Øjenkontakt får tiden til at stå stille
Øjenkontakt forstyrrer tidsfornemmelse

Når vi får øjenkontakt med hinanden, rettes vores opmærksomhed mod den sociale interaktion, og det forstyrrer vores tidsfornemmelse. (Foto: Shutterstock, Mathilde Valsgaard)

Når vi får øjenkontakt med hinanden, rettes vores opmærksomhed mod den sociale interaktion, og det forstyrrer vores tidsfornemmelse. (Foto: Shutterstock, Mathilde Valsgaard)

26 april 2021

Vores øjne og det, de udtrykker, er enormt vigtige, når vi kommunikerer med hinanden.

Men hvad sker der, når vi får øjenkontakt med et andet menneske?

Så rettes vores opmærksomhed mod den sociale interaktion, som øjenkontakten skaber, og det forstyrrer vores tidsopfattelse.

Det har forskere ved Genèves Universitet i hvert fald fundet i et nyt studie, som universitetet skriver om i en pressemeddelelse.

I studiet blev 22 forsøgspersoner sat til at vurdere varigheden af social interaktion ud fra observationer af næsten 300 ansigters øjenbevægelser, hvoraf nogle kiggede direkte på forsøgspersonerne, mens andre havde flakkende blikke, som aldrig mødte observatørernes.

»Mens afvigende blikke ikke forvrænger vores tidsopfattelse, fandt vi, at når blikke mødtes, undervurderede deltagerne systematisk varigheden af øjenkontakten,« fortæller Nicolas Burra, som er hovedforfatter bag studiet, i pressemeddelelsen.

Nicolas Burr forklarer i pressemeddelelsen, at når vi bearbejder visuelle indtryk i form af øjenkontakt, så forstyrres vores evne til at vurdere tid og får den til at accelerere, så vi undervurderer, hvor lang tid, vi har set på noget.

Det modsatte sker, når vi bearbejder visuelle indtryk, der ikke medfører sociale interaktioner - vi overvurderer altså den tid, der går, og ser på tingen eller personen i kortere tid, end vi selv tror.

Ifølge Genèves Universitet kan studiets fund gøre os bedre i stand til mere præcist at vurdere og intervenere i opmærksomhedsmæssige og emotionelle processer hos mennesker, som har svært ved at bearbejde social stimuli, såsom mennekser, der lever med autisme, skizofreni og social angst.

mvh

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.