Øvelse eller talent: Hvad afgør, hvem der bliver stjerner?
Der kræver træning at nå toppen, men træning forklarer ikke alene, hvorfor visse personer når derop, viser studie blandt violinister.
øvelse_gør_mester_passer_ikke_violin_elite_sport

Nyt studie viser, at den magiske '10.000 timers-regel' formentlig ikke passer alligevel. Vi kan altså ikke blive de bedste i verden alene ved at øve os. (Foto: Shutterstock)

Nyt studie viser, at den magiske '10.000 timers-regel' formentlig ikke passer alligevel. Vi kan altså ikke blive de bedste i verden alene ved at øve os. (Foto: Shutterstock)

»Øvelse gør mester,« den har vi alle hørt.

Ordsproget fik yderligere vind i sejlene i løbet af 1990'erne, da '10.000 timers-reglen' blev lanceret som nøglen til succes.

Talent var ikke så afgørende, bare man brugte 10.000 timer på fokuseret at mestre noget. Sådan lød budskabet, der lovede topplaceringer ikke bare i musikbranchen, men også i idrætsverdenen.

Nu har den teori imidlertid fået et ordentligt gok i nøden, skriver The Guardian. Det har Videnskab.dk omtalt i artiklen 'Nyt studie antyder: 10.000 timers træning gør dig ikke nødvendigvis til mester'.

Øvelse gør nemlig ikke nødvendigvis mester alligevel: De allerbedste musikere, der havde potentiale til en international karriere, øvede sig ikke mere end de mellemgode musikere. 

I hvert fald ifølge et nyt amerikansk studie, som vi vender tilbage til. Først skal vi høre, hvordan 10.000 timer endte med at blive det magiske antal timer, der skal til for at havne i verdensklassen.

Et magisk tal for succes

»Det startede med en teori af Anders Ericsson, der lyder, at det ikke er talent, som skiller de exceptionelt dygtige musikere fra de gode - men mængden af undervisnings- og øvelsestimer,« siger Stig Arve Sæther til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.

Han er lektor i idrætsvidenskab ved Institut for Sociologi og Statsvidenskap ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet (NTNU) i Trondheim og forsker i, hvad det er, som kendetegner de idrætstalenter, som har succes.

Han har udgivet adskillige bøger om emnet, og så har han læst det nye amerikanske studie, der satte sig for at gentage Anders Ericssons teori fra 1993, der danner grundlag for de 10.000 timer.

Psykologen Anders Ericsson kaldte det 'fokuseret træning', da han i 1993 udførte sine to studier blandt violinister og pianister i Tyskland, som - mente mange - bekræftede teorien. 

Teorien bed sig fast i de fleste fagmiljøer - og ikke blot blandt musikere, men også idrætsfolk.

De toprangerede musikere havde i gennemsnit øvet sig i 10.000 timer, inden de fyldte 20 år. Færdighederne steg med akkumuleret træningstid, slog studiet fast.

»Men Ericsson brugte aldrig udtrykket 10.000 timer selv,« påpeger Stig Arve Sæther.

Den magiske grænse i bøger og medier 

Det var først i 2008, da Malcolm Gladwell udgav bestselleren ‘Outliers: The story of success’, at 10.000 timers-reglen blev en magisk grænse for succes.

Han hævdede, at det var en enorm mængde undervisnings- og øvelsestimer, som forklarer succeshistorier som The Beatles og Bill Gates.

Bogen 'Talent Is Overrated' af Geoff Colvin udkom nogenlunde samtidigt.

Et yderligere eksempel er den nyligt afdøde Halvard Hanevold. Han blev betragtet som talentløs, da han som 15-årig selv fortalte Dagbladet, at han var villig til at gøre næsten hvad som helst for at blive en succes.

Han skulle senere vinde 22 internationale medaljer i skiskydning.

To timer hver dag

At træne 10.000 timer for at opnå en eller anden færdighed, før du fylder 20 år, er meget.

Det svarer til næsten 15 timer om ugen, hvis du starter i syvårs-alderen. Det vil sige mindst to timers øvning hver eneste dag - inklusiv lørdag og søndag.

Starter barnet først, når det er 10 år, er det næsten tre timer hver eneste dag - uge ind og uge ud.

»10.000 timers-reglen er blevet forankret i vores samfund, men den oversimplificerer virkeligheden,« siger forsker og psykolog Brooke Macnamara ved Case Western Reserve University i Ohio til The Guardian.

