikke mærke til, at vi så at sige læser med ført hånd.

Dette forhold gælder sådan set for de fleste af de elementer, der indgår i et moderne smudsomslag, ikke mindst den bogbeskrivelse, vi som regel finder på smudsomslagets forreste inderflap.

Denne korte tekst skal naturligvis i sidste ende fungere som et incitament til at købe bogen, og den er på mange måder at ligne med en slags varedeklaration, der informerer den potentielle køber om varens beskaffenhed og sammensætning.

Teksten kan være skrevet af forfatteren selv eller af forlaget, og i realiteten bliver den nok som oftest til i et samarbejde mellem de to instanser. Bogbeskrivelsen fungerer således på mange måder som en forlags- og forfattersanktioneret indgangsportal til værket, der gennem selektionen og arrangementet af informationer fortæller læserne (herunder anmelderne og kritikerne), hvordan de skal gribe værket an.

Her vil man måske indvende, at læseren udmærket selv kan håndtere, hvordan han griber værket an, men jeg vil hævde, at de valg og ikke mindst fravalg, der foretages i bogbeskrivelsen - hvilke elementer af plottet har man valgt at fremhæve på bekostning af andre, og hvilke forfattere har man valgt at sammenligne værket med - kan virke styrende for vores førstehåndsindtryk af værket.

Hvis bogbeskrivelsen for eksempel fortæller os, at romanen i vores hænder handler om en skuespillerindes dramatiske skibbrud på en øde ø, så vil gennemsnitslæseren fokusere så meget på dette kommende forlis, at han måske ikke lægger så meget mærke til den parallelle handlingstråd om en pensioneret revisor, som bogbeskrivelsen ikke fandt anledning til at nævne.

Og hvis bogbeskrivelsen kalder romanen om skibbruddet (og den pensionerede revisor) for en satire på linje med Hans Scherfigs Det forsømte forår, så vil de fleste læsere netop hæfte sig ved disse ligheder og være knap så tilbøjelige til at hæfte sig ved romanens sentimentale aspekter og dens ligheder med Jane Aamund.

Ofte tænker vi slet ikke over, at smudsomslaget i realiteten udgør sin egen lille forfortolkning af værket, og vi lægger således ikke mærke til, at vi så at sige læser med ført hånd.

Tore Rye Andersen

Bogbeskrivelsen udgør en nødvendig kompleksitetsreduktion, og denne kompleksitetsreduktion vil i de fleste tilfælde på mere eller mindre umærkelig vis styre vores første gennemlæsning af værket ind i bestemte baner.

Bogen bedømmes også ud fra sit omslag

Indflydelsen løber dog ikke kun den ene vej: Bogomslaget bidrager ganske vist til at forme vores fortolkning af værket, men fortolkninger af værket kan også være med til at forme omslaget på senere udgaver af værket, der så igen kan forme senere læsninger af værket.

Et eksempel på denne gensidighed finder vi i den amerikanske forfatter Thomas Pynchons debutroman V. (1963), en syret detektivroman, hvis indviklede handling strækker sig over årtier og kontinenter. En af romanens hovedpersoner har i sin fars efterladte papirer fundet et notat, hvorpå der står, at denne er bange for V., og han begiver sig efterfølgende ud på en jagt på sandheden om, hvem eller hvad der gemmer sig bag det gådefulde initial.

I løbet af romanen er der lagt talrige spor ud: V. kan være en by, et abstrakt historisk princip, en kvinde eller sågar en rotte, og romanen giver aldrig et entydigt svar på, hvem eller hvad V. i grunden er.

Denne gådefulde tvetydighed afspejles på mesterlig vis i forsideillustrationen til førsteudgaven, hvor det mystiske initial tårner sig monumentalt og tredimensionalt op, uden at gøre læseren klogere på V.s identitet.

Anmelderne af romanen var dog mere eller mindre enige om, at V. var en kvinde, og denne klare konsensus gav sig bl.a. udslag i den nye forsideillustration til paperbackudgaven, der kom året efter.

For læserne af førsteudgaven var det på grund af det flertydige omslag stadig et reelt fortolkningsmæssigt valg, om man ville betragte V. som et abstrakt princip, en by, en rotte eller en kvinde. På paperback-udgaven er valget taget for læseren: Forsideillustrationen lader ingen tvivl tilbage om, at V. er en kvinde, og omslaget udgør således i realiteten en indskrænkning af romanens betydningspotentiale og læserens kritiske råderum.

Betydningsudvekslingen mellem en bogs indre og ydre sættes på spidsen i tilfældet The Great Gatsby. Mens Fitzgerald endnu var midt i arbejdet med at skrive bogen gik hans forlag i gang med at udforme det senere så berømte smudsomslag, og efter at have set prøveomslaget skrev Fitzgerald i august 1924 til sin redaktør: "Lad for guds skyld være med at give det omslag til andre end mig. Jeg har skrevet det ind i bogen." Og midt i romanen finder man ganske rigtigt en fabelagtig beskrivelse af den kvindelige hovedperson Daisy, Gatsbys store kærlighed, der tydeligvis er skrevet med Cugats illustration som inspiration. Omslaget er blevet en del af indholdet og vice versa.

I sidste ende er det ikke så meget et spørgsmål om at bevidst vælge, hvorvidt man vil bedømme en bog ud fra dens omslag eller ej; det handler snarere om at erkende, at man slet ikke kan lade være.

Artiklen er lavet i samarbejde med Magasinet Humaniora. Læs hele artiklen her

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.