Sexchikane: Kvinder taber på at stå frem
Kilde: 
22 november 2017

Hvis du som kvinde har været udsat for sexchikane på arbejdet og står frem med det, så risikerer du at miste dit job. Derudover er den efterfølgende erstatning langt lavere, end den var for 25 år siden, viser et nyt studie fra Aalborg Universitet.

Det skriver Fagbladet 3F. 

Forskerne har undersøgt sexchikane blandt kvinder på danske arbejdspladser ved at gennemgå 30 års civile retssager om sexchikane på jobbet, hvor kvinder har fået medhold.

Resultatet var ikke opløftende. 

Gennemgangen viser blandt andet, at man i 1990'erne fik cirka 24.000 kroner i godtgørelse, hvis man vandt en retssag. Følger man prisudviklingen, så burde det tal være 40.000 i dag, men beløbet har ikke ændret sig. 

Derudover kunne forskerne se, at kvinderne i næsten alle tilfælde mistede deres job – nogle gange får de et nyt job, men nogle forlader arbejdsmarkedet helt. 

»Det er ofte enormt skamfuldt og tabubelagt overhovedet at stå frem og anklage sin arbejdsgiver, fordi mange retter skylden indad. Oveni det skal man igennem en langvarig retssag,« siger Peter Breum, der er en af landets førende advokater indenfor sexchikanesager, til Fagbladet 3F.

Du kan læse det nye studie på Aalborg Universitets hjemmeside. 

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.