Hun er førsteforfatter til den nye rapport, der er publiceret i Royal Society Open Science.

Hun besluttede sig for at gentage studiet fra 1993 for at se, om hun sammen med sine kolleger kom frem til den samme konklusion.

De gode og de bedste øver sig lige meget

Forskerne inddelte violinisterne i tre grupper:

  1. De mindre dygtige
  2. De gode
  3. De bedste

De studerende var udvalgt fra universiteter i USA, og deres musiklærere mente, at de bedste havde talent nok til at kunne slå igennem internationalt.

Forskerne spurgte de studerende om deres øvevaner og bad dem om at føre dagbog om aktiviteter i løbet af ugen.

  • 'De mindre dygtige' havde i gennemsnit øvet sig i 6.000 timer, inden de fyldte 20 år. Det svarer til knap ni timer om ugen.
  • Der var ikke meget forskel i antallet af undervisnings- og øvelsestimer mellem de gode og de rigtig dygtige violinister. 'De gode' og 'de bedste' havde i gennemsnit øvet sig i 11.000 timer, inden de fyldte 20 år, hvilket svarer til tre timer om dagen.

Og mange af de studerende, som var af international kaliber, øvede sig faktisk mindre end de violinister, som nok ikke ville kunne leve af at optræde.

Øvelse er stadig afgørende

»Det er interessant, at de amerikanske forskere fandt, at de næstbedste faktisk træner mere end de allerbedste udøvere,« siger Stig Arve Sæther til forskning.no og fortsætter:

»Begge studier bekræfter dog, at der stadig skal rigtig meget træning til for at nå toppen. Man kan ikke forvente at præstere på højt niveau ved at træne mindre end andre.«

Ifølge forskerne bag studiet står omfanget af træning for blot 25 procent af forskellen i færdigheder de tre grupper imellem.

»Lige så snart man er rigtig god, har træningsomfanget ikke noget at sige. Alle i gruppen trænede rigtig meget, men det er andre faktorer, som bestemmer, hvem der når op på eliteniveau,« fortæller Brooke Macnamara.

Det er en kompleks kombination af miljømæssige og genetiske faktorer samt gensidig påvirkning, som forklarer forskellen i færdighederne,« mener hun.

»Bedre end i går, men ikke bedre end de andre«

De faktorer, som er afgørende på dette niveau, er forskellige afhængig af disciplin, mener Brooke Macnamara.

  • I skak kan det være arbejdshukommelse eller intelligens.
  • I sport kan det være kroppens evne til at transportere oxygen.
  • Interesse og glæde er også en faktor. Et barn, som kan lide at spille violin, er nok også mere fokuseret.

Hun mener, at det er vigtigt at forstå et højt træningsomfangs begrænsninger.

»Du bliver bedre end i går, hvis du øver dig, men ikke nødvendigvis bedre end de andre i klassen.«

LÆS OGSÅ: Øvelse gør ikke altid mester

Populær, men omstridt

Anders Ericssons 26 år gamle studie, som hævder, at omfanget af træningen afgør, hvem, som opnår stjernestatus, er blevet brugt af forskere mere end 9.000 gange.

Men for nylig har dele af studiet været årsag til en del uenighed i fagmiljøet, ifølge Stig Arve Sæther og forklarer:

»Det er lidt uklart, om omfanget af øvelse i studiet kun handlede om underviserkontrolleret træning eller om egentræning var inkluderet.« 

I det nye studie er den registrerede træning ledet af en underviser.

Og undevisernes kvalitet er også afgørende, siger Stig Arve Sæther.

»Det er vigtigt at have en træner, der forstår udøverens behov og temperament,« forklarer han.

Træningens kvalitet er afgørende

Det er ikke sikkert, at alle vil se fremskridt, selv om de begynder at øve mere end før. Det er vanskeligt at finde en forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan, ifølge Stig Arve Sæther.

Han mener, at træningens kvalitet muligvis er undervurderet.

»Det er muligvis forklaringen på, hvorfor nogle præsterer meget godt lige med det samme - eller efter mindre træning end andre,« mener Stig Arve Sæther.

Træningen skal være struktureret, den skal have klare mål og delmål, og udøveren skal modtage tilbagemeldinger om, hvad han eller hun gør dårligt eller godt, ifølge tidligere studier.

