Oldgammel lertavle afslører: Babylonerne brugte trigonometri før grækerne
Sådan ser lertavlen Plimpton 322 ud. (Foto: UNSW/Andrew Kelly)

Sådan ser lertavlen Plimpton 322 ud. (Foto: UNSW/Andrew Kelly)

Sådan ser lertavlen Plimpton 322 ud. (Foto: UNSW/Andrew Kelly)

25 august 2017

Et hold forskere har efter 70 års forsøg haft held med at forstå Plimpton 322. Navnet dækker ikke over et spritnyt grundstof, men en 3.700 år gammel babylonsk lertavle med gådefulde indgraveringer.

Tavlens nyopdagede budskab vidner om, at det faktisk ikke var grækerne, men i stedet babylonerne, der var de første til at bruge trigonometri, som er læren om trekanter.

Sådan skriver University of New South Wales i en pressemeddelelse.

Bag indgraveringerne, som er skrevet i det tidlige skriftsprog kileskrift, gemmer sig intet mindre end verdens ældste og mest nøjagtige trigonometriske tabel.

En trigonometrisk tabel bruges til at bestemme vinklerne i en retvinklet trekant.

Tabellen er muligvis er blevet brugt af oldtidens skriftkloge til at konstruere paladser og templer.

»Plimpton 322 har været en gåde for matematikere i mere end 70 år, siden man opdagede, at den indeholder det særlige talmønster, kendt som Phytagoras' sætning,« siger ph.d. i matematik, Daniel Mansfield fra University of New South Wales.

Den nye opdagelse viser, at babylonerne gjorde brug af en anden form for trigonometri til at regne på trekanten. I stedet for at bruge vinkler og cirkler bestemte de trekantens vinkler ud fra proportioner.

»Det er et fascinerende stykke arbejde, som demonstrerer ubestridelig genialitet,« siger Daniel Mansfield.

Babylonernes geniale beregninger kvalificerer ikke kun tabellen som den ældste trigonometriske tabel, men også som den eneste fuldstændigt nøjagtige af sin slags.

Indtil nu troede man, at den græske astronom Hipparchus var faderen til trigonometri. Han levede 120 år f.v.t. og opfandt 'Table of chords', som, før Plimpton 322, blev regnet for den ældste trigonometriske tabel.

»Plimpton 322 overhaler Hipparchus med mere end 1.000 år,« siger medforfatter til studiet og professor Norman Wildberger til Newsroom.

»Den åbner op for nye muligheder, ikke kun for moderne forskning, men også for undervisning i matematik. Med Plimptom 322 ser vi en mere simpel og nøjagtig trigonometri, som har klare fordele i forhold til vores egen.«

Studiet er publiceret i Historia Mathematica, og du kan lære mere om lertavlen i videoen herunder:

naa

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.