Træning er nærmest nytteløs, hvis den ikke er målrettet, eller hvis udøveren ikke er tilstrækkelig motiveret.

Hvad så med talent?

Hvad med talent eller genetiske forskelle? Kan det ikke være med til at forklare forskellen mellem de virkelig gode og de knap så gode?

»Anders Ericsson afviste, at der findes genetiske forklaringer på, hvem der når til tops, og hvem der ikke gør det,« siger Stig Arve Sæther og fortsætter:

»Det er i bedste fald afhængigt af, hvilken idræt der er tale om. Ved sprint kan det være en fordel med gener, som resulterer i visse muskeltyper i benene,«

Men i forbindelse med andre idrætsgrene, som eksempelvis håndbold, er der brug for så mange forskellige egenskaber - som blandt andet spændstighed, styrke, hurtighed - at det er umuligt at udpege bestemte gener, understreger han.

»DNA er hovedårsag til systematiske forskelle«

Den britiske psykologiprofessor Robert Plomin forsker i adfærdsgenetik og har publiceret bogen ‘Blueprint: How DNA makes us who we are’, som er baseret på tvillingestudier og studier med adopterede børn.

Han mener, at DNA har meget at sige for, hvem, som bliver dygtige, og hvad, de bliver dygtige til.

Han påpeger, at selv om alle i dag er enige om, at vores øjenfarve er arvelig, er det straks sværere at acceptere, at også kropsvægt og karaktererne i skole i høj grad er arvelige. 

Han refererer til, at 60 procent af skolekaraktererne skyldes arvelige faktorer. 

Man skal kunne kede sig - uden at miste modet

Stig Arve Sæther tror dog snarere, at der er tale om psykologiske forskelle mellem dem, som når helt til tops, og de næstbedste.

En stor del af den træning, som skal til for at nå til tops, handler om at nå de langsigtede mål.

»Det er ikke altid, at træningen har effekt i form af resultater på kort sigt. Det er meget lettere at opnå fremgang, når man er utrænet. Jo mere trænet, man bliver, desto mere marginal bliver fremgangen. Derfor skal udøvere, som ønsker at nå langt, have evnen til at kede sig uden at miste modet,« siger Stig Arve Sæther.

Alle udøvere vil desuden før eller siden møde modgang og skuffelser.

»Det, som ofte adskiller dem, som overkommer manglende fremskridt, er, at de har gåpåmod samt tålmodighed i modgang. Her er psykisk robusthed afgørende,« mener han.

Indre motivation kan forklare en stor del af det, som adskiller toppræstationerne fra resten, også selv om begge grupper træner lige meget.

»De har en indre motivation til at holde ud og se langsigtet. Indre motivation er en indre drivkraft, en lidenskab. Den er mere værd end ydre motivation, som kommer fra forældrenes forventninger, fristelser som pengepræmier og lignende,« understreger Stig Arve Sæther.

De bedste hviler mest

Dem, som når idrættens top, skal gennemføre umådelige mængder træning, og så er restitution afgørende, ifølge idrætsforskeren.

Dem, som præsterer bedst, sover og hviler mere end dem, som træner lige så meget, men som alligevel ikke når helt til tops.

De allerbedste sover ikke nødvendigvis mere om natten, men de har oftere korte hvileperioder i løbet af dagen, såkalte power naps, påpeger han.

Overordnet set er det værd at have in mente, at det oprindelige studie blev udført med tyske deltagere, mens det nye, amerikanske studie blev udført med amerikanske deltagere.  

»Kulturelle forskelle kan måske forklare en del af forskellene mellem det nye og det gamle studie,« siger Stig Arve Sæther.

Træningskvalitet og forældrestøtte

Forfatterne bag det første studie fra 1993 mener ikke, at det nye studie undergraver det første.

En af dem påpeger, at træningsomfanget ikke forklarer alt.

Træningens kvalitet, underviserne og forældrestøttens omfang betyder også meget.

»Men jeg mener alligevel, at målrettet træning er den vigtigste faktor,« siger Ralf Krampe, psykolog ved Catholic University of Leuven, som var én af forfatterne bag det oprindelige 10.000 timers studie.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Hvordan bliver jeg verdens bedste til noget?

LÆS OGSÅ: Her topper du i livet – se din bedste alder for alt

LÆS OGSÅ: Kan man øve sig til en OL-medalje?

